torsdag den 12. oktober 2017

Liv

Jeg er på vej på hospitalet, hvor et kært og elsket menneske desværre er indlagt.


Jeg frygter, hvilket syn, der møder mig, så jeg gør det eneste, jeg rigtig kan finde ud af for at komme ud med min sorg: Løber en tur og skriver en ting.


For livet spørger ikke om din alder. Eller om du har tid. Eller om det nu også lige passer dig i dag.


Det er der. Og så er det der lige pludselig ikke.


Det overvejer ikke din sorg eller andres sorg. Det bliver til det, du giver det mulighed for at blive til. Hverken mere eller mindre.


For nogle er det sikkert stille og velopdragent. Hos mig er det ikke. Her råber og skriger det upassende højt:


Lev mig!
Elsk mig!
Nyd mig!
Gør det, du er skabt til!


Det kræver, at jeg bruger min tid kærligt. At jeg finder trøst i det svære og styrke i min svaghed.


Jeg skal nok. Jeg lover det. For det er jo det, jeg er skabt til. At finde glæden i sorgen.