Ikke mere jul

Så gik juledagene.

De var hårde - sådan rigtig hårde! Juleaften havde jeg mest af alt lyst til at køre hjem til Måløv og være sammen med min lille dreng. Mads var alligevel hos sin far, så ... Men jeg gjorde det ikke.

Jeg skulle have gjort det! Nu ved jeg det: Jeg må følge mine indskydelser. Meget ville have været sparet, hvis jeg havde fået afløb for min sorg på den måde - alene og nær Tobias. For der sker det, at min sorg tager mit overskud. Det, som jeg normalt bruger til at rumme andre mennesker. Ikke, at jeg normalt kan rumme alle, men flere. Ikke nu.

Nu er jeg hjemme igen, og jeg kan mærke, hvordan mine skuldre finder deres normale leje, når jeg træder ind ad min dør. Når jeg går mig en tur i Måløv, så kommer smilet lige så stille tilbage på ansigtet. Luften er bedre i Måløv. Solen skinner klarere i Måløv. For i Måløv er min Tobias. I Måløv er familien samlet.

Jul i Tobias' have

Så fik jeg ro.

Mads og jeg har haft en travl dag! Vi har bagt, strikket og købt ind.

Bagt: Kagemænd og -koner til børnehaven i morgen - og et hjerte til Bias.
Strikket: Halstørklæder til Mads og mor - og et mage til til Bias.
Købt ind: Diverse mangelvarer - og en Postmand Per-bil til Bias.

Sidst på eftermiddagen, efter mørkets frembrud, gik vi os en tur. Mads på cykel - mor gående. Hen til Bias med gaver. Et halstørklæde, så man kan se, han hører til hos os; En Postmand Per-bil, som kan spille en herlig sang, så han har noget at lege med; Et hjerte, som er der, hvor han bor. Og så det evindelige lys i lanternen, som er dobbelt smukt, når mørket har sænket sig i haven.

"Tobias, du må ikke dø", sagde min Mads ved haven. Vi talte lidt om, at Tobias jo allerede er død, og jeg tror, at han mente, at han netop ikke må forlade vores hjerter. Han fylder dem stadig så dejligt og varmt, og vi kan ikke bære tanken om at undvære ham dér.

Jeg græder og tænker, at Tobias da ikke kan være alene på kirkegården juleaften. Så bliver jeg voksen og tænker: "Mand dig op, kvinde". Så det prøver jeg...

Tiden er til hygge, samvær og glæde, så det gør jeg. Tiden er også til eftertænksomhed og kiggen tilbage på året og drømme om det nye, så det gør jeg også.

For uanset hvor meget, jeg savner Tobias, så nyder jeg min Mads' tilstedeværelse mere end jeg mangler Tobias. Uanset, hvor uretfærdigt, jeg synes, at det er, at Tobias skulle dø, så ville jeg ikke have undværet miraklet i at få og have ham. Uanset hvor hæsligt 2010 har været, så ville jeg ikke have undværet de første fortryllende 12 dage, hvor vi havde ham. Og mon ikke, det skal blive mit helt eget juleevangelium...

Og det skete i de dage, at kærligheden sejrede; Som Vorherre med Tobias på sit højre knæ befalede, fortsatte livet; Ikke ufortrødent; Ikke uden at se mig tilbage; Men på sporet...

Julegave til Bias

Jeg har været på julegaveindkøb i dag. Som altid meget koncentreret, så alle gaverne er købt i dag.

Men jeg gik hele tiden med en følelse af, at jeg manglede at købe en gave...

Da jeg fik øje på en Postmand Per-bil, vidste jeg præcis, hvilken gave jeg manglede at købe. Den til Tobias!

Men hvordan køber man gave til en engel? Hvordan får man sendt en julegave til himlen?

Jeg vil så gerne kunne vise ham, at mit hjerte er lige så fuld af ham, som det var sidste år til jul, men jeg synes ikke at kunne finde den helt rigtige metode.

Måske det kommer.

Indtil da kommer det Mads til gode, for hver gang, jeg tænker på gave til Tobias, så køber jeg en mere til Mads. Og håber det forstås i himlen.

Opdatering

Det gik godt! Jeg er helt fuld af ny energi! Tænk, at det, der er mit liv, kan være relevant for andre at høre - at de kan bruge det i deres daglige virke, eller måske bare blive klogere som mennesker.

Det er rigtig stort for mig, og pludselig giver alt det, som jeg går igennem, enormt meget mening.

Waouhh, I skal nok høre mere, når jeg lige får sundet mig. Lige nu er jeg bare glad, lettet og beriget.

Tusinde tak til mit prøvepublikum, fordi jeg måtte øve mig på jer!

Mere december...

Er det ikke skønt! At når man selv overser det evidente, så hjælper andre én med at se det.

Hannne, du har fuldstændig ret: Jeg har nemlig en lille hjælper i himlen! Jeg ser det helt tydeligt for mig... Tobias siddende på Guds skød - Gud som er en gammel mand med langt, hvidt skæg - peger ned på mor og siger "eh", alt mens han trækker den gamle i skægget, så han er sikker på, at han hører efter.

Barnligt? Well, det er min måde...

Jeg skal ud at holde mit første foredrag om Tobias i aften. Det er naturligvis med sommerfugle i maven og alt, hvad dertil hører, for jeg er spændt på, om mine tilhørere får noget ud af at høre på mig. Men jeg glæder mig også helt vildt meget.

I hører nærmere... :-)

Højtiden

De kommer snigende... minderne om sidste år ved denne tid.

Livet var GODT! Jeg havde fundet mig rigtig godt til rette alene med drengene, de havde fået hver deres første pakker i sokken og chokoladekalender - til Tobias' store fornøjelse :-) Jeg var forelsket - eller blev det - i disse dage. Det var ikke ukompliceret, men det var med de helt store følelser. Og så havde jeg endelig fundet mig selv.

Drengene havde virkelig en glad mor! Jeg syntes, at jeg kunne se hele min fremtid i strålende glans og lys.

Waouv, hva? Det blev ikke lige helt, som jeg havde ventet...

Tobias er død, og manden er tilbage hos sin kone.

Det år, som jeg glædede mig til, blev det aller-allerværste år nogensinde. I hele historien. I mands minde. For det var MIT rædselsår. Det var MIN verden, der blev knust.

Hvad så?

Jeg har besluttet mig for, at det ikke er repræsentativt! At det ikke er sådan, at noget, som ser lyst og lykkeligt ud, skal ende med at være livstruende sorgfyldt for mig. At jeg godt kan regne med lykken, velsagtens.

Og så sætter jeg min lid til, at nogen i himlen ser i nåde til mig og min ukuelige tro på, at jeg har stået det værste igennem. At livet heler mine sår og giver mig nye, dejlige minder.