onsdag den 29. december 2010

Ikke mere jul

Så gik juledagene.

De var hårde - sådan rigtig hårde! Juleaften havde jeg mest af alt lyst til at køre hjem til Måløv og være sammen med min lille dreng. Mads var alligevel hos sin far, så ... Men jeg gjorde det ikke.

Jeg skulle have gjort det! Nu ved jeg det: Jeg må følge mine indskydelser. Meget ville have været sparet, hvis jeg havde fået afløb for min sorg på den måde - alene og nær Tobias. For der sker det, at min sorg tager mit overskud. Det, som jeg normalt bruger til at rumme andre mennesker. Ikke, at jeg normalt kan rumme alle, men flere. Ikke nu.

Nu er jeg hjemme igen, og jeg kan mærke, hvordan mine skuldre finder deres normale leje, når jeg træder ind ad min dør. Når jeg går mig en tur i Måløv, så kommer smilet lige så stille tilbage på ansigtet. Luften er bedre i Måløv. Solen skinner klarere i Måløv. For i Måløv er min Tobias. I Måløv er familien samlet.

1 kommentar:

  1. Kære Pernille.
    Det er tydeligt at mærke gennem dine ord, hvor lange og ubeskriveligt hårde dine juledage har været. Julen er jo lige præcis skabt for at vi skal være i nærheden af de mennesker vi elsker - i hvert fald i min verden. Tobias har set på dig hele julen, men det hjælper jo ikke dig når du ikke kan se ham. Jeg har tænkt på dig i julen - flere gange og har helt uretfærdigt taget mig selv i at føle mig heldig når jeg sad med begge mine børn i favnen på én gang. Det er uretfærdigt og forkert at I skal undvære ham, uanset hvordan man ser på det. Men hvor er det dejligt at du trods alt har din by med din Mads og Tobias´lille have at varmes ved.

    Tusinde tanker fra Trine med håbet om at 2011 bliver til at bære for jer.

    SvarSlet