Det nye liv... about to begin!

Torsdag... smag lidt på ordet. Det ligger godt i munden, det åbner ansigtet, øjnene stråler, og man smiler jo helt automatisk og danser glad rundt. Torsdag... smukt ord, ikke?

For torsdag blev dagen, hvor Madsen og jeg blev inviteret til overdragelse af vores lille nye hus af sælger. JUHUUUUUUUU, vi kunne næsten ikke få armene ned! :-)

Jeg giver dig lige lidt baggrund:

Jeg har købt et lille hus til Mads og Lyn og mig - med åben dør for kæresten. Men når jeg siger lille, så mener jeg altså virkelig lille! Der er 50 m2 i grundplan og udnyttet førstesal, hvor der er ca. 25-30 m2 mere. Nyt er så til gengæld slet ikke sandt, for det er bygget i år 1900!

Men jeg er forelsket.

I min barndom har mine forældre, og derved og jeg, altid bygget om. Det lyder som en overdrivelse, men det tror jeg faktisk ikke, at det er. Der har altid været et eller andet projekt igang, inde eller ude.

Da jeg så selv skulle stifte hjem sammen med min exmand, valgte vi at bygget et nyt hus, og da vi flyttede fra hinanden, valgte jeg at flytte i en nybygget lejlighed. Og det har været dejligt og nemt og alting har været snorlige. Ingen tvivl om det! Men jeg har altid savnet sjælen. Sjælen og de skæve hjørner, den evige ubekendte, når man startede et nyt projekt: Er der mon noget, der falder ned, hvis jeg prøver at slå lidt her? Hvis jeg prøver at vælte denne her væg, står jeg så med førstesalen i favnen?

Og så har jeg savnet projekterne. De evige små eller store projekter. Processen med at skabe noget, se potentialet og mine ideer udfolde sig og blive helt fantastiske - eller helt ufatteligt kiksede! Al den udvikling og læring, der følger med. Al den energi og kraft, jeg lægger i det. Alle de penge, timer, tårer og latter, der følger med... Jeg ved det godt. Det er det hele! Jeg får ikke succeserne, uden at mærke fiaskoerne og randen af bankerot, når fyret sætter ud samtidig med, at skorstenen soder, der sprænger et vandrør og tørretumbleren står af.

Men jeg elsker det!

Uvisheden, risikoen, sommerfuglene i maven ved, hvad der mon så nu møder mig næste gang.

Lige nu står jeg virkelig lige på grænsen mellem to liv: Mit luksusliv med rette vinkler, nye vinduer, masser af lys, nye installationer og minus vedligehold, og så mit nye liv i et gammelt hus med skæve vægge, gamle installationer, rum til forbedring og masser, masser, masser af muligheder.

Jeg er blevet nulstillet på en campingplads mellem Ganløse og Farum med skæve borde, alt for lidt plads, umulige arbejdsforhold, masser af hygge og frisk luft, og nu er jeg mere end klar til mit nye liv i helt nye omgivelser med en helt ny hverdag. Klar og spændt som en flitsbue på at komme i gang med at leve det!

På lørdag... bliver mit lille hus endelig mit og mit nye liv kan begynde.

Lykke

Mmmm... 

Jeg sidder i en halvkold campingvogn med et fortelt, som ikke holdt til weekendens vandkamp, masser af ting og sager, som jeg ikke har begreb om, hvor jeg skal putte hen i min lille campingvogn, ikke rigtig nogen telefon de næste par timer og er komplet lykkelig. Træt efter weekendens flytning, men helt, helt lykkelig.

Jeg ved, jeg gør det rigtige i at rykke mit liv op og starte et nyt.

Det slog mig her i weekenden, mens vi gik og flyttede alle mine ting - jøsses, hvor har jeg meget! - at det er første gang i mange, mange år, at jeg starter på noget nyt, fordi jeg har lyst til lige netop det. Jeg stikker ikke af fra noget, jeg gør bare noget, som jeg har lyst til.

Det er en helt vidunderlig følelse!

Jeg har for første gang i meget, meget lang tid frihed. Friheden til at gøre lige præcis, hvad der passer mig. Ikke bare i dag, men i resten af mit liv. Fordi det er mit! Altså livet.

Det er naturligvis altid en præmis, at jeg kan tjene penge nok til det - livet - men jeg er helt rolig. For jeg følger jo mit hjerte. Og mit hjerte siger mig, at vejen er den rigtige.

Hvordan min tilværelse bliver fra nu af, har jeg ikke rigtig nogen ide om. Er det ikke fantastisk?

I dag er i sandhed den første dag i resten af mit liv, og det må siges at være på den helt ægte Pernille-agtige måde. Faldet er helt frit, og hvis der var lyd på, ville du kunne høre mig hvine af fryd. Fuld fart uden nogen som helst ide om, hvor jeg lander.

Hvis ikke det skulle være lykke...