fredag den 5. december 2014

En helt almindelig en ...

Det har været et begivenhedsrigt år. Oh jo, det er ikke slut endnu, det er jeg helt med på! Og i den tilværelse, jeg lever, kan der stadig nå at ske en del! Jo tak. Men jeg kan alligevel ikke lade være at bruge en stund på refleksion. Fordi jeg er så sygt gammel, at det er det, jeg gør fredag aften!

Anyway.

Sidste år i denne weekend var jeg til pigejulefrokost med mit daværende arbejde. Der skete noget, som har sat sig i min sjæl for livstid. Jeg blev scoret. Sådan rigtig tacklet, driblet på plads og scoret. SWUUUUUSJ - lige i nettet med mig. Han er verdens dejligste mand. Men det tog mig det første halve år af året at indse og indrømme det for mig selv. For han var ikke på præcis ALLE punkter, som jeg havde forestillet mig. Faktisk var han på meget, meget få punkter, som jeg havde forestillet mig... Han er så meget bedre, at ord bliver fattige. Selv for mig.

Ok. Jeg skal nok fortælle hvorfor. Han er meget yngre end mig. Der. Så kom det ud til verden. Min kæreste er meget yngre end mig. Og alligevel opfører han sig ofte pænt meget mere modent. Og ordentligt. Og pænt. Og vildt. Og fjollet. Og stærkt. Og dejligt. Ja. Jeg er meget forelsket i ham.

Ud over at have mødt, forkastet og heldigvis genvundet en lækker mand, så har jeg sagt mit job op, er blevet selvstændig, har solgt min lejlighed og købt et lille dukkehus, som jeg går og sætter i stand. Det er måske lidt meget på en gang, men ellers er der jo ikke noget sådan rigtig mærkeligt eller utraditionelt ved det.

Og ved du hvad? Det er det, jeg har opdaget i år. At jeg bare er en helt almindelig en. Jeg har ikke mere end nogen anden at påberåbe mig. Min historie gør mig ikke særlig. Den gør mig bare sorgfuld.

Jeg lægger altid liv og sjæl i det, jeg gør. Så det har jeg også gjort på mit job. Naturligvis, for det er bare sådan, jeg er. Jeg går 'all in'! Det er mine forventninger til reaktionen, der har været skæve. Verden er faktisk ligeglad. Hvis jeg havde gået 'half in', så havde reaktionen været den samme: 'Fedt', og så ligegyldighed.

Jeg er en nemlig bare en helt almindelig en. Fra Måløv. Så who cares, hvad jeg siger?

I care! Og det skal være mit forsæt for 2015! Mit 40. år. Alt, hvad jeg gør, skal være, fordi jeg føler det. Ikke gøre noget for anerkendelsens skyld eller fordi det nok vil gavne andre. Det er dejligt at være uselvisk til tider, og det vil jeg også meget gerne være, men helt overordnet, så vil jeg øve mig på at forvente mindre og kun give det, jeg kan undvære. Jeg vil øve mig på at kunne være i noget, hvor der ikke er nogen ild, men hvor jeg bare er, fordi det tjener et formål, og kun lægge de kræfter i, det fortjener. Jeg vil øve mig på ikke at stå klar med rosens rødmen i kinderne i tanken om al den pris, jeg retteligt fortjener.

Til gengæld for at give slip på dette har jeg aftalt med mig selv, at jeg så godt tør tro på mig. At jeg faktisk kan det, jeg ved, jeg kan. Jeg er en ret skrap oversætter - særligt på regnskabsterminologi, jeg er en ret dygtig til at sætte ord sammen, og jeg er aldrig bange for at sige sandheden, som jeg ser den.  Og alt det vil jeg bruge mit krudt på. At være mig! Mor, kæreste, ordgøgler.

Gør det, du er god til, Pernille! Og så op i røven med resten.

Ha' en velsignet weekend :-)

onsdag den 5. november 2014

En flig af et usikkert sind

Har du set coverbilledet på min blog? Hun ligner en, der har styr på det, hende damen... Det har hun også tit. Det er fedt!

Lige nu har hun ikke styr på det. Eller rettere: Hun har stadig! Det er mig, der ikke har.

Som regel er jeg rigtig god til at fortælle om min sårbarhed og usikkerhed bagefter, når jeg har fået styr på mig selv, hjertet og sindet igen. Så får jeg ikke blottet alt for meget af mig selv, og det, jeg viser verden, er en kvinde med styr på sig selv og sit shit.

Det har jeg jo altså bare ikke altid! Og jeg tænker, at det er tid til også at vise det.


Lige nu græder jeg og mit skrøbelige hjerte, fordi jeg ikke kan få truffet en beslutning. Om jeg tør følge mit hjerte helt til verdens ende og slippe fornuften, eller om jeg skal sætte mit indre billede af min søde bankrådgiver, Anja (som i øvrigt er verdens bedste, og som altid er på min side!), i en ramme midt på bordet for at holde fast i mit fornuftige valg med sikkerhed for penge.

Er det min trodsige sjæl, som bøvler med at finde sig i, at jeg ikke bestemmer ALTING 100 % selv? Eller er jeg faktisk i færd med at trodse mit hjerte med fornuft?

I dag på vej hjem i toget trillede der pludselig en stille tåre på min kind, fordi jeg pludselig savnede min Tobias, mere end jeg næsten kunne bære. Og det kunne jo sådan set være ok - det ER ok - men altså... det er jo næsten 5 år siden, han døde, og jeg har arbejdet sygt meget med sorgen, så helt akut er det vel ikke ligefrem...

Så hvorfor kom min Tobias med et kys på min kind?

Det gjorde han, fordi hans mission i mit liv - levende som død - er at holde mig på sporet af mit hjerte. Hver evig eneste gang, jeg står i situationer, hvor jeg måske afviger fra den kurs, mit hjerte har lagt for mig, så kommer han. Sød og dejlig og kyssende på mine kinder.

Så jeg gør det! Jeg træffer en beslutning, det gør jeg. Men lige nu nyder jeg kysset og prøver at mærke, hvor det vil have mig hen.


mandag den 20. oktober 2014

10 år igen - i et øjeblik

Kender du godt de dage, hvor man vælter kaffen, hvor printeren driller (pludselig aner den ikke, at den kan printe..?!) og ens indre veksler mellem at have lyst til at græde - tude som et forurettet barn -  og være på kanten af en eksplosion...?
Ok. Sådan en har jeg.
Men så er det, at jeg lige finder mit lille åndehul fra i morges frem...

Som jeg altid gør, når jeg har min søde Mads, fulgte jeg ham i skole i morges. Og som ofte var han på løbehjul og jeg gående for samtidig at lufte vores lille hundedreng, Lyn. Det er hyggeligt og effektivt - vi får frisk luft, luftet hunden og lidt motion på en gang. Det er fint.

Næ, det er turen hjem igen, der er noget helt særligt ...

For i ca. 10 minutter er jeg 10 år igen. Nemlig de 10 minutter, hvor jeg løber på min drengs løbehjul hjem fra skole. Fuldstændig som jeg løb på rulleskøjter, da jeg var 10 år. Fuld fart, vind i håret, stort smil.

Og kan du huske de gamle rulleskøjter med de der hårde hjul? Når man kørte på noget af det grovere asfalt, så kildede det i det meste af kroppen. På rulleskøjterne var det særligt i benene. På løbehjulet er det præcis ligesådan! Her er det bare både i fødder, ben og arme. Det giver mig lyst til at hvine af fryd!

Jeg ved ikke, hvorfor jeg som voksen nogensinde har været holdt op med at give mig selv den slags oplevelser. Det er forfriskende, livsbekræftende, gratis og simpelthen bare så skønt!!! Pludselig kan jeg godt forstå, hvorfor verden og livet bare er så mega cool - og SJOVT! - når man er 10 år gammel. Så pyt med, at jeg næsten altid havde asfalteksem på knæene og hudafskrabninger på hænderne. Når jeg bare i 10 forunderlige minutter kan bringe den følelse af absolut bekymringsfrihed og sorgløshed tilbage.

Så kan det indre faktisk godt klare en latterlig printer og kaffe i tastaturet...

Kram og dejlig dag fra Pernille i Måløv

fredag den 12. september 2014

Det nye liv... about to begin!

Torsdag... smag lidt på ordet. Det ligger godt i munden, det åbner ansigtet, øjnene stråler, og man smiler jo helt automatisk og danser glad rundt. Torsdag... smukt ord, ikke?

For torsdag blev dagen, hvor Madsen og jeg blev inviteret til overdragelse af vores lille nye hus af sælger. JUHUUUUUUUU, vi kunne næsten ikke få armene ned! :-)

Jeg giver dig lige lidt baggrund:

Jeg har købt et lille hus til Mads og Lyn og mig - med åben dør for kæresten. Men når jeg siger lille, så mener jeg altså virkelig lille! Der er 50 m2 i grundplan og udnyttet førstesal, hvor der er ca. 25-30 m2 mere. Nyt er så til gengæld slet ikke sandt, for det er bygget i år 1900!

Men jeg er forelsket.

I min barndom har mine forældre, og derved og jeg, altid bygget om. Det lyder som en overdrivelse, men det tror jeg faktisk ikke, at det er. Der har altid været et eller andet projekt igang, inde eller ude.

Da jeg så selv skulle stifte hjem sammen med min exmand, valgte vi at bygget et nyt hus, og da vi flyttede fra hinanden, valgte jeg at flytte i en nybygget lejlighed. Og det har været dejligt og nemt og alting har været snorlige. Ingen tvivl om det! Men jeg har altid savnet sjælen. Sjælen og de skæve hjørner, den evige ubekendte, når man startede et nyt projekt: Er der mon noget, der falder ned, hvis jeg prøver at slå lidt her? Hvis jeg prøver at vælte denne her væg, står jeg så med førstesalen i favnen?

Og så har jeg savnet projekterne. De evige små eller store projekter. Processen med at skabe noget, se potentialet og mine ideer udfolde sig og blive helt fantastiske - eller helt ufatteligt kiksede! Al den udvikling og læring, der følger med. Al den energi og kraft, jeg lægger i det. Alle de penge, timer, tårer og latter, der følger med... Jeg ved det godt. Det er det hele! Jeg får ikke succeserne, uden at mærke fiaskoerne og randen af bankerot, når fyret sætter ud samtidig med, at skorstenen soder, der sprænger et vandrør og tørretumbleren står af.

Men jeg elsker det!

Uvisheden, risikoen, sommerfuglene i maven ved, hvad der mon så nu møder mig næste gang.

Lige nu står jeg virkelig lige på grænsen mellem to liv: Mit luksusliv med rette vinkler, nye vinduer, masser af lys, nye installationer og minus vedligehold, og så mit nye liv i et gammelt hus med skæve vægge, gamle installationer, rum til forbedring og masser, masser, masser af muligheder.

Jeg er blevet nulstillet på en campingplads mellem Ganløse og Farum med skæve borde, alt for lidt plads, umulige arbejdsforhold, masser af hygge og frisk luft, og nu er jeg mere end klar til mit nye liv i helt nye omgivelser med en helt ny hverdag. Klar og spændt som en flitsbue på at komme i gang med at leve det!

På lørdag... bliver mit lille hus endelig mit og mit nye liv kan begynde.

mandag den 1. september 2014

Lykke

Mmmm... 

Jeg sidder i en halvkold campingvogn med et fortelt, som ikke holdt til weekendens vandkamp, masser af ting og sager, som jeg ikke har begreb om, hvor jeg skal putte hen i min lille campingvogn, ikke rigtig nogen telefon de næste par timer og er komplet lykkelig. Træt efter weekendens flytning, men helt, helt lykkelig.

Jeg ved, jeg gør det rigtige i at rykke mit liv op og starte et nyt.

Det slog mig her i weekenden, mens vi gik og flyttede alle mine ting - jøsses, hvor har jeg meget! - at det er første gang i mange, mange år, at jeg starter på noget nyt, fordi jeg har lyst til lige netop det. Jeg stikker ikke af fra noget, jeg gør bare noget, som jeg har lyst til.

Det er en helt vidunderlig følelse!

Jeg har for første gang i meget, meget lang tid frihed. Friheden til at gøre lige præcis, hvad der passer mig. Ikke bare i dag, men i resten af mit liv. Fordi det er mit! Altså livet.

Det er naturligvis altid en præmis, at jeg kan tjene penge nok til det - livet - men jeg er helt rolig. For jeg følger jo mit hjerte. Og mit hjerte siger mig, at vejen er den rigtige.

Hvordan min tilværelse bliver fra nu af, har jeg ikke rigtig nogen ide om. Er det ikke fantastisk?

I dag er i sandhed den første dag i resten af mit liv, og det må siges at være på den helt ægte Pernille-agtige måde. Faldet er helt frit, og hvis der var lyd på, ville du kunne høre mig hvine af fryd. Fuld fart uden nogen som helst ide om, hvor jeg lander.

Hvis ikke det skulle være lykke...

lørdag den 31. maj 2014

Tid til kærlighed



Da jeg var ung teenager, var min allerstørste favoritbeskæftigelse at læse bøger. Kærlighedsbøger. Helt oppe på niveau med den rytmiske gymnastik, dans, fnise med pigerne over drengene og at være forelsket i naboens Jakob. Åh… - nå, men det er en anden historie…

Det var kærlighedsbøgerne denne gang.

Jeg gav skolens bibliotekar grå hår i hovedet, fordi jeg læste alle de bøger, hun havde i den genre, inden hun kunne få dem på hylderne. Jeg var lynhurtig til at læse, og jeg elskede det. Og altid kærlighed.

Jeg drømte, både mens jeg læste og bagefter – ja, hele tiden, faktisk. Jeg drømte om den helt store kærlighed, den som egentlig var umulig, den som var så stor, at den gjorde mig helt blød og slog mine lange ben totalt væk under mig.

Det slog mig i dag, da jeg æltede dej til boller og rugbrød. Er jeg på rette spor i min søgen efter den absolutte, komplette frihed? Er den unge pige inden i mig, der drømte om kærlighed, virkelig helt væk? Eller er hun bare såret og arret af sine forsøg på kærlighed?

Mens gær, mælk, mel og gryn blev til dej, tog jeg mig selv i at danse løs. Helt glad i låget og med min yndlingsmusik. Jeg kan bedst lide glade rytmer og tekster, der handler om – ja, gæt engang – kærlighed. Jeg prædiker ved hver given lejlighed, at kærlighed er livets eliksir, og at det er kærligheden, der heler sårene, som netop kærligheden – eller dens brud – giver. Det ligger mig bestemt heller ikke fjernt at fortælle mine nære, at kun ved at lukke helt op for sit inderste, til det allerblødeste punkt, oplever vi den sande kærlighed.

Kunne man mon forestille sig, at jeg taler allermest til mig selv, når jeg prædiker? Og at jeg bliver ved, fordi jeg er den eneste, som stadig ikke rigtig har hørt efter? Er mit brud med den tilværelse, jeg lever lige nu, i virkeligheden et brud med min tilværelse som bomstærk, stensikker og … alene?

Gad vide, om mon ikke det er på tide at lade den unge pige, som kun drømte om kærlighed, opfylde sin drøm… i den afskygning det så kan blive, når hun er blevet en smule ældre, lidt gråhåret og med alle sine sår og ar i hjertet.

Jeg tror det, og jeg tror, jeg er klar. Pissebange og sårbar. Men klar.

lørdag den 3. maj 2014

Ingenmandsland

Jeg har det sådan lidt med at gå til ekstremer. Enten gør jeg noget lidt mere end 100% eller også gør jeg det slet ikke. Som i overhovedet ikke! Nogle gange er det virkelig en velsignelse at være sådan. Og andre gange er det virkelig mere en forbandelse. Særligt, hvis det, som jeg har bestemt, at jeg overhovedet ikke gør, faktisk ville være godt for mig... Nå, men sådan er jeg altså.

Og nu er det altså gået sådan, at det her liv, som jeg begyndte at bygge, da Tobias lige var død, skal stå sin prøve. Tør jeg virkelig? Kan jeg virkelig? Er jeg det virkelig?

Ja, og det er en helt ægte Pernille-style test. Kan jeg høre mit hjerte?

Det begyndte så småt i efteråret. Jeg fik pludselig en idé om, at jeg ville sælge min lejlighed. Først skød jeg det til hjørne, fordi jeg ønskede mig at kunne leve et stabilt liv uden alle de forandringer hele tiden. Og det virkede så fint, altså. I 2 måneder. Lige efter jul gik min lejlighed i luften med TIL SALG-skilt. Sådan. Pyha, så var der ligesom luftet ud i forandringshjernen.

Troede jeg.

Endnu et par måneder senere var det hverken værre eller bedre end, at jeg fik en indre instruks om, at jeg lige skulle se lidt på, om jeg arbejdede med det rigtige. DET gør jeg! Eller... det gjorde jeg i hvert fald i en måned. Så sagde jeg op.

For jeg skal noget andet. Jeg skal give verden noget mere af mit hjerte. Noget mere af min sjæl og al den sårbarhed, den kræver af mig. Og som alt andet er det ikke bare en lille smule. Nej-nej, det er full-blown giv-slip-og-vis-verden. Det har været så fint at putte mig lidt væk i en tid, så jeg ikke hele tiden skulle krænge vrangen ud på mig selv lige foran hele verden, men den går ikke. Noget kræver, at jeg bruger min styrke på at være blød. At jeg finder hele min sårbarhed frem og viser den til alle, der gider kigge. Og tilmed være stolt over den.

For jeg ved jo godt, at det kun er, når jeg er ude på allermest gyngende grund, at jeg føler mig tilpas udfordret og i stand til at navigere. Det er min allerstørste styrke. Og hvor paradoksalt det end er, så skal jeg nu bruge præcis den styrke til at være blød. Til at vise verden det, jeg er blevet til.

onsdag den 30. april 2014

Med igen

Jeg har været et andet sted i lang tid. Et andet, helt vidunderligt sted, helt fyldt med fantastiske mennesker. Mennesker, som har kunnet rumme mig - hele mig - og som på nærmest forunderlig vis har formået at sætte pris på en særling som mig. Det har været et privilegium, og er det heldigvis et par måneder endnu.

Men jeg er på sporet igen. På sporet af det ord, som ligger så tæt på mit hjerte. Det, jeg kan forme til en bold og skyde i nakken af en, eller strække til lange, lige eller skæve sætninger, fulde af kærlighed, sorg og taknemmelighed. I korthed eller langdrag. Uanset hvad, så er det mit. Ordet.

Mit, når jeg græder af smerte. Mit, når jeg ler af kærlighed og lykke og lethed. Og mit, når jeg undres eller elsker eller ... Bare mit.

Og lige nu er der så mange i mig, at de allerhelst vil myldre frem!

For jeg er blevet vækket i aften. En vidunderlig, stærk og hjertevarm kvinde har mindet mig om, at livet er lige nu! At det er i det ord, jeg skriver nu. At det er i den musik jeg lytter til, når jeg græder af smerte.

HEEEJ!! råber ordene i mig. Kom nu tilbage og brug os! Kom nu og gør det, vi kan, sammen.

Så jeg er tilbage. Med ordene myldrende ud af mig i uskøn blanding. Til at fortælle om lettelsen over, at jeg kender kærligheden, om smerten over, at jeg skulle opleve døden for at finde den. Men frem for alt om altoverskyggende kærlighed til livet, mine drenge, min tryghed i at blive båret af englevinger, og om taknemmelighed for alt og det hele.

Jeg er med igen!