Kærlighed

For enden af alting er kærlighed.


Lidt en kliché? Jeg tror faktisk på det. Lad mig prøve at forklare det.


Hvis vi tager udgangspunkt i, at alting er en linje. En tidslinje. Det kan være for livet eller for en periode eller for en handling, men altid en linje. Den har to ender. Og i begge ender er der kærlighed. Vores adfærd er formet af kærligheden i den ende, vi kommer fra, og af at nå kærligheden i den ende, vi er på vej mod.


Giver det mening?


Når mennesker gør hinanden ondt, sker det næsten altid for at opnå kærlighed - om ikke fra eller til andre, så til sig selv. Fordi vi bare allesammen gerne vil elskes, og hvis ikke andre vil gøre det, så må vi slå fra os, for måske kan vi på den måde finde kærligheden til os selv. Nogle gange går vi til yderligheder og græder og hyler, fordi andre ikke vil vise os den opmærksomhed og kærlighed, vi ønsker os. Som små børn, som vil have opmærksomhed. Der er ingen grænser for, hvad de vil gøre for at vi bemærker dem og tager dem i vores favn. Nogle gange gør vi voksne det så også. Måske vi er blevet lidt mere raffinerede, men i bund og grund er det det samme, og vi gør det af kærlighed, for at få kærlighed.


Det er min yndlingsmåde at anskue verden på. At vi allesammen handler i og ud fra kærlighed. Det gør det det lidt nemmere at rumme den sure nabo, der klipper hækken 10 cm for lavt - hvert eneste forbandede år. Eller den veninde, der meldte afbud til en planlagt middag en halv time før. Der er en ret stor sandsynlighed for, at de ikke har gjort det for at genere mig. De har haft et udgangspunkt i kærlighed. Enten til andre eller til sig selv.


Det er et stærkt værktøj at bruge i en proces, hvor du skal finde dig selv eller komme dig oven på en sorg efter død eller andre tab. Kærligheden. Den tanke, at det aldrig var meningen, at den kærlighed, du har følt, skulle ødelægge dit liv, men snarere berige det. At en afdøds liv stadig beriger dit. Eller at kærligheden til din eks stadig er en gave i dit liv. At meningen med kærlighed er at styrke.


Jeg prøver at bruge kærligheden som udgangspunkt i mit liv. Nogle gange kommer det mine omgivelser til gode, andre gange kommer det kun mig til gode. Det er fedest, når det kommer alle til gode, nogle gange gør det så bare ikke det. Men jeg prøver at huske mig selv på, at for enden af alting er kærligheden. Og så er det som om noget slipper inden i mig. Som om den hårde knude bliver blød, og min modstand og arrigskab siver ud af mig. Som om jeg lige strøg mig selv over håret.


Fordi for enden af alting, jeg gør, er jo også kærlighed.


Kærligst
Pernille

Rusten, famlende, lidt feberhed - men tilbage

Jeg har i den senere tid oplevet flere situationer, som har givet mig lyst til at skrive igen. Det kommer i bølger ligesom... Pludselig tænker jeg "Wow, det her ville jeg gerne sætte mange flere ord på". Men som regel bliver det bare ved en flyvsk tanke og et lille stik af savn og en følelse af, at jeg svigter et løfte.
For der var jo engang, hvor jeg lovede mig selv, at jeg skulle gøre alt det, jeg kunne, for at give videre af mig selv - min erfaring og mine oplevelser. At netop jeg skulle gøre det, fordi jeg kan. Fordi jeg er beriget med en evne til at udtrykke det, som andre mærker, men har svært ved at finde ord for. At kunne beskrive sorg og glæde og turde sige, at jeg er lykkedes med at få vendt min søns død til mit livs største gave.
En forespørgsel fra en god bekendt om et eksemplar af Englemor fik mig til at tro på, at der stadig er brug for det, jeg kan give. Og at jeg stadig er forpligtet. Ikke af noget "burde, skulle, kunne" eller lignende, men af en evne og en gave.
Jeg er ikke andet eller mere end Pernille Schmidt fra Måløv. Men min søn var så særlig, at min historie og min erfaring også er det. Og I får mere af det, hvis I gider læse den for jeg kan ikke lade være at skrive den, selv om Guderne skal vide, at jeg har forsøgt at undertrykke det.
Så hvor rusten jeg end er i skriveriet, famlende i min færd og i dag feberhed, så er historien på vej. Den bobler i mig som nye ideer til, hvordan jeg kan gøre min fortælling mere interessant med vinkler, som jeg ikke før har anvendt, og med værdifulde input fra mine nærmeste og fra alle jer, der læser med.
Det kommer drypvis - ingen ved hvornår - men jeg lover, at det kommer. Og det vil være min store fornøjelse at lade jer være mine sparringspartnere - dem, jeg spiller mine bolde opad og lytter til. Jeg kommer til at fortælle, hvad jeg oplever og spørge jer, hvad I tænker om alt muligt. Jeg kommer endelig til at lukke andre ind i min historie og få en rolle og en mening.
Det er stort for mig. Jeg glæder mig, og jeg håber virkelig, du vil være med!
Kærlig hilsen
Pernille