Aftencykling - nu med hjelm

"Cykelmyggen"

Jeg tror ikke, at der findes noget bedre end livet på det grønne land. Helt oprigtigt! En cykeltur herude på en smuk, smuk sommeraften, og mit smil er faktisk ikke til at tørre af. Hverken inde eller ude.

Og ja. Det er en cykelhjelm, der sidder der - lige dér - øverst på mit hoved. "Jamen, du havde jo lovet, at du ALDRIG..., Pernille." I know! Det er blevet sløje tider for lev-stærkt-dø-ung-Pernille. Hun har opdaget, at hun virkelig godt kan lide at leve. Og faktisk muligvis KAN dø!

Lige da jeg skulle ud af døren, fik jeg kigget mig i spejlet. Og så kunne jeg høre min Mads' stemme: "Mor, skal du ikke have cykelhjelm på? Hvad nu, hvis der sker dig noget?" Og lige der virker min ellers eviggyldige: "Mor er voksen, det er noget helt andet, når man er voksen" bare overhovedet ikke. Så jeg har cyklet det grønne land vest for Måløv rundt med ekstra skal på hovedet. Helt alene. Tsk-tsk.

Men det var jo fordi, at det hele ellers ville være helt omsonst, tænker jeg. Jeg er endelig nået til den del af mit liv, hvor jeg lige er begyndt at øve mig i at slappe af. At give slip på noget af min kontrol. Sådan for alvor! På en måde, der virkelig batter.

(Og tænk sig! Det har vist sig, at jeg, ved at afgive noget af min frihed, har fået endnu mere frihed. Hvem kunne have gættet det?!)

Nå, men ville det ikke være brandærgerligt at flække hovedet nu, hvor jeg er nået så langt? Nu, hvor jeg endelig skal til at leve, sådan rigtigt, med alle mine følelser, med alle mine sanser, i smukt og ærligt nærvær med min skønneste Mads?!

Ja, det synes jeg altså!

Så det blev aftentur på den sikre måde. Eller altså... med max gas naturligvis - og så en hjelm for at prøve at undgå de værste skader, hvis nu uheldet skulle ske. Jeg er jo ikke helt færdig med at udfordre livet, vel?!

Og så... lige midt i det hele...

Det gik så godt! Så helt utroligt godt!

Jeg havde fuldstændig styr på mit liv. Jeg var glad, fri og ubekymret.

Lige indtil der kom en mand forbi min vej, som satte sig som en lille irriterende pop-up-besked på min indre skærm.

Hvad er det lige, der sker for det? Er der en lille fordømt nisse ude i universet, som på mærkelig vis får et eller andet ud af at udfordre min sindstilstand?

Jeg bryder mig ikke om at blive forstyrret i min rolige tilværelse! Når jeg har bestemt, at jeg er glad alene, så skal der ikke komme nogen som helst mand og udfordre den beslutning. Overhovedet!

Er det ikke bare så typisk?!

Jeg kommer til at stille mig et øde sted og råbe til himlen, at det den underfløjteme ikke er fair, at de gør det her, når jeg nu lige havde fundet min rytme. Min kærlighed. Min ro. Alt det, der arbejder for mig.

For enhver ved jo, at mænd ikke er gode for nogen! Overhovedet! Jeg bliver så sårbar og så åndssvagt fjollet. Hold op med at drille mig med dem, og lad mig være i min egen dejlige, rolige gænge.

Eller giv mig modet til at gå med, hvad der end måtte ske... Please.

Tanker om frihed...

Åh, frihed... Åh, forløsende, livsnærende frihed.

Jeg sidder i nattøj en stille lørdag formiddag i Måløv. Og er fri. Guddommeligt fri. Jeg kan simpelthen mærke friheden boble i mig, som en latent latter, som en dans waiting to happen. Nøj, hvor jeg nyder det. For mig er livet bare aller-allerbedst, når jeg føler mig helt og aldeles fri.

Så meget, at når jeg bare så meget som drømmer om en kæreste, om kærlighed, samhørighed, fællesskab, om den fælles styring mod fælles mål,  kan jeg mærke båndet. Det snærende bånd af forventninger til hvordan jeg skal tilpasses, holdes til jorden så jeg ikke flyver væk, være pæn, sød og ikke så holdningspræget. 

Men hov... hvor kommer det fra? Hvis jeg kan tilbyde en mand den kvinde, som er stjernelykkelig helt for sig selv i nattøj en lørdag formiddag i Måløv, så forventer han vel ikke, at netop det, som gør mig lykkelig, skal skæres væk for at passe til ham. Vel? Det ville da være helt utroligt dumt!

Så jeg vil prøve at vænne mine tanker til, at jeg måske faktisk godt kunne få begge dele. Så jeg stadig kan føle mig fri. Så jeg stadig kan nyde mine Tobias-weekender. Så jeg kan få lov til at beholde min tomhed. Den, som minder mig om det fyldte.

Metode? Spejling, som altid. På et område, som ikke er så følsomt, nemlig jobbet. Jeg starter ganske enkelt med at tage mig en deltidsstilling. Så jeg kan blive en del af noget stort, et fælles mål, deltager i en leg under regler, som jeg ikke selv sætter 100%. Men kun på deltid, så jeg ikke opgiver min frihed. Så jeg kan lære at være i et fællesskab uden at være bange for at miste mig selv.

Fjollet?  Mærkelig og skæv tilgang?

Måske.  Velkommen til Pernille.

Stilhed før stormen?

Jeg er lidt stille i øjeblikket...

Det er pga Anna. Anna er hovedpersonen i min roman. Ægte chick-lit. Jeg skal nok lægge nogle små afsnit ud, når jeg er klar med noget. Men for nu optager Anna bare mine tanker.

Og så går jeg stadig rundt og opdager mig selv og opdager, hvordan verden reagerer. Det er helt vildt spændende! At have fundet en ny måde at anskue verden på. Jeg er meget begejstret.

Men samtidig helt stille.

For jeg sidder lige lidt og lurer på, hvad jeg mon skal med det hele... Alle mine indtryk. Alle mine oplevelser og tanker.

Hvordan bliver stormen denne gang? For, come on, jeg kender mig selv godt nok til at vide, at der blot er tale om stilhed før stormen. Det er det eneste, der giver mening for mit temperament...

Men jeg spilder ikke min tid på at gisne om vindretning og stormstyrke. Jeg bruger blot min stilhed til at nyde. For en gangs skyld med åbent sind. For en gangs skyld uden at være bekymret for, hvad det hele mon bringer. Bare stille, spændt og forventningsfuld.