Vippe-Dippen

Kender du den? Vippe-Dippen? Det er et glas, som børn drikker af. Sådan ét, der ikke kan vælte.

Sådan en er jeg. En Vippe-Dippe.

Man kan godt prøve at skubbe til mig. Både blidt og hårdt. Det er lige meget. Jeg rejser mig op igen lige med det samme. Hvis jeg altså overhovedet når at falde.

Men der er nogle gange, hvor jeg lige tager en runde på den laveste omgang. Hvor jeg er blevet skubbet sådan til, at jeg lige skal bruge lidt tid, før jeg finder balancen igen.

Jeg skal nok finde den. Ingen grund til bekymring. Men jeg skal lige bruge en runde.

Det er min forbandelse og min velsignelse. Vippe-Dippen. Det er forbandet at vide, at jeg altid nok skal finde en måde at komme tilbage på. Og det er velsignet at have evnen til altid at kunne finde vejen tilbage.

Måske en del af forbandelsen også ligger i, at evnen til altid at vende tilbage, gør, at det bliver tilladt at skubbe til mig. Jeg skal jo nok klare den...

Jeg plejer at sige, at ukrudt ikke forgår så let. Og af den grund bliver det mægtig svært at få bugt med mig. Men er der ikke nogle gange, hvor en ukrudtsplante ser ud til selv at synes, at den er havens smukkeste, skrøbeligste pryd? For så bliver den jo passet på...

Der er er dage, hvor jeg ville ønske, at jeg var havens smukkeste, skrøbeligste pryd - for at blive passet på. Men så er det, at jeg kommer i tanke om, at jeg er ukrudt. Af den sejeste slags. Jeg er ikke sat i verden for at pryde den. Jeg er sat i verden for at leve. Og derfor har jeg fået alskens styrker til at gøre netop det.

Også når plæneklipperen har været forbi, og det synes omsonst at rejse sig. For det er altid blot lige de første par ryk, der skal overstås, så er resten blot en øvelse i at knejse med den stolte nakke og huske, at ethvert forsøg på at bekæmpe mig gør mig stærkere.

Og min herre gud, hvor er jeg ved at være stærk...

Selvopfyldende profetier

Det er en eviggyldig sandhed - selvopfyldende profetier.

Jeg kan være den sejeste kvinde i verden og have fuldstændig styr på, hvor jeg vil hen, og hvilke midler jeg skal tage i brug for at komme det. Men jeg kan også være et meget, meget sølle menneske, som bare ikke tror nok på ... det gode.

Styrken og svagheden er min vilje. Når jeg er målrettet og ved præcis hvorhen og hvordan, så er den min bedste ven i verden. Når jeg er det modsatte, så er den min værste fjende. For den vinder.

Det er det, der gør mig til en vinder. Og til en taber.

Gad vide, om jeg nogensinde kommer helt på plads med det? Gad vide om jeg bliver så bevidst om min svaghed, at jeg kan tage den i opløbet? For det er jo komplet destruktivt, når jeg på forhånd beslutter, at noget ikke kommer til at blive, som jeg vil have det.

Jeg har gennemgået personlig udvikling på et meget bevidst plan i de sidste 2 år, og alligevel må jeg gang på gang sande, at selvopfyldende profetier er en kode, jeg endnu ikke har knækket - på forhånd. For jaja, jeg kan sagtens se dem på baghånd. Men tricket ville jo være, hvis jeg kunne tage dem i opløbet.

En eller anden dag, måske...

Og så lover jeg til gengæld at viderebringe tricket.

Den modsatte stress...

Jeg er ikke nem at gøre tilpas!

Først har jeg for travlt og kan næsten ikke følge med, og så, når noget af trykket letter, så har jeg for lidt... Det er ikke nemt.

Ok, det er jo heller ikke helt korrekt. Jeg har ikke for lidt at lave, jeg skal bare lige øve mig på alt det, som jeg nød så meget, inden jeg begyndte at skrive Englemor. Det kræver faktisk lidt at huske mig selv på, at jeg ikke nødvendigvis har noget, jeg skal - at jeg bare kan gå ture, så lange som jeg har lyst, at jeg bare kan lægge mig i sofaen og læse bøger en hel weekend, hvis jeg har lyst - altså når jeg har klaret min NLP.

For jeg har jo faktisk stadig rigtig meget at se til. Men jeg føler det, som om jeg har afleveret mit ene barn i pleje og nu ikke rigtig kan finde ro, fordi det ikke er hos mig.

Er det ikke interessant?

I virkeligheden fungerer jeg allerbedst, når jeg har rigtig travlt, så måske det er derfor, jeg savner det lidt nu...

Nå, men jeg kan jo bruge min tid på at vente på svar fra de forlag, jeg kontakter... det kan godt kræve en virkelig god portion tålmodighed, skulle jeg hilse at sige. Og meget kan man sige om mig, men det er simpelthen bare ikke lige det ord, der sådan umiddelbart knyttes på min person.

Så jeg bruger alle de teknikker, som NLP'en lærer mig til at gøre ventetiden god.

For livet er jo simpelthen for kort til andet, ikke?

Et link til min klumme

Jeg har igennem det seneste halve års tid skrevet en klumme i min lokalavis, Ballerup Bladet.

Nu er klummen oppe at køre som blog, så derfor har jeg lagt et link i højre side til den, hvis du har lyst til at læse med.

God fornøjelse :-)

NLP

Jeg håber altså, at jeg bliver virkelig klog!

Jeg er ved at tage et kursusforløb, som ender med, at jeg bliver NLP Coach Practitioner. Sagt med andre ord, så er det lektioner i, hvordan jeg skal hjælpe andre mennesker med at få gang i en proces til bevidstgørelse og måske ændring af deres egen adfærd.

Det er noget så afsindigt spændende. Men altså... for at kunne vende de her teknikker ud til andre, så arbejder vi på kurset med at øve dem på hinanden, så jeg får dem jo også vendt ind mod mig selv.

Jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv, siden Tobias døde, og det her er altså bare lige en ekstra tur ind i mit inderste. Og som sagt er det noget så spændende!

Men når jeg er færdig med det her kursus i starten af december, så tænker jeg altså, at jeg liiige snupper mig en pause. At være så optaget af mit eget inderste, som jeg har været i 2 år, er ganske drøjt, og jeg trænger til bare at nyde al min bevidsthed om mig selv.

Tænker, at jeg vil starte til jul med min vidunderlige Mads. Hvis ikke det skulle kunne være belønning for hårdt arbejde, hvad kan så?

Og så kan vi jo lige starte med at øve os på at nyde livet i den kommende weekend - der er sol, smil og natur i sigte.