Rytmen

Jeg elsker at løbe. Ganske enkelt.

Men det, jeg elsker ved det, er rytmen. Som i dag. Total yndlingsdag.

Jeg sætter mig i bilen. Min stærke, smukke bil. Starter den og dér er den. Rytmen. Den stærke dieselmotors maskuline, rytmiske brummen. Så tænder jeg musikken. Skruer op og mærker rytmen helt ind i brystet. Det virker allerede, men der skal mere til.

Kommer frem til Søndersø og tænder telefonen med musik og tracking. Første nummer er Veninder med Niklas. Jeg løber lidt sløvt. Lidt mut og trist. Men de taktfaste bum bum bum-bum begynder at virke.

JLO giver den gas med Pitbull, og jeg kan mærke mit tempo øges lidt. Tankerne kredser om en levende mand, en død dreng, en levende dreng og en meget levende kvinde.

We found love med Rihanna. "Shit, hvor har jeg dog kvajet mig med den levende mand! Hvordan mon jeg kan gøre det godt igen?"

Desert walk med KATO. Bum bum bum-bum-bum bum-bum-bum. "Tobias, flyver du lige en tur med mor?"

International love med Pitbull. Tænker på, at jeg vil skrive dette blogindlæg, og forestiller mig slutningen. WHAT?! Pernille, du er jo gal!

Kom Kom med Rune RK og Stanley Most "Det' let som en leg, det' let som en leg". Næ, det er det ikke, men jeg har ikke kvajet mig med vilje. Hilser på en mand, jeg møder, og håber virkelig, at jeg ikke tænker højt.

Levels med Avicii - bum bum bum-bum-bum-bum Min sorg ikke må blive for tryg en tilstand for mig. Jeg må ikke vælge savnet og den smertefulde tilstand, blot fordi den er tryg.

Igen Niklas med Veninder. Bum bum bum bum-bum-bum Tænker, at næste nummer er Rihanna, så jeg ender nok alligevel med tanker om den levende mand og den døde dreng...

Lige indtil JLO buldrer frem i mine ører med On the Floor. Mon så ikke jeg er ved at lære det?! Jeg ANER ikke, hvordan noget ender! Heller ikke selv om jeg for fanden selv har lavet playlisten!!! Holder en fest med JLO den sidste halve kilometer.

Kommer tilbage til bilen helt rolig. Rolig, med rytme til tanken, dagen og livet. Der skal i grunden ikke så meget til, vel?

Solskinstæppe

Jeg egner mig altså ikke til at være trist. Virkelig ikke! I hvert fald ikke særligt lang tid ad gangen.

Det gælder i virkeligheden alle mine tilstande. Jeg mister simpelthen interessen for den. Tilstanden.

Men jeg har nu alligevel tænkt en del over denne her tomhed. For jeg tror virkelig ikke, at jeg kommer af med den. Så jeg har fundet en løsning. For nu, i det mindste.

Jeg vil beklæde den med solskin. Tomheden. Prøve at gøre den lidt mindre, end den er, men først beklæde den med solskin. Hvis den for altid skal have ophold i mit sind, så vil jeg have den til at stråle af solskin.

Ja, altså, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gøre det, men det er en bagatel. Jeg prøver mig frem. Som med alt andet.

For der er noget med, at hvis jeg ikke kan lave om på det, så må jeg lære at leve med det. Acceptere det. Så det gør jeg. Accepterer.

Og så gør jeg det til mit helt eget solskinsbeklædte center for kreativitet.

Hva'? Sådan et kunne da være ret cool! Der, hvor jeg altid ved, at jeg kan finde min kreativitet. Så jeg faktisk også kan skrive, når jeg er glad og lykkelig. Så også de følelser kan begynde at være så vigtige i mit sind, at de kan blive til ord med mening. Som dem om smerten.

Så den lige bliver flippet. Tilstanden.

Ord, ord, ord, ord....

Nøj, hvor er der altså bare mange af dem inden i mig!

Lige nu står de i kø - meget tæt kø. De skubber og maser og skændes om, hvem der skal først ud. Well.. det bestemmer jeg så. Altså lige nu ihvertfald.

Jeg ved godt, hvorfor de trænger sig på lige nu. Når det gør ondt indeni, så skal det bruges til noget. Så det ikke kun er ondt. Så det også gør noget godt. Derfor vil de ud. Måske de også tager noget af smerten med sig ud...

I går ændrede jeg min facebookprofil til den nye timeline. Det gjorde det så utroligt fristende liiiige at smutte tilbage til januar 2010... Og så slog det mig virkelig igen, igen, igen, at jeg ikke er kommet et skridt videre. Samtidig med, at jeg er kommet så langt, at jeg har et helt nyt liv.

Hvordan?

Hmm... da jeg så tilbage på de dage, lige omkring Tobias' død, så kom denne her mærkelige tomhed tilbage. Den tomhed, som gør mig bange for, om jeg aldrig igen skal få en familie. At min desperation efter at fylde tomheden ud med kærlighed bliver min fjende. At jeg for altid er så skadet, at jeg ikke kan rumme andre og deres behov.

Så måske tomheden skal være mit nye fokus. At tomhed ikke nødvendigvis skal fyldes af andre. Eller måske, at andre ikke nødvendigvis skal fylde tomheden, selv om de er der. At tomheden skal være min egen lille lomme til... liv.

Måske jeg på den måde kan acceptere, at ingen kan fylde mit liv op - at ingen kan give mig sorgløsheden tilbage. At kun det, jeg har, når jeg er alene, også er det, jeg har sammen med en anden.

Og så i øvrigt prøve at undgå, at mit hoved eksploderer med tankerne om min nye roman, mens jeg tænker tanker om tomhed, kærlighed, familie og vidunderlige mænd.

For meget kan man sige, men når jeg først har sat gang i tankerne, så går de altså virkelig amok. Alting på én gang. Alle dele af mit liv i sving på én gang.

Tænker, at det måske er det, der skal til for at lukke lidt af min damp ud...

Dejlige mænd...

Gud, hvor er jeg god til at finde dejlige mænd! Varme, kloge, oprigtige mænd...

Jeg har lige kendt en af dem. En fuldstændig vidunderlig mand. Vi kunne ikke finde ud af det, men det er ok. Ingen er forpligtet ud over sine følelser.

Nej, det, der er interessant nu, er, at jeg virkelig mærker, at jeg er englemor. I de sidste par måneder har min sorg været blusset op. Ganske betragteligt. Jeg har givet mange ting skylden: Årsdagen for Tobias' død, udgivelsen af min bog, en periode med mindre gang i min virksomhed. Men årsdagen er jo længe siden. Min bog er min store stolthed. Og der er gang i min virksomhed igen. Men min sorg er stadig lige blussende.

Så hvorfor lige nu?

Fordi det er blevet min måde at tale til mig selv på. Når jeg siger, at mit liv bygger på min sorg, så er det virkelig sandt. Og det betyder, at mit overskud til komplicerede forhold i livet - til mænd, arbejde, venner, familie - ikke længere findes.

Jeg har fundet kærligheden i min sorg. Jeg kan så nemt som ingenting finde kærligheden til mit liv og til andre mennesker. Så mon ikke det også er på tide at finde den mand, der kan se kærligheden til mig. Jeg tror, det bliver udgangspunktet for min videre søgen. Efter den mand, som synes, at jeg er lige præcis det, der mangler i hans liv.

Så lover jeg til gengæld at være lige præcis så krævende, umulig og vidunderlig, som kun jeg kan være det.

Nye tider

Måske du har opdaget det, men der sker lidt ændringer med bloggen i disse dage.

Det skyldes, at min bog, Englemor, udkommer d. 2. marts, og i den forbindelse har jeg valgt at videreføre min Englemor-historie her på bloggen. Det betyder ikke så vanvittigt meget, for historien handler jo stadig om mig og mine drenge, men det vil dog have den betydning, at jeg kommer til at fortælle om mere af mit liv, end jeg tidligere har gjort.

Det store M kommer med... Mænd. Eller Mand. Eller Måske Mand. Eller Min Mand. Alt efter, hvad dag i ugen det er, hvad der er sket på de glødende telefonlinjer, hvad mit liv i øvrigt har bragt.

Jeg synes, at den del af mit liv har manglet her på bloggen, og nu synes jeg, at tidspunktet er rigtigt til at få det med.

For at være Englemor er jo også at være kvinde.

Så historien udvides, kvinden er den samme - og det er sorgen også. Nu prøver jeg bare at nå hele vejen rundt. At fortælle om ALLE mine valg - både de rigtige og de forkerte. For det er vel i virkeligheden mit vigtigste bidrag: At livet er en lang række af valg - nogle virker, andre virker ikke. Men så prøver jeg bare igen.

Velkommen til Englemor!

Og så de rette valg...

Tænk engang... der skal ikke mere end et par dage til, så er jeg som en ny udgave af mig selv.

Jeg har lige været ude at løbe. Min telefon sagde, at det var 7 graders frost. Det er virkelig bare lige sagen for min krop. Den elsker udfordring. Løbeturen i sig selv kan sagtens gøre det, men når der så lige toppes op med frostvejr, så er den nærmest som en 17-årig igen. Nåja, måske ikke helt, men den tror det...

Det er et rigtig valg. For mig. Det er den allerbedste måde at forkæle min krop på.

Og når jeg starter med det, så er det som et kvantespring i den rigtige retning. Når min krop er glad, så følger mit sind med. Og når sindet er glad, så træffer jeg optimistiske, glade og målrettede valg.

Og det er i virkeligheden det, alting drejer sig om, ikke? At finde det, der virker for én selv. At finde kærligheden. Om det så er til livet, til løbeturen, til verden, til sig selv, en mand, mine børn eller det hele på én gang, det betyder mindre. Blot den er fundet. Og det har jeg. Sporet er igen klart. Fremtiden er min.

Fodslag

Åh, selv om det nye år fik en god start med forlagskontrakten, så har jeg bare haft én af "de" måneder... ja, en af "dem".

Jeg har stået fuldstændig i stampe, føles det som om. Så meget, faktisk, at det vildeste, jeg har bedrevet er at komme til at træde mig selv over tæerne. Det er virkelig ikke noget, der er godt for mit temperament!

Og resultatet er da heller ikke udeblevet: Jeg har været klodset og ubetænksom i min kommunikation med andre mennesker, og egoistisk og uden empati i min omgang med mennesker, jeg holder af. Charmerende som altid, er Pernille...

Der er naturligvis en hel masse forskellige faktorer, som ligger til grund for min "charme", men ved du hvad? Det er fuldstændig ligegyldigt. For det er mig selv, der har truffet det valg at lade faktorerne styre mig. Jeg har selv valgt at være en egoistisk, selvmedlidende ynk af en kvinde i stedet for den selvsikre, medfølende kvinde, jeg ved, jeg kan og før har valgt at være.

For det er det, alt i livet handler om. Valg.

Nogle gange er jeg brandheldig og træffer de helt rigtige på det helt rigtige tidspunkt. Andre gange virker dele af dem og andre dele ikke. Og så er der tidspunkter, som januar har været, hvor jeg bare har truffet forkerte valg fra ende til anden.

Så nu træffer jeg nogle nye.

For det er nemlig humlen: Jeg er ikke dømt ude, fordi jeg har truffet forkerte eller uhensigtsmæssige valg. Jeg skal bare træffe nogle nye, og så prøve igen. Ny måned, nye valg, ny Pernille.