Pudekamp

Åhh, hvor jeg nyder sneen! Og hvor er det vemodigt, at det igen er snevejr.

Først det med at nyde... Jeg elsker simpelthen sne! Jeg synes,at det er det smukkeste, man kan forestille sig, og jeg bliver straks helt klar til skiferie. Det skaber lidt problemer og uro, når det kommer, ja, men sådan er det med alt godt. Der er lidt storm først, og når den lægger sig, så elsker vi.

Og så det vemodige... Min dreng døde i snevejr. Den hårdeste vinter, jeg kan huske. Både i forhold til vejret og i forhold til mit sind. Men selv mit livs hårdeste vinter var smuk. Midt i sorgen var der masser af kærlighed, og når først den værste gråd havde lagt sig, så var det der altid - lige foran mig.

Og kærligheden er der stadig midt i sneen - lige foran mig - for sne vil for altid være Tobias, der holder pudekamp i himlen. Og jeg vil altid nyde det.

Sådan er det med sorg - det tunge lettes af kærligheden. For på den måde bliver sorgen til at bære, så jeg nu kan kombinere min kærlighed og sorg midt i livet. Og fælde en tåre gennem smilet, når jeg forestiller mig, hvor stor en fest han har i himlen, og hvor meget storm han skaber, som bliver til kærlighed - midt i himlen.