Højtiden

De kommer snigende... minderne om sidste år ved denne tid.

Livet var GODT! Jeg havde fundet mig rigtig godt til rette alene med drengene, de havde fået hver deres første pakker i sokken og chokoladekalender - til Tobias' store fornøjelse :-) Jeg var forelsket - eller blev det - i disse dage. Det var ikke ukompliceret, men det var med de helt store følelser. Og så havde jeg endelig fundet mig selv.

Drengene havde virkelig en glad mor! Jeg syntes, at jeg kunne se hele min fremtid i strålende glans og lys.

Waouv, hva? Det blev ikke lige helt, som jeg havde ventet...

Tobias er død, og manden er tilbage hos sin kone.

Det år, som jeg glædede mig til, blev det aller-allerværste år nogensinde. I hele historien. I mands minde. For det var MIT rædselsår. Det var MIN verden, der blev knust.

Hvad så?

Jeg har besluttet mig for, at det ikke er repræsentativt! At det ikke er sådan, at noget, som ser lyst og lykkeligt ud, skal ende med at være livstruende sorgfyldt for mig. At jeg godt kan regne med lykken, velsagtens.

Og så sætter jeg min lid til, at nogen i himlen ser i nåde til mig og min ukuelige tro på, at jeg har stået det værste igennem. At livet heler mine sår og giver mig nye, dejlige minder.