mandag den 30. april 2018

Hvorfor skulle jeg dog det?!

Min gamle far sagde gerne, når jeg som ung protesterede over en opgave eller en forventning, han stillede mig overfor: "Det skal du, fordi evner forpligter".

I årevis syntes jeg, at han var sådan lidt gammel og tosset at høre på. 

Men de senere år - særligt efter Tobias døde - er jeg begyndt at forstå, hvad han mente. 

Der er ikke fulgt en liste med over de ting, som farmand mener, at jeg skal, fordi jeg kan, men jeg behøver den heller ikke længere. For det giver helt sig selv: alt det, jeg overvejer at danse udenom, fordi det er besværligt eller træls eller virkeligt skræmmende, det skal jeg gøre - fordi jeg kan. Fordi jeg som menneske er forpligtet til at gøre mit bedste. 

Det lykkes så ikke lige altid for mig, det indrømmer jeg gerne. Men denne her video huskede mig lige på det. Jeg kommer ganske vist ikke lige ud i den situation, at jeg skal risikere mit liv for gutterne i Vietnam, men mindre kan også gøre det, og princippet er det samme: 

Du skal, fordi du kan!


https://www.facebook.com/JayShettyIW/videos/1350396515105389/

tirsdag den 24. april 2018

Tirsdagstanker - om at drømme og slippe noget frygt

Drømme er en sjov størrelse. Nogle mennesker drømmer hele deres liv om noget, de ved, de aldrig får, men har brug for at række efter for at blive det bedste, de kan være. Andre, som jeg, drømmer om noget, som er til at opnå, fordi det er vores drivkraft - at nå drømmen. Troede jeg.

Jeg fik lige et minde op på Facebook for et par dage siden. Det var et billede af en Maserati Grand Caprio, som jeg havde postet for 7 år siden. Manner, hvor ville jeg gerne have den bil dengang!

Det satte nogle tanker igang hos mig, for hvad drømmer jeg egentlig om i dag? 

Egentlig tænker jeg ikke så ofte over det, for jeg går for det meste bare direkte, målrettet efter det, jeg ønsker mig, så jeg satte mig for, at jeg lige skulle i kontakt med, hvad jeg - helt ærligt! - drømmer om nu. For jeg synes bare ikke lige, at den der Maserati gjorde det for mig mere... Nu er det snarere en elcykel... 

Og så kom det frem for mig helt billedligt. Det var ikke et vinslot i Sydfrankrig eller et sommerhus på en øde strand på en lille ø - eller hele øen for den sags skyld! Nej, det var noget så enkelt som ro og kærlighed. I mit billede sidder jeg på en stol i haven nede ved søen og min kæreste står bag mig. 

Først slog jeg det hen. Det var ligesom ikke helt ambitiøst nok, synes jeg. Det er jo det nemmeste i verden at slå en stol op i haven og sætte sig på den. Ja, bevares! Det er det. Men så kom jeg i tanke om, at det ikke er givet, at det at sætte mig på stolen vil give mig hverken ro eller min kæreste ved min side.

Der er noget mere på spil i denne her drøm. Der er nogle faktorer, som er helt ude af min kontrol, og det betyder, at jeg må have tillid til andre. Tillid til, at min kæreste er hos mig, og tillid til, at jeg selv kan bidrage til en tilværelse, som giver mig ro.

Jeg vil gerne indrømme, at det med Maseratien faktisk gav mig lidt mindre præstationsangst, for sådan en kan man jo bare spare op til. Hvordan sparer jeg mon op til ro og kærlighed?

Dejlig, dejlig tirsdag til dig 💗

_______________________________


Der er mange flere Tirsdagstanker her