Tid til kærlighed

Da jeg var ung teenager, var min allerstørste favoritbeskæftigelse at læse bøger. Kærlighedsbøger. Helt oppe på niveau med den rytmiske gymnastik, dans, fnise med pigerne over drengene og at være forelsket i naboens Jakob. Åh… - nå, men det er en anden historie…

Det var kærlighedsbøgerne denne gang.

Jeg gav skolens bibliotekar grå hår i hovedet, fordi jeg læste alle de bøger, hun havde i den genre, inden hun kunne få dem på hylderne. Jeg var lynhurtig til at læse, og jeg elskede det. Og altid kærlighed.

Jeg drømte, både mens jeg læste og bagefter – ja, hele tiden, faktisk. Jeg drømte om den helt store kærlighed, den som egentlig var umulig, den som var så stor, at den gjorde mig helt blød og slog mine lange ben totalt væk under mig.

Det slog mig i dag, da jeg æltede dej til boller og rugbrød. Er jeg på rette spor i min søgen efter den absolutte, komplette frihed? Er den unge pige inden i mig, der drømte om kærlighed, virkelig helt væk? Eller er hun bare såret og arret af sine forsøg på kærlighed?

Mens gær, mælk, mel og gryn blev til dej, tog jeg mig selv i at danse løs. Helt glad i låget og med min yndlingsmusik. Jeg kan bedst lide glade rytmer og tekster, der handler om – ja, gæt engang – kærlighed. Jeg prædiker ved hver given lejlighed, at kærlighed er livets eliksir, og at det er kærligheden, der heler sårene, som netop kærligheden – eller dens brud – giver. Det ligger mig bestemt heller ikke fjernt at fortælle mine nære, at kun ved at lukke helt op for sit inderste, til det allerblødeste punkt, oplever vi den sande kærlighed.

Kunne man mon forestille sig, at jeg taler allermest til mig selv, når jeg prædiker? Og at jeg bliver ved, fordi jeg er den eneste, som stadig ikke rigtig har hørt efter? Er mit brud med den tilværelse, jeg lever lige nu, i virkeligheden et brud med min tilværelse som bomstærk, stensikker og … alene?

Gad vide, om mon ikke det er på tide at lade den unge pige, som kun drømte om kærlighed, opfylde sin drøm… i den afskygning det så kan blive, når hun er blevet en smule ældre, lidt gråhåret og med alle sine sår og ar i hjertet.

Jeg tror det, og jeg tror, jeg er klar. Pissebange og sårbar. Men klar.

Ingenmandsland

Jeg har det sådan lidt med at gå til ekstremer. Enten gør jeg noget lidt mere end 100% eller også gør jeg det slet ikke. Som i overhovedet ikke! Nogle gange er det virkelig en velsignelse at være sådan. Og andre gange er det virkelig mere en forbandelse. Særligt, hvis det, som jeg har bestemt, at jeg overhovedet ikke gør, faktisk ville være godt for mig... Nå, men sådan er jeg altså.

Og nu er det altså gået sådan, at det her liv, som jeg begyndte at bygge, da Tobias lige var død, skal stå sin prøve. Tør jeg virkelig? Kan jeg virkelig? Er jeg det virkelig?

Ja, og det er en helt ægte Pernille-style test. Kan jeg høre mit hjerte?

Det begyndte så småt i efteråret. Jeg fik pludselig en idé om, at jeg ville sælge min lejlighed. Først skød jeg det til hjørne, fordi jeg ønskede mig at kunne leve et stabilt liv uden alle de forandringer hele tiden. Og det virkede så fint, altså. I 2 måneder. Lige efter jul gik min lejlighed i luften med TIL SALG-skilt. Sådan. Pyha, så var der ligesom luftet ud i forandringshjernen.

Troede jeg.

Endnu et par måneder senere var det hverken værre eller bedre end, at jeg fik en indre instruks om, at jeg lige skulle se lidt på, om jeg arbejdede med det rigtige. DET gør jeg! Eller... det gjorde jeg i hvert fald i en måned. Så sagde jeg op.

For jeg skal noget andet. Jeg skal give verden noget mere af mit hjerte. Noget mere af min sjæl og al den sårbarhed, den kræver af mig. Og som alt andet er det ikke bare en lille smule. Nej-nej, det er full-blown giv-slip-og-vis-verden. Det har været så fint at putte mig lidt væk i en tid, så jeg ikke hele tiden skulle krænge vrangen ud på mig selv lige foran hele verden, men den går ikke. Noget kræver, at jeg bruger min styrke på at være blød. At jeg finder hele min sårbarhed frem og viser den til alle, der gider kigge. Og tilmed være stolt over den.

For jeg ved jo godt, at det kun er, når jeg er ude på allermest gyngende grund, at jeg føler mig tilpas udfordret og i stand til at navigere. Det er min allerstørste styrke. Og hvor paradoksalt det end er, så skal jeg nu bruge præcis den styrke til at være blød. Til at vise verden det, jeg er blevet til.