Tanker om liv, mænd og baggrund

Nøj, hvor er det bare længe siden, at jeg har skrevet noget, hva?

Åh, men det er jo fordi jeg tænker. Og jeg er slet ikke færdig.

Jeg har opdaget alt muligt, som jeg er ved at få med i min nye bog om Anna, og som jeg får ud i mine klummer i Ballerup Bladet hver 14. dag.

Jeg har opdaget, at jeg drømmer om at finde kærlighed og fællesskab med en mand. Jeg har opdaget, at mænd er rigtig fine, præcis som de er. De behøver faktisk slet ikke mig til at justere på dem. Halløjsa, hva?

Og så har jeg opdaget, at jeg nogen gange bare trænger til at "tie stille". Bare sætte mig i hjørnet og betragte. Så det er det, jeg har gjort i et stykke tid.

Nå, men altså... mon ikke jeg skulle være ved at være færdig med det...

Jeg skulle nemlig - ud over det vigtige ovenfor! - lige finde ud af, at det er ok, at jeg er ved at frigøre mig fra Tobias. Altså på den gode måde.

I takt med, at jeg øver mig på at slippe kontrollen på forskellige måder, så opdager jeg, at det også bliver ok, at Tobias glider ind som baggrunden på min film. Han er helt sikkert med, men i baggrunden. Og det er ok. Men jeg har lige skullet finde ud af det.

Det blev helt klart for mig, da jeg kunne være på arbejde på hans fødselsdag. Jeg nød bare dagen, for det var jo min drengs fødselsdag. Uagtet, at han fejrer den et andet sted. Det er et godt tegn. Og som en dejlig ven sagde til mig på et tidspunkt: "Jeg tror, at du er langt mere ok, end du selv tror". Nogle gange skal man jo bare lige grave det frem.

Jeg føler mig fri. Fri, lykkelig og endelig, endelig, endelig i stand til at kunne leve og elske med samme styrke, som hans korte liv gav min sjæl.