Ingenmandsland

Jeg har det sådan lidt med at gå til ekstremer. Enten gør jeg noget lidt mere end 100% eller også gør jeg det slet ikke. Som i overhovedet ikke! Nogle gange er det virkelig en velsignelse at være sådan. Og andre gange er det virkelig mere en forbandelse. Særligt, hvis det, som jeg har bestemt, at jeg overhovedet ikke gør, faktisk ville være godt for mig... Nå, men sådan er jeg altså.

Og nu er det altså gået sådan, at det her liv, som jeg begyndte at bygge, da Tobias lige var død, skal stå sin prøve. Tør jeg virkelig? Kan jeg virkelig? Er jeg det virkelig?

Ja, og det er en helt ægte Pernille-style test. Kan jeg høre mit hjerte?

Det begyndte så småt i efteråret. Jeg fik pludselig en idé om, at jeg ville sælge min lejlighed. Først skød jeg det til hjørne, fordi jeg ønskede mig at kunne leve et stabilt liv uden alle de forandringer hele tiden. Og det virkede så fint, altså. I 2 måneder. Lige efter jul gik min lejlighed i luften med TIL SALG-skilt. Sådan. Pyha, så var der ligesom luftet ud i forandringshjernen.

Troede jeg.

Endnu et par måneder senere var det hverken værre eller bedre end, at jeg fik en indre instruks om, at jeg lige skulle se lidt på, om jeg arbejdede med det rigtige. DET gør jeg! Eller... det gjorde jeg i hvert fald i en måned. Så sagde jeg op.

For jeg skal noget andet. Jeg skal give verden noget mere af mit hjerte. Noget mere af min sjæl og al den sårbarhed, den kræver af mig. Og som alt andet er det ikke bare en lille smule. Nej-nej, det er full-blown giv-slip-og-vis-verden. Det har været så fint at putte mig lidt væk i en tid, så jeg ikke hele tiden skulle krænge vrangen ud på mig selv lige foran hele verden, men den går ikke. Noget kræver, at jeg bruger min styrke på at være blød. At jeg finder hele min sårbarhed frem og viser den til alle, der gider kigge. Og tilmed være stolt over den.

For jeg ved jo godt, at det kun er, når jeg er ude på allermest gyngende grund, at jeg føler mig tilpas udfordret og i stand til at navigere. Det er min allerstørste styrke. Og hvor paradoksalt det end er, så skal jeg nu bruge præcis den styrke til at være blød. Til at vise verden det, jeg er blevet til.