fredag den 5. december 2014

En helt almindelig en ...

Det har været et begivenhedsrigt år. Oh jo, det er ikke slut endnu, det er jeg helt med på! Og i den tilværelse, jeg lever, kan der stadig nå at ske en del! Jo tak. Men jeg kan alligevel ikke lade være at bruge en stund på refleksion. Fordi jeg er så sygt gammel, at det er det, jeg gør fredag aften!

Anyway.

Sidste år i denne weekend var jeg til pigejulefrokost med mit daværende arbejde. Der skete noget, som har sat sig i min sjæl for livstid. Jeg blev scoret. Sådan rigtig tacklet, driblet på plads og scoret. SWUUUUUSJ - lige i nettet med mig. Han er verdens dejligste mand. Men det tog mig det første halve år af året at indse og indrømme det for mig selv. For han var ikke på præcis ALLE punkter, som jeg havde forestillet mig. Faktisk var han på meget, meget få punkter, som jeg havde forestillet mig... Han er så meget bedre, at ord bliver fattige. Selv for mig.

Ok. Jeg skal nok fortælle hvorfor. Han er meget yngre end mig. Der. Så kom det ud til verden. Min kæreste er meget yngre end mig. Og alligevel opfører han sig ofte pænt meget mere modent. Og ordentligt. Og pænt. Og vildt. Og fjollet. Og stærkt. Og dejligt. Ja. Jeg er meget forelsket i ham.

Ud over at have mødt, forkastet og heldigvis genvundet en lækker mand, så har jeg sagt mit job op, er blevet selvstændig, har solgt min lejlighed og købt et lille dukkehus, som jeg går og sætter i stand. Det er måske lidt meget på en gang, men ellers er der jo ikke noget sådan rigtig mærkeligt eller utraditionelt ved det.

Og ved du hvad? Det er det, jeg har opdaget i år. At jeg bare er en helt almindelig en. Jeg har ikke mere end nogen anden at påberåbe mig. Min historie gør mig ikke særlig. Den gør mig bare sorgfuld.

Jeg lægger altid liv og sjæl i det, jeg gør. Så det har jeg også gjort på mit job. Naturligvis, for det er bare sådan, jeg er. Jeg går 'all in'! Det er mine forventninger til reaktionen, der har været skæve. Verden er faktisk ligeglad. Hvis jeg havde gået 'half in', så havde reaktionen været den samme: 'Fedt', og så ligegyldighed.

Jeg er en nemlig bare en helt almindelig en. Fra Måløv. Så who cares, hvad jeg siger?

I care! Og det skal være mit forsæt for 2015! Mit 40. år. Alt, hvad jeg gør, skal være, fordi jeg føler det. Ikke gøre noget for anerkendelsens skyld eller fordi det nok vil gavne andre. Det er dejligt at være uselvisk til tider, og det vil jeg også meget gerne være, men helt overordnet, så vil jeg øve mig på at forvente mindre og kun give det, jeg kan undvære. Jeg vil øve mig på at kunne være i noget, hvor der ikke er nogen ild, men hvor jeg bare er, fordi det tjener et formål, og kun lægge de kræfter i, det fortjener. Jeg vil øve mig på ikke at stå klar med rosens rødmen i kinderne i tanken om al den pris, jeg retteligt fortjener.

Til gengæld for at give slip på dette har jeg aftalt med mig selv, at jeg så godt tør tro på mig. At jeg faktisk kan det, jeg ved, jeg kan. Jeg er en ret skrap oversætter - særligt på regnskabsterminologi, jeg er en ret dygtig til at sætte ord sammen, og jeg er aldrig bange for at sige sandheden, som jeg ser den.  Og alt det vil jeg bruge mit krudt på. At være mig! Mor, kæreste, ordgøgler.

Gør det, du er god til, Pernille! Og så op i røven med resten.

Ha' en velsignet weekend :-)