lørdag den 17. september 2011

Efterår

Altså!

Jeg synes faktisk lige, jeg er vågnet fra mit vinterhi, så det kan ikke nytte noget, at det skal til at være efterår nu! Og dog...

Da jeg vågnede var det forår i fuldeste flor. Det gav en flyvende start - ja, nærmest susende flyvende start, og det var fortryllende, forunderligt og fuld af fart.

Selv om det ikke passer mig meget at indrømme, så burde jeg vel have forudset, at det tempo ville ikke engang jeg kunne opretholde for mit liv. Det ville have sat mig direkte tilbage til mit liv før Tobias, hvor forhindringer, udfordringer og sorger blot blev overstået med et træk på skulderen.

Så de sidste par måneder har været mere eftertænksomme. Tempoet har været meget svingende, og jeg har været meget følelsesladet. Ganske ubekvemt for mig, for jeg er i bund og grund meget rationel.

Og nu skulle jeg jo så lige til at give den gas igen, synes jeg. Og det er her efteråret måske er ganske belejligt... Fordi det maner til tempo med hastighedsbegrænsning. Så jeg ikke overopheder. Så min motor ikke må sætte ud for at passe på sig selv. Min topfart er lavere, hvilket gør mit gennemsnitlige tempo lidt mere moderat.

Det føles mærkeligt for mig at glædes over noget som helst, som sætter mit tempo ned, men lige nu tænker jeg faktisk, at det er en god ting. For jeg har brug for at øve mig til når det skal gå virkelig løs. Lige som jeg har trænet stille og roligt op til at løbe 10 km om en uge.

Og til det er efteråret bare bedre end foråret, hvor alt suser rundt i mig, fordi det er MIN årstid, MIN fest.

Måske efteråret skal til, så jeg bliver klar til en knasende sprød, livsforlængende og lykkebringende vinter.

Så er det alligevel ikke så tosset endda...