Eftertænksom sommer

I mit sidste indlæg troede jeg, at min tid som betragter var ved at være slut. Well... NU tror jeg det! :-)

Faktum er, at det har været en sommer præget af eftertænksomhed. Når jeg studser sådan over det, er det, fordi det stadig er ganske langt fra min normale tilstand. Jeg bruger sædvanligvis 2-5 minutter på at kigge mig over skulderen og tænke: "Nå, for pokker, var det sådan, det hang sammen", men pludselig er det forandret. Pludselig går jeg helt stille rundt hjemme i Måløv i flere dage uden at være ked af det, blot tænksom. Over det, jeg ikke har. Og sandelig også over det, jeg har.

Og årsagen er enkel.

Min store dreng skal starte i skole på mandag. Han har været i indskoling siden maj, men på mandag sker det rigtigt. Han bliver så stor.

Det skulle man jo nok mene, at jeg havde set komme, og det har jeg også. Og jeg har også set den med, at Mads bliver stor, og der er ingen Tobias til at være mors lille dreng.

Men den, jeg ikke havde set komme, er, at pludselig, ud af det blå, er Mads mit bløde punkt. Jeg troede, at Tobias altid ville være det og har brugt mange tanker og kræfter på at lære at give slip på ham, både fordi det var nødvendigt, og fordi jeg ville skærme min sårbarhed.

Og det burde vel have været varsel nok for mig. For når jeg bruger skjoldet så lokalt, blotter jeg jo bare en anden del. Skal jeg lige love for. For nu skal jeg jo give slip på min Mads.

Han er en stor dreng, som ikke har brug for sin mor mere på samme måde som tidligere. Han kan selv binde sine sko, låse sin cykel og putte sin madpakke i tasken. Som han i øvrigt fint selv lukker. Og når vi skal ud af døren er det ham, der husker cykelhjelmen, fordi hans fæle mor er så åndsfraværende, at hun er heldig, hvis hun husker sig selv.

Han er stor nu.

Og ved du, hvad det betyder? Hans mor skal til at finde sit eget liv.

Jeg har været så optaget af at være mor, englemor, forfatter og alt muligt andet, at jeg har negligeret det vigtigste: At være Pernille. Ikke andet. Bare Pernille. At Pernille er det hele. Og ingenting uden sig selv.

Det er scary shit! Det kan jeg lige så godt sige! Fra nu af duer ingen undskyldning. Jeg er selv ansvarlig for at skabe mig det liv, jeg ønsker mig.

Jeg er i gang, og jeg tror også, at det går ret godt. Men, for pokker i luften da, hvor det kildrer i maven herude i frit fald!