Et ordentligt los i røven!

Prøv lige at høre engang...

Jeg har lige været ude at løbe. Og hele to gange hørte jeg min seneste yndlingssang. Den handler om, at vi en dag bliver gamle og tænker på alle de historier, vi kunne have fortalt.

Og for da fuck nej! Jeg vil ikke sidde og tænke på alle de historier, jeg kunne have fortalt!

Jeg vil sidde med et hemmelighedsfuldt smil og lyn og torden i mine 100 år gamle øjne og fortælle om kærlighed, smerte, hede affærer, våde kys, frække tanker, uskyldige smil, blink, hurtige biler og høj musik, alt mens jeg giver den max på portvin og fyldte chokolader.

Kort sagt: Jeg vil fortælle om livet. Det liv, som jeg død og pine, VIL leve. På min måde. Med 100 km i timen, flyveture, fuld musik og måske en stor kold pilsner.

For alt andet er simpelthen så forbistret meget spild. Spild af indsats. Spild af energi. Spild af menneske. Spild af tid på jord.

Så jeg stikker al frygten, angsten, utrygheden, lidelsen og usikkerheden et ordentligt los i røven, griber livet og foretager al gang i dans med sang.

For jeg har opdaget det. At uanset, hvad jeg så gør, så er jeg bare mig. Pernille fra Måløv. Hverken mere eller mindre, bedre eller værre. Og det er faktisk slet ikke så tosset endda.

Eftertænksom sommer

I mit sidste indlæg troede jeg, at min tid som betragter var ved at være slut. Well... NU tror jeg det! :-)

Faktum er, at det har været en sommer præget af eftertænksomhed. Når jeg studser sådan over det, er det, fordi det stadig er ganske langt fra min normale tilstand. Jeg bruger sædvanligvis 2-5 minutter på at kigge mig over skulderen og tænke: "Nå, for pokker, var det sådan, det hang sammen", men pludselig er det forandret. Pludselig går jeg helt stille rundt hjemme i Måløv i flere dage uden at være ked af det, blot tænksom. Over det, jeg ikke har. Og sandelig også over det, jeg har.

Og årsagen er enkel.

Min store dreng skal starte i skole på mandag. Han har været i indskoling siden maj, men på mandag sker det rigtigt. Han bliver så stor.

Det skulle man jo nok mene, at jeg havde set komme, og det har jeg også. Og jeg har også set den med, at Mads bliver stor, og der er ingen Tobias til at være mors lille dreng.

Men den, jeg ikke havde set komme, er, at pludselig, ud af det blå, er Mads mit bløde punkt. Jeg troede, at Tobias altid ville være det og har brugt mange tanker og kræfter på at lære at give slip på ham, både fordi det var nødvendigt, og fordi jeg ville skærme min sårbarhed.

Og det burde vel have været varsel nok for mig. For når jeg bruger skjoldet så lokalt, blotter jeg jo bare en anden del. Skal jeg lige love for. For nu skal jeg jo give slip på min Mads.

Han er en stor dreng, som ikke har brug for sin mor mere på samme måde som tidligere. Han kan selv binde sine sko, låse sin cykel og putte sin madpakke i tasken. Som han i øvrigt fint selv lukker. Og når vi skal ud af døren er det ham, der husker cykelhjelmen, fordi hans fæle mor er så åndsfraværende, at hun er heldig, hvis hun husker sig selv.

Han er stor nu.

Og ved du, hvad det betyder? Hans mor skal til at finde sit eget liv.

Jeg har været så optaget af at være mor, englemor, forfatter og alt muligt andet, at jeg har negligeret det vigtigste: At være Pernille. Ikke andet. Bare Pernille. At Pernille er det hele. Og ingenting uden sig selv.

Det er scary shit! Det kan jeg lige så godt sige! Fra nu af duer ingen undskyldning. Jeg er selv ansvarlig for at skabe mig det liv, jeg ønsker mig.

Jeg er i gang, og jeg tror også, at det går ret godt. Men, for pokker i luften da, hvor det kildrer i maven herude i frit fald!

Tanker om liv, mænd og baggrund

Nøj, hvor er det bare længe siden, at jeg har skrevet noget, hva?

Åh, men det er jo fordi jeg tænker. Og jeg er slet ikke færdig.

Jeg har opdaget alt muligt, som jeg er ved at få med i min nye bog om Anna, og som jeg får ud i mine klummer i Ballerup Bladet hver 14. dag.

Jeg har opdaget, at jeg drømmer om at finde kærlighed og fællesskab med en mand. Jeg har opdaget, at mænd er rigtig fine, præcis som de er. De behøver faktisk slet ikke mig til at justere på dem. Halløjsa, hva?

Og så har jeg opdaget, at jeg nogen gange bare trænger til at "tie stille". Bare sætte mig i hjørnet og betragte. Så det er det, jeg har gjort i et stykke tid.

Nå, men altså... mon ikke jeg skulle være ved at være færdig med det...

Jeg skulle nemlig - ud over det vigtige ovenfor! - lige finde ud af, at det er ok, at jeg er ved at frigøre mig fra Tobias. Altså på den gode måde.

I takt med, at jeg øver mig på at slippe kontrollen på forskellige måder, så opdager jeg, at det også bliver ok, at Tobias glider ind som baggrunden på min film. Han er helt sikkert med, men i baggrunden. Og det er ok. Men jeg har lige skullet finde ud af det.

Det blev helt klart for mig, da jeg kunne være på arbejde på hans fødselsdag. Jeg nød bare dagen, for det var jo min drengs fødselsdag. Uagtet, at han fejrer den et andet sted. Det er et godt tegn. Og som en dejlig ven sagde til mig på et tidspunkt: "Jeg tror, at du er langt mere ok, end du selv tror". Nogle gange skal man jo bare lige grave det frem.

Jeg føler mig fri. Fri, lykkelig og endelig, endelig, endelig i stand til at kunne leve og elske med samme styrke, som hans korte liv gav min sjæl.

Aftencykling - nu med hjelm

"Cykelmyggen"

Jeg tror ikke, at der findes noget bedre end livet på det grønne land. Helt oprigtigt! En cykeltur herude på en smuk, smuk sommeraften, og mit smil er faktisk ikke til at tørre af. Hverken inde eller ude.

Og ja. Det er en cykelhjelm, der sidder der - lige dér - øverst på mit hoved. "Jamen, du havde jo lovet, at du ALDRIG..., Pernille." I know! Det er blevet sløje tider for lev-stærkt-dø-ung-Pernille. Hun har opdaget, at hun virkelig godt kan lide at leve. Og faktisk muligvis KAN dø!

Lige da jeg skulle ud af døren, fik jeg kigget mig i spejlet. Og så kunne jeg høre min Mads' stemme: "Mor, skal du ikke have cykelhjelm på? Hvad nu, hvis der sker dig noget?" Og lige der virker min ellers eviggyldige: "Mor er voksen, det er noget helt andet, når man er voksen" bare overhovedet ikke. Så jeg har cyklet det grønne land vest for Måløv rundt med ekstra skal på hovedet. Helt alene. Tsk-tsk.

Men det var jo fordi, at det hele ellers ville være helt omsonst, tænker jeg. Jeg er endelig nået til den del af mit liv, hvor jeg lige er begyndt at øve mig i at slappe af. At give slip på noget af min kontrol. Sådan for alvor! På en måde, der virkelig batter.

(Og tænk sig! Det har vist sig, at jeg, ved at afgive noget af min frihed, har fået endnu mere frihed. Hvem kunne have gættet det?!)

Nå, men ville det ikke være brandærgerligt at flække hovedet nu, hvor jeg er nået så langt? Nu, hvor jeg endelig skal til at leve, sådan rigtigt, med alle mine følelser, med alle mine sanser, i smukt og ærligt nærvær med min skønneste Mads?!

Ja, det synes jeg altså!

Så det blev aftentur på den sikre måde. Eller altså... med max gas naturligvis - og så en hjelm for at prøve at undgå de værste skader, hvis nu uheldet skulle ske. Jeg er jo ikke helt færdig med at udfordre livet, vel?!

Og så... lige midt i det hele...

Det gik så godt! Så helt utroligt godt!

Jeg havde fuldstændig styr på mit liv. Jeg var glad, fri og ubekymret.

Lige indtil der kom en mand forbi min vej, som satte sig som en lille irriterende pop-up-besked på min indre skærm.

Hvad er det lige, der sker for det? Er der en lille fordømt nisse ude i universet, som på mærkelig vis får et eller andet ud af at udfordre min sindstilstand?

Jeg bryder mig ikke om at blive forstyrret i min rolige tilværelse! Når jeg har bestemt, at jeg er glad alene, så skal der ikke komme nogen som helst mand og udfordre den beslutning. Overhovedet!

Er det ikke bare så typisk?!

Jeg kommer til at stille mig et øde sted og råbe til himlen, at det den underfløjteme ikke er fair, at de gør det her, når jeg nu lige havde fundet min rytme. Min kærlighed. Min ro. Alt det, der arbejder for mig.

For enhver ved jo, at mænd ikke er gode for nogen! Overhovedet! Jeg bliver så sårbar og så åndssvagt fjollet. Hold op med at drille mig med dem, og lad mig være i min egen dejlige, rolige gænge.

Eller giv mig modet til at gå med, hvad der end måtte ske... Please.

Tanker om frihed...

Åh, frihed... Åh, forløsende, livsnærende frihed.

Jeg sidder i nattøj en stille lørdag formiddag i Måløv. Og er fri. Guddommeligt fri. Jeg kan simpelthen mærke friheden boble i mig, som en latent latter, som en dans waiting to happen. Nøj, hvor jeg nyder det. For mig er livet bare aller-allerbedst, når jeg føler mig helt og aldeles fri.

Så meget, at når jeg bare så meget som drømmer om en kæreste, om kærlighed, samhørighed, fællesskab, om den fælles styring mod fælles mål,  kan jeg mærke båndet. Det snærende bånd af forventninger til hvordan jeg skal tilpasses, holdes til jorden så jeg ikke flyver væk, være pæn, sød og ikke så holdningspræget. 

Men hov... hvor kommer det fra? Hvis jeg kan tilbyde en mand den kvinde, som er stjernelykkelig helt for sig selv i nattøj en lørdag formiddag i Måløv, så forventer han vel ikke, at netop det, som gør mig lykkelig, skal skæres væk for at passe til ham. Vel? Det ville da være helt utroligt dumt!

Så jeg vil prøve at vænne mine tanker til, at jeg måske faktisk godt kunne få begge dele. Så jeg stadig kan føle mig fri. Så jeg stadig kan nyde mine Tobias-weekender. Så jeg kan få lov til at beholde min tomhed. Den, som minder mig om det fyldte.

Metode? Spejling, som altid. På et område, som ikke er så følsomt, nemlig jobbet. Jeg starter ganske enkelt med at tage mig en deltidsstilling. Så jeg kan blive en del af noget stort, et fælles mål, deltager i en leg under regler, som jeg ikke selv sætter 100%. Men kun på deltid, så jeg ikke opgiver min frihed. Så jeg kan lære at være i et fællesskab uden at være bange for at miste mig selv.

Fjollet?  Mærkelig og skæv tilgang?

Måske.  Velkommen til Pernille.

Stilhed før stormen?

Jeg er lidt stille i øjeblikket...

Det er pga Anna. Anna er hovedpersonen i min roman. Ægte chick-lit. Jeg skal nok lægge nogle små afsnit ud, når jeg er klar med noget. Men for nu optager Anna bare mine tanker.

Og så går jeg stadig rundt og opdager mig selv og opdager, hvordan verden reagerer. Det er helt vildt spændende! At have fundet en ny måde at anskue verden på. Jeg er meget begejstret.

Men samtidig helt stille.

For jeg sidder lige lidt og lurer på, hvad jeg mon skal med det hele... Alle mine indtryk. Alle mine oplevelser og tanker.

Hvordan bliver stormen denne gang? For, come on, jeg kender mig selv godt nok til at vide, at der blot er tale om stilhed før stormen. Det er det eneste, der giver mening for mit temperament...

Men jeg spilder ikke min tid på at gisne om vindretning og stormstyrke. Jeg bruger blot min stilhed til at nyde. For en gangs skyld med åbent sind. For en gangs skyld uden at være bekymret for, hvad det hele mon bringer. Bare stille, spændt og forventningsfuld.

Klap klap klap

Det regner. Det konstateres nemt.

Så sindet kan være lidt comme si comme sa. Der bliver nemt lidt regnvejrsblues over det... Og det kunne vel være helt ok - ganske passende, endda, i nogle tilfælde. En anledning til lige at være lidt stille.

Hmm... stilheden kan nu også blive lidt for meget, så jeg giver den lidt modspil. Lidt musik.

Hops! Højre fod kan ikke lade rytmen være. Det breder sig.... nu er det hovedet, der vipper, nikker, bevæger sig i takten.

Og dammit! Inden jeg kan gøre noget som helst ved det, danser jeg! Først siddende på stolen, men da Madonna brøler ud med Girl Gone Wild er hele lejligheden mit Dancefloor.

Nu er der ikke noget at gøre længere. Der er ikke skyggen af noget som helst blues i mit sind. Kun fest, sang, latter.

Klap klap klap for rytmen. Rytmen til liv.

Alt muligt...

... har jeg gang i lige i øjeblikket.

Jeg er ved at redigere de lydfiler, jeg har indtalt, som skal blive til en lydbog af Englemor. Jeg arrangerer foredrag - både egne og på anmodning. Og så laver jeg de opgaver, som kommer ind ved siden af. Og alt sammen samtidig med, at min nye roman flimrer rundt i hovedet på mig.

"Man kan ikke kigge både til højre og til venstre på én gang, Pernille", ville min kloge coach sige, hvis jeg præsenterede hende for mit virvar i hovedet lige nu.

Og hun har jo ret.

Så mon ikke min øvelse lige nu skal være at acceptere stilheden. At acceptere, at jeg lige nu er i en situation, hvor jeg ikke helt selv bestemmer farten. At slutte fred med, at jeg stille og roligt må skabe min nye retning. Den skal nok egentlig i vidt omfang have lov til at skabe sig selv.

Jeg ved jo godt, at intet bundfælder sig, som bare bliver centrifugeret i mit hoved. Det skal først trækkes en tur ned i hjertet, før det får den form, jeg skal bruge det i.

Så mon ikke jeg skal finde min tillid frem. Den til fremtiden, til mine ord og til det, jeg er. For det er jo det, jeg kan tilbyde. Det, jeg er.

Forarbejdet er gjort. Det er blevet tid til at pleje og siden høste.

Løbetur i solen

Jeg må altså af med det - alt det dejlige, jeg føler indeni.

Jeg har lige været ude på en løbetur i solen. Lige nu, lige før frokost. Min krop var sådan lidt... ja, lidt sløv, men jeg fik alligevel sneget løbeskoene på og kom afsted.

Og... altså, ikke? Det var ren forkælelse!

Jeg løb ikke specielt hurtigt, heller ikke langsomt, men jeg løb og sang og hoppede lidt efter bladene på træerne, og der var de sædvanlige elementer som flyvetur og lidt dans til den dunkende musik i ørerne.

Og så var der smil! Af de helt store. Tror faktisk nok, at jeg kom til at grine lidt på et tidspunkt. Ad ingenting. Bare fordi.

Hvor er jeg dog glad for, at Tobias har vist mig, at livet skal leves til absolut max, mens jeg har det. Fordi det er kort. Eller måske nærmere fordi, det forhåbentlig er 100 år langt, men aldrig kommer til at føles det, når jeg husker kun at gøre det, der gør mig glad.

Gør det! Gør det, du elsker! Gør det, der får dig til at grine, danse og hoppe af glæde. Bare fordi du kan. Og bare fordi vi kun lever denne ene gang.

I spændt forventning...

Jeg har en nærmest barnlig glæde over min fødselsdag. Ikke på grund af gaver og opmærksomhed - faktisk slet ikke - nej, det er på grund af det nye år og alle de nye muligheder, opgaver og oplevelser.

Hvert år på min fødselsdag mærker jeg spændingen over det nye år, som jeg står på tærsklen til. Spændingen over, hvad det mon bringer. Spændingen over, hvad jeg mon skal opleve, lære, nyde. Hvor jeg mon skal hen.

Der har lige været et par år, hvor forventningens glæde har været lidt mat, men den er tilbage. For fuld styrke! Faktisk så meget, at det bedste billede på det vil være det af mig, der står med små hop på stedet, næsten ikke til at holde tilbage, dirrende af spænding, i døren til fremtiden helt fuld af forventning.

For det her år bliver intet mindre end vidunderligt! Jeg kan simpelthen mærke det! Jeg aner ikke, hvad der skal ske, men det bliver godt.

Og jeg glæder mig. Gud, hvor jeg dog glæder mig!!

Min største svaghed

Jeg skulle have været til påskefrokost i går. Dejlig påskefrokost med god mad, godt selskab og masser af øl. Det ville jeg gerne have været!

Men der skete noget, som fik mig til at ændre mine planer uden så meget som at blinke. Eller jo, jeg blinkede, men det var kun for at undgå, at tårerne skulle trille ned over mine buttede kinder.

Min store dreng syntes simpelthen ikke, at hans mor skulle nogen steder hen uden ham. Og ikke bare syntes han det ikke. Han græd sine modige tårer over tanken om, at han ikke skulle være sammen med sin mor. "Jamen, jeg er jo lige kommet over til dig, og så har jeg bare kun lyst til at være sammen med dig".

Ved du hvad? Jeg kunne simpelthen ikke! Det er et af de absolut eneste tidspunkter, hvor jeg lader frygten for, hvad der mon nogen sinde kunne ske min store dreng, træde ind. For hvad nu hvis der sker ham noget? Hvad nu hvis han pludselig - Gud forbyde det - skulle dø som Tobias, og jeg ikke havde prioriteret ham? Hvis jeg havde afvist hans behov for nærhed og tid med mig... så ville jeg formentlig aldrig tilgive mig selv.

Skilsmisse og hans brors død har påført min søde Mads så ubegribeligt megen smerte allerede i hans 5½ år lange liv, og jeg kan simpelthen ikke få det over mit hjerte at påføre ham mere.

Så Mads og mor er sammen. Og mor holder op med at lave planer i mine uger med Mads, som ikke inkluderer ham. Indtil han er klar.

Måske der sidder en enkelt med et vidende smil og tænker, at han godt nok har luret sin mor og bare har krammet på mig. Og til det kan jeg kun svare: Ja! I allerhøjeste grad. Og det er ok, for det er kærlighed.

Lykkelig single og billeder

Så har jeg fået taget billeder til jer, så I kan se mit nye orange køkken. Er det ikke bare for skønt? Det er umuligt ikke at blive glad, når jeg ser på det!

Ja, der er altså ikke helt "blæst", men jeg er ved at bage. Det er jeg tit, så det er egentlig et meget godt billede.

 

Før

Efter







Det slog mig, mens jeg gik og ordnede mit køkken, at jeg måske er skabt til at være single?

Jeg gjorde arbejdet alene. Helt alene. Jeg tog selv køleskabet ud af skabet og satte skuffer og hylder i - som jeg i øvrigt selv savede ud, fordi jeg var for nærig til at købe nogle, der var forskåret. Jeg satte selv folien på, og jeg hentede selv fryseren ind fra bryggerset.

Hvorfor?

Fordi jeg simpelthen ELSKER mit eget selskab. Jeg elsker også andres selskab, men at være så privilegeret, at jeg har kunnet tilbringe 3 dage i mit helt eget selskab, mens jeg gjorde noget, som jeg holder rigtig meget af, det er virkelig bare mig!

Og så tænker jeg, at jeg måske er skabt til det. At være single. Og så bliver jeg helt trist. For jeg synes, at mænd er SÅ spændende. Alle mennesker er spændende, men det er noget særligt med mænd. De vækker min nysgerrighed i en helt anden grad end mine skønne veninder.

Jeg har en god ven, som jeg ser indimellem - alt for sjældent i virkeligheden - men hver gang sker det samme. Han efterlader mig med en følelse af at være ved at revne af nysgerrighed. Efter hvad mere han gemmer på.

Nå, men det kan jeg jo så bruge påsken til at grunde lidt på... Narrhhh, det kommer nok ikke til at ske. Formentlig kommer jeg bare til at stornyde de dejlige påskefrokoster, jeg skal til, og alt det dejlige selskab, jeg kommer til at nyde.

Livet er altså virkelig bare lige mig!

Klar til mere...

Sådan! Så blev det ordnet. Mit køkken er nu orange. Og når jeg siger orange, så mener jeg det virkelig! Det er ikke nogen kedelig farve, det er det ikke! Og jeg er vild med det! Der skal nok komme billeder, men først i morgen. Eller dagen efter måske.

Og kuren er sandelig også vel overstået. Jeg har simpelthen genstartet kroppen og er klar til en ny start. Med kroppen. Det passer mig.

Generelt passer livet mig i disse dage. Jeg ser de dejligste mennesker. Jeg har projekter i gang herhjemme, som jeg bare elsker at gå og hygge mig med. Jeg slapper af på min yndlingsmåde: Med fuld knald på, men uden at have travlt.

Fås det mon bedre? Hmmm.... i så fald ikke hos mig. Det er lige, som det skal være. Stærkt nydende og klar til mere.

Reception, mere skrump og orange køkken

Jeg sidder lige nu i min sofa og glæder mig til d. 11. april. Jeg har nemlig inviteret til reception i anledning af udgivelsen af min bog, Englemor.

Det vil jeg også gøre her:

"Min bog, Englemor, udkommer d. 11. april, og det har jeg lyst til at fejre. Så hvis du har lyst til at være med, så kom til Måløv.

Torvet ud for Søndergårds Allé 51 (lige ved siden af Måløv station)

kl. 16-18

Der vil blive serveret et glas champagne og lidt snacks.

Tag endelig børn, kærester, ægtefæller osv. med. Du kan købe en bogen til kr. 149,- (husk kontanter) signeret. Hvis du allerede har købt bogen, er du velkommen til at tage den med og få den signeret.

Jeg glæder mig til at se en hel masse glade mennesker :-)"

Og så er jeg jo så stadig på kur. Det er egentlig ikke så slemt. Særligt ikke, når jeg tænker på, at det kun er tre dage endnu...

Og de tre dage skal simpelthen bruges på at gøre mit køkken orange. Folien kommer i morgen, så det bliver max. spændende at se, hvad jeg egentlig har bestilt.

 Jeg skal nok sætte før- og efterbilleder ind her, så I kan se, hvor tosset jeg er. Altså med farver, naturligvis.

 Jeg glæder mig til at vise jer det!

En heldig kartoffel

Kender du det? Når man bare føler sig som det heldigste, mest privilegerede menneske i verden?

Sådan har jeg det lige nu.

Jeg har lige fulgt min søde, glade Mads til børnehave på cykel i en kold, men smuk, solbeskinnet morgen. Og det efter en ganske dejlig weekend med skøn fest med gamle kolleger i lørdags, spinning, skønne løbeture og anmeldelse af Englemor i Berlingske.

Og så er jeg så småt begyndt at få nedfældet mine tanker om Anna. Hovedpersonen i min nye roman.

Kan man næsten finde bedre udgangspunkt for en fantastisk uge? Jeg tror det ikke.

Så jeg vil nyde min helt egen evne til at gøre det i livet, som giver mig allermest glæde, så jeg kan blive ved med at føle mig som verdens allerheldigste kartoffel.

Skrump og fredagsslik

Så skete det. Jeg er gået på kur. Slankekur. Jeg har gjort meget ud af at sige, at det også bare er for at rense kroppen ud, men det ville altså ikke være så sløjt, hvis jeg lige kunne tabe et par kilo. Til de røde bukser...

Det er en skrap kur. Jeg er allerede en lille smule svimmel, og jeg har kun været i gang i dag. Jaja, jeg vælger at glæde mig over, at jeg slet ikke behøver alkohol for at føle mig omtåget.

Det passer i virkeligheden rigtig dårligt at tage kuren nu, for jeg skal til fest i morgen aften. Men altså... nu skulle det bare være, og så gør jeg det.

Det er i virkeligheden typisk mig at vælge den skrappe form for kur. For det er ganske vist noget barsk, men så går det til gengæld hurtigt. Og det er jo altid dejligt, ikke? Ligesom det er typisk mig at starte den dag, hvor hjemmet dufter forførende af fredagsslik. Dejlige, bløde vingummier og labre larver... Oh my god, hvor har jeg dog lyst til at spise hele Mads' skål i en enkelt håndfuld!

Men kuren er kun 10 dage, og jeg tænker altså, at jeg holder stand. Om ikke for andet, så for at bevise over for mig selv, at jeg stadig har selvdisciplin nok til at fokusere mig ud af enhver svær situation. At fokusere mig væk fra tankerne om mad og selvmedlidenheden over at være lidt sulten (ok, meget sulten).

Og så tænker jeg at veje mig ca. en gang i timen for hele tiden at se, at det altså virker det her. Waou, det bliver 10 lange dage, hva'? Well, jeg har altså besluttet mig for at tage dem med højt humør og masser af dans og løbeture. Hvis jeg altså kan holde balancen...

Søndagstanker

Der er et begreb, som jeg tror er særligt kendt blandt os, som er single. Søndagstrist. For søndagen er på en eller anden måde bare skabt til at være sammen med sin kæreste. Eller sin familie.

I denne weekend er Mads hos sin far, så min familie mangler. Og det kan jeg faktisk godt mærke. For lige netop i dag er det ikke en kæreste, jeg savner. Lige netop i dag er det mine drenge, der spøger i mit hjerte. Og jeg tror, jeg ved hvorfor.

Det er ved at være tid til en Tobias-weekend.

En Tobias-weekend er en dag - en hel dag - hvor jeg savner. Kigger på billeder af ham, tager måske min Tobias-kasse frem og kigger på mine skatte. Nænsomt. Forsigtigt. Skånsomt. For jeg har kun dem.

Det er over 2 år siden, at Tobias døde, men de er stadig lige vigtige. Mine Tobias-weekender. De er ikke så hyppige længere, men de må ikke holde op. For hvis de holder op, så er det, jeg mister fokus på at kunne rumme det hele. At være højspændt orange i røde bukser i min bil for fuld tryk sammen med mennesker jeg elsker, at være mor til mine drenge og at være Englemor. At stå ved en skillevej og kunne rumme både fortid, nutid og fremtid. At turde.

For det er også på de dage, eller weekender, hvis jeg er heldig, at jeg finder min styrke. Mit mod. Det mod, jeg skal bruge til forhåbentlig snart at ændre min professionelle kurs og leve af at skrive og holde foredrag. Til at tage det næste skridt og starte på noget helt nyt. Til at turde tro på værdien i det, jeg er, og ikke i noget, jeg gør. At turde tro på mine evner uden bevis for dem.

Se, det kræver mod for en højspændt orange kvinde, mor ... og Englemor.

Højspændt orange..

JA!!

Mit 38. år skal være orange!

Jeg skriver dette indlæg fra min spritnye orange pc. Nøj, hvor er den bare... HOT! Det bliver mit køkken også. Det bliver nemlig også orange.

Mine 36. og 37. år har været grønne. Dyb, varm grøn. Nu skal der max gas på livet, så nu skal det være orange. Helt vild, lækker orange.

De, som er tættest på mig, tager sig formentlig til hovedet og siger: "Ohhh no". For verden har en tendens til at opdage det, når jeg bliver farverig. Og strømførende. For det er sådan, jeg føler det. Som om jeg endelig igen er blevet strømførende. På Pernille-måden. Sådan, at andre mennesker kan blive ladt op ved mig. Og det passer mig!

Så uanset hvad verden synes, så siger jeg "Oh hell yeah", starter motoren og giver fuld gas.

Forår, røde bukser og lidt rødvinstyk

Det vil nok være på sin plads at udsende en advarsel. En form for sirene. For nu kommer jeg altså farende...

Det er forår. Og foråret er MIT!

Det er kommet snigende, det gode humør. Jeg har prøvet at holde det nede med tanker om en mand, der smuttede, men uden held. Der er simpelthen ikke noget at gøre. Jeg MÅ synge, danse og hoppe af glæde. Den helt sprudlende glæde, som kun kan mærkes helt indefra.

Jaja, jeg er lidt rødvinstyk efter en pragtfuld skiferie, så de røde bukser strammer lidt. Men hvad gør det, når alt andet i mig synger jubelsang. For livet, lykken, kærligheden.

Og så er der jo også det, at når jeg er rødvinstyk, er jeg nødt til at løbe lidt flere ture, end jeg plejer. Årh, pokkers. At være nødt til at gøre mere af noget, jeg elsker.

Nårhh ja, men altså... jeg har aldrig været bleg for at leve livet, som det passer mig bedst :-)

Chick lit og flere dejlige mænd

Jeg er til chick lit. Både til at læse det og selv skrive det.

For findes der dog noget bedre end at læse om mennesker, som man kan identificere sig med? Nogle, som er lige så kloge og sofistikerede, som en selv, og som samtidig kvajer sig næsten lige så meget og er næsten lige så ynkelige som en selv. Nogle gange endda mere! Det er godt.

Når du så nu sidder og tænker: Arh altså, det er jo hul og tom litteratur, Pernille, kom med noget substans. Så har jeg virkelig meget lyst til sige: Tal pænt om mit liv!!! For lige så meget dybde og eftertænksomhed, jeg kan fremvise, lige så meget glad, letsindet poptøs er jeg. Og det er sgu da lige præcis det, der er interessant. Alle sammensætningerne i os. Vores evner til at udvikle os i takt med livet, så vi kan blive bedre og bedre til det. Livet.

At få vendt udfordringer til spændende udviklingspunkter. Og det er noget, jeg er ved at være virkelig god til!

Og jeg vil starte et sted, som har voldt mig kvaler. Mænd.

Jeg har egentlig tænkt, at jeg hellere måtte holde mig lidt fra dem i et stykke tid, for det er sgu ikke der, jeg ligefrem brillerer. Men så var det jeg kom i tanke om det her med at øve mig... Hvordan i himlens navn skal jeg blive bedre til det, hvis jeg ikke øver mig? Hvordan har jeg lært at køre min elskede bil? Ved at gøre det. Og når jeg opdrager min søn, så er det ikke med en manual i hånden, men derimod med alle mine fejl og gode gerninger som ballast.

Så det vil jeg gøre. Øve mig.

Og jeg skal da så ikke være for stor til at indrømme, at det er en pænt meget mere tiltalende plan end den med at lade dem være. De kloge, varme, oprigtige mænd.

Mormortøs..?

Gad vide, om jeg er ved at blive en form for voksen...?

Hele dagen i går havde jeg denne her vidunderlige følelse af at have sluppet kontrollen. Jeg var helt rolig, nærmest eftertænksom til tider, og det var skønt endelig at kunne slappe af.

Men ved aftentid kunne jeg godt mærke vemoden. Vemod i forhold til at mangle nogle af mine poptøsede elementer. Dem, som jeg normalt bliver helt glad i låget af, og som giver mig rytmen til livet.

Så jeg prøvede at forene det. Sådan i det små, bare. En meget vigtig del af alt det her med at slappe af og lade ting ske i deres eget tempo er, at jeg har genfundet min evne til at fordybe mig i litteraturen. Jeg er simpelthen igen i stand til at læse bøger. Helt enkelt. Og det er intet mindre end himmelsk. At kunne slappe af igen. Nøj, hvor har jeg trængt til det.

Men jeg vil jo gerne kunne være energiske, glade Pernille samtidig med.

Så i aftes tog jeg første skridt. The Voice og Hanne Vibeke Holst. Poptøs og den rolige fordybede mormor. På en gang. Mormortøs. Med rytme.

Eller bare Pernille. Med forskellige, modsatrettede sider. I gang med at opdage, at verden og livet måske er zebrastribet og både-og, autodidakt og akademisk, struktureret og fuldstændigt virvar.

Det er helt sikkert nye tider i Måløv...

"Hvorfor skal det gå så stærkt?!"

"At have ADHD er som at føle, at man kører med 120 i timen, mens alle andre kører 60" - frit citeret fra en fyr, som har fået stillet den diagnose.

Hmm... hvis det er sådan, det føles, så har jeg det muligvis også! Muligvis helt sikkert også!

Det er min absolut aller-aller-største udfordring! At finde et tempo, hvor andre mennesker kan følge med. Det er lige meget, om det er min søn, en mand, de andre bilister. Jeg har altid alt for meget fart på. I hvert fald hvis man spørger dem, som prøver at følge med.

Jeg ville meget gerne kunne sige, at al min damp kommer af et meget højt energiniveau og drivkraft - min indre rastløshed - for det er til dels sandt.

Men der ligger en anden - for andre formentlig helt åbenbar - årsag, som det har taget mig lange studier i Pernille at opdage.

Kontrol. Altid kontrol.

Når jeg er forrest og bestemmer tempoet, så har jeg kontrollen. Jeg kan overskue det, der kommer, fordi jeg har helt frit udsyn og fordi ingen andre driller og vil være med til at bestemme retningen.

Og jeg har stort set formået at være forrest hele mit liv, fordi jeg med charme og vilje har fået min verden til at følge mig. Lige indtil for kort tid siden, da der blev sagt fra. Da jeg ikke fik min vilje. Da jeg måtte se mig slået. Og endnu værre - da jeg var nødt til at indrømme, at det var det, jeg havde søgt. At nogen satte bremsen i og holdt den.

Og tænk sig, at der skulle være hele tre drenge i mit liv, som gjorde det lige på én gang. En levende dreng, en død dreng og en aldeles levende mand.

Eller også var Pernille bare endelig klar til at svare ærligt på spørgsmålet...

Englesmil

Det er, hvad solskin er! Klare, klukleende smil fra himlens engle. Særligt min.

Og det virker noget så forløsende på mit vinterkolde sind. De klare varme stråler, som bebuder forårets komme.

Foråret med al sin spiren, solskin og nyt håb. Det er meget cool, ikke? At vi altid ved, hvad der kommer? Der er årstiderne alligevel skarpe nok, ikke?

Og vi tror på det hver gang! Helt upåagtet, at det gang på gang sker, at vi må finde os i en snestorm i marts - bedst som vi har fundet solbriller og sommerhat frem.

Jeg tænker, at det er meget kendetegnende for livet... Bedst som vi tror, at vi ved, hvad der kommer, så bliver vi blæst bagover af en snestorm. Eller af en uventet solstråle.

Som den jeg fik lige i ansigtet i morges, da jeg sad i min bil. Den, som ramte mit ansigt helt blidt, helt dunlet og alligevel med en kraft, som fik tårerne til at løbe.

Det er det, min engels smil bebuder. Lykken. At lykken faktisk allerede bor i mig. At jeg allerede har varmen fra beskyttende vinger. Jeg skal bare tro på det. Have tillid til det. Så kommer det. Jeg kan mærke det.

Hvad skulle en hel dags klukkende latter fra min skat i himlen dog ellers bebude?!

Rytmen

Jeg elsker at løbe. Ganske enkelt.

Men det, jeg elsker ved det, er rytmen. Som i dag. Total yndlingsdag.

Jeg sætter mig i bilen. Min stærke, smukke bil. Starter den og dér er den. Rytmen. Den stærke dieselmotors maskuline, rytmiske brummen. Så tænder jeg musikken. Skruer op og mærker rytmen helt ind i brystet. Det virker allerede, men der skal mere til.

Kommer frem til Søndersø og tænder telefonen med musik og tracking. Første nummer er Veninder med Niklas. Jeg løber lidt sløvt. Lidt mut og trist. Men de taktfaste bum bum bum-bum begynder at virke.

JLO giver den gas med Pitbull, og jeg kan mærke mit tempo øges lidt. Tankerne kredser om en levende mand, en død dreng, en levende dreng og en meget levende kvinde.

We found love med Rihanna. "Shit, hvor har jeg dog kvajet mig med den levende mand! Hvordan mon jeg kan gøre det godt igen?"

Desert walk med KATO. Bum bum bum-bum-bum bum-bum-bum. "Tobias, flyver du lige en tur med mor?"

International love med Pitbull. Tænker på, at jeg vil skrive dette blogindlæg, og forestiller mig slutningen. WHAT?! Pernille, du er jo gal!

Kom Kom med Rune RK og Stanley Most "Det' let som en leg, det' let som en leg". Næ, det er det ikke, men jeg har ikke kvajet mig med vilje. Hilser på en mand, jeg møder, og håber virkelig, at jeg ikke tænker højt.

Levels med Avicii - bum bum bum-bum-bum-bum Min sorg ikke må blive for tryg en tilstand for mig. Jeg må ikke vælge savnet og den smertefulde tilstand, blot fordi den er tryg.

Igen Niklas med Veninder. Bum bum bum bum-bum-bum Tænker, at næste nummer er Rihanna, så jeg ender nok alligevel med tanker om den levende mand og den døde dreng...

Lige indtil JLO buldrer frem i mine ører med On the Floor. Mon så ikke jeg er ved at lære det?! Jeg ANER ikke, hvordan noget ender! Heller ikke selv om jeg for fanden selv har lavet playlisten!!! Holder en fest med JLO den sidste halve kilometer.

Kommer tilbage til bilen helt rolig. Rolig, med rytme til tanken, dagen og livet. Der skal i grunden ikke så meget til, vel?

Solskinstæppe

Jeg egner mig altså ikke til at være trist. Virkelig ikke! I hvert fald ikke særligt lang tid ad gangen.

Det gælder i virkeligheden alle mine tilstande. Jeg mister simpelthen interessen for den. Tilstanden.

Men jeg har nu alligevel tænkt en del over denne her tomhed. For jeg tror virkelig ikke, at jeg kommer af med den. Så jeg har fundet en løsning. For nu, i det mindste.

Jeg vil beklæde den med solskin. Tomheden. Prøve at gøre den lidt mindre, end den er, men først beklæde den med solskin. Hvis den for altid skal have ophold i mit sind, så vil jeg have den til at stråle af solskin.

Ja, altså, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gøre det, men det er en bagatel. Jeg prøver mig frem. Som med alt andet.

For der er noget med, at hvis jeg ikke kan lave om på det, så må jeg lære at leve med det. Acceptere det. Så det gør jeg. Accepterer.

Og så gør jeg det til mit helt eget solskinsbeklædte center for kreativitet.

Hva'? Sådan et kunne da være ret cool! Der, hvor jeg altid ved, at jeg kan finde min kreativitet. Så jeg faktisk også kan skrive, når jeg er glad og lykkelig. Så også de følelser kan begynde at være så vigtige i mit sind, at de kan blive til ord med mening. Som dem om smerten.

Så den lige bliver flippet. Tilstanden.

Ord, ord, ord, ord....

Nøj, hvor er der altså bare mange af dem inden i mig!

Lige nu står de i kø - meget tæt kø. De skubber og maser og skændes om, hvem der skal først ud. Well.. det bestemmer jeg så. Altså lige nu ihvertfald.

Jeg ved godt, hvorfor de trænger sig på lige nu. Når det gør ondt indeni, så skal det bruges til noget. Så det ikke kun er ondt. Så det også gør noget godt. Derfor vil de ud. Måske de også tager noget af smerten med sig ud...

I går ændrede jeg min facebookprofil til den nye timeline. Det gjorde det så utroligt fristende liiiige at smutte tilbage til januar 2010... Og så slog det mig virkelig igen, igen, igen, at jeg ikke er kommet et skridt videre. Samtidig med, at jeg er kommet så langt, at jeg har et helt nyt liv.

Hvordan?

Hmm... da jeg så tilbage på de dage, lige omkring Tobias' død, så kom denne her mærkelige tomhed tilbage. Den tomhed, som gør mig bange for, om jeg aldrig igen skal få en familie. At min desperation efter at fylde tomheden ud med kærlighed bliver min fjende. At jeg for altid er så skadet, at jeg ikke kan rumme andre og deres behov.

Så måske tomheden skal være mit nye fokus. At tomhed ikke nødvendigvis skal fyldes af andre. Eller måske, at andre ikke nødvendigvis skal fylde tomheden, selv om de er der. At tomheden skal være min egen lille lomme til... liv.

Måske jeg på den måde kan acceptere, at ingen kan fylde mit liv op - at ingen kan give mig sorgløsheden tilbage. At kun det, jeg har, når jeg er alene, også er det, jeg har sammen med en anden.

Og så i øvrigt prøve at undgå, at mit hoved eksploderer med tankerne om min nye roman, mens jeg tænker tanker om tomhed, kærlighed, familie og vidunderlige mænd.

For meget kan man sige, men når jeg først har sat gang i tankerne, så går de altså virkelig amok. Alting på én gang. Alle dele af mit liv i sving på én gang.

Tænker, at det måske er det, der skal til for at lukke lidt af min damp ud...

Dejlige mænd...

Gud, hvor er jeg god til at finde dejlige mænd! Varme, kloge, oprigtige mænd...

Jeg har lige kendt en af dem. En fuldstændig vidunderlig mand. Vi kunne ikke finde ud af det, men det er ok. Ingen er forpligtet ud over sine følelser.

Nej, det, der er interessant nu, er, at jeg virkelig mærker, at jeg er englemor. I de sidste par måneder har min sorg været blusset op. Ganske betragteligt. Jeg har givet mange ting skylden: Årsdagen for Tobias' død, udgivelsen af min bog, en periode med mindre gang i min virksomhed. Men årsdagen er jo længe siden. Min bog er min store stolthed. Og der er gang i min virksomhed igen. Men min sorg er stadig lige blussende.

Så hvorfor lige nu?

Fordi det er blevet min måde at tale til mig selv på. Når jeg siger, at mit liv bygger på min sorg, så er det virkelig sandt. Og det betyder, at mit overskud til komplicerede forhold i livet - til mænd, arbejde, venner, familie - ikke længere findes.

Jeg har fundet kærligheden i min sorg. Jeg kan så nemt som ingenting finde kærligheden til mit liv og til andre mennesker. Så mon ikke det også er på tide at finde den mand, der kan se kærligheden til mig. Jeg tror, det bliver udgangspunktet for min videre søgen. Efter den mand, som synes, at jeg er lige præcis det, der mangler i hans liv.

Så lover jeg til gengæld at være lige præcis så krævende, umulig og vidunderlig, som kun jeg kan være det.

Nye tider

Måske du har opdaget det, men der sker lidt ændringer med bloggen i disse dage.

Det skyldes, at min bog, Englemor, udkommer d. 2. marts, og i den forbindelse har jeg valgt at videreføre min Englemor-historie her på bloggen. Det betyder ikke så vanvittigt meget, for historien handler jo stadig om mig og mine drenge, men det vil dog have den betydning, at jeg kommer til at fortælle om mere af mit liv, end jeg tidligere har gjort.

Det store M kommer med... Mænd. Eller Mand. Eller Måske Mand. Eller Min Mand. Alt efter, hvad dag i ugen det er, hvad der er sket på de glødende telefonlinjer, hvad mit liv i øvrigt har bragt.

Jeg synes, at den del af mit liv har manglet her på bloggen, og nu synes jeg, at tidspunktet er rigtigt til at få det med.

For at være Englemor er jo også at være kvinde.

Så historien udvides, kvinden er den samme - og det er sorgen også. Nu prøver jeg bare at nå hele vejen rundt. At fortælle om ALLE mine valg - både de rigtige og de forkerte. For det er vel i virkeligheden mit vigtigste bidrag: At livet er en lang række af valg - nogle virker, andre virker ikke. Men så prøver jeg bare igen.

Velkommen til Englemor!

Og så de rette valg...

Tænk engang... der skal ikke mere end et par dage til, så er jeg som en ny udgave af mig selv.

Jeg har lige været ude at løbe. Min telefon sagde, at det var 7 graders frost. Det er virkelig bare lige sagen for min krop. Den elsker udfordring. Løbeturen i sig selv kan sagtens gøre det, men når der så lige toppes op med frostvejr, så er den nærmest som en 17-årig igen. Nåja, måske ikke helt, men den tror det...

Det er et rigtig valg. For mig. Det er den allerbedste måde at forkæle min krop på.

Og når jeg starter med det, så er det som et kvantespring i den rigtige retning. Når min krop er glad, så følger mit sind med. Og når sindet er glad, så træffer jeg optimistiske, glade og målrettede valg.

Og det er i virkeligheden det, alting drejer sig om, ikke? At finde det, der virker for én selv. At finde kærligheden. Om det så er til livet, til løbeturen, til verden, til sig selv, en mand, mine børn eller det hele på én gang, det betyder mindre. Blot den er fundet. Og det har jeg. Sporet er igen klart. Fremtiden er min.

Fodslag

Åh, selv om det nye år fik en god start med forlagskontrakten, så har jeg bare haft én af "de" måneder... ja, en af "dem".

Jeg har stået fuldstændig i stampe, føles det som om. Så meget, faktisk, at det vildeste, jeg har bedrevet er at komme til at træde mig selv over tæerne. Det er virkelig ikke noget, der er godt for mit temperament!

Og resultatet er da heller ikke udeblevet: Jeg har været klodset og ubetænksom i min kommunikation med andre mennesker, og egoistisk og uden empati i min omgang med mennesker, jeg holder af. Charmerende som altid, er Pernille...

Der er naturligvis en hel masse forskellige faktorer, som ligger til grund for min "charme", men ved du hvad? Det er fuldstændig ligegyldigt. For det er mig selv, der har truffet det valg at lade faktorerne styre mig. Jeg har selv valgt at være en egoistisk, selvmedlidende ynk af en kvinde i stedet for den selvsikre, medfølende kvinde, jeg ved, jeg kan og før har valgt at være.

For det er det, alt i livet handler om. Valg.

Nogle gange er jeg brandheldig og træffer de helt rigtige på det helt rigtige tidspunkt. Andre gange virker dele af dem og andre dele ikke. Og så er der tidspunkter, som januar har været, hvor jeg bare har truffet forkerte valg fra ende til anden.

Så nu træffer jeg nogle nye.

For det er nemlig humlen: Jeg er ikke dømt ude, fordi jeg har truffet forkerte eller uhensigtsmæssige valg. Jeg skal bare træffe nogle nye, og så prøve igen. Ny måned, nye valg, ny Pernille.

En god start...

... kan man så næsten ønske sig mere?

Jeg har endelig fået hul igennem til et forlag, og kan med stor fornøjelse underskrive kontrakt med Forlaget Indblik i denne uge. Englemor bliver en realitet i midten af april, formentlig d. 11. april 2012.

Det gør mig virkelig glad!

Tungere er det, at det på fredag er 2 år siden, at Tobias døde. Det trækker naturligvis både tårer og eftertanke.

Og er det ikke interessant, at jeg føler, at jeg kan høre ham, mærke ham og se ham lige så tydeligt, som for 2 år siden? Selv om jeg samtidig godt ved, at det billede jeg ser nu formentlig er sløret af tårer og kærlighed. Billedet af min Tobias.

Glæden for hans liv er uendelig.