mandag den 13. juni 2011

17 måneder

I dag er det 17 måneder siden, Tobias døde. Om 2 måneder vil han have været død lige så længe, som han levede. Det er en lidt mærkelig tanke...

Jeg ved ikke, om jeg nogen sinde bliver helt vant til at mangle ham. I lørdags var jeg til et dejligt bryllup, og som altid kom det op, at jeg har min Tobias i himlen.

Den stemning det straks vækker, ved jeg ikke, om jeg nogen sinde vænner mig til. Folk omkring mig bliver bare kede af det i et øjeblik. Uanset hvad jeg siger. Og jeg kan jo godt forstå det.

Faktisk undgik jeg indledningsvist at fortælle om Tobias ved blot at sige, at min Mads var hos sin far. Men jeg er så vant til at tale om "min store dreng" og "min lille dreng", at min bordherre naturligt nok spurgte, "hvor mange børn har du egentlig?"

Spøjst, at jeg efter 17 måneder stadig ikke rigtig har fået grejet den...

Jeg vil aldrig holde op med at fortælle om Tobias, men jeg kunne godt tænke mig at knække koden til, hvordan jeg gør det, uden at et stumt "åh gud" flyver over selskabets ansigter.

Måske en dag...

torsdag den 9. juni 2011

Forandringer

Hmm... jeg er normalt bestemt ikke bange for forandringer! Og bange er vel heller ikke det rette ord nu, for forandringen er sket.

Men det er måske første gang, at jeg har foretaget en forandring, som jeg valgte med mit voksne og erhvervsfokuserede jeg, mens mit sociale jeg bestemt ikke var enig i beslutningen...

Jeg har skiftet kontorsted.

Ved det godt - det ser ikke ud af så meget, når det bare står der, men det er så meget mere, for mig, end blot et sted at udføre mit arbejde.

Da Tobias døde var jeg dybt afhængig af, at visse personer og steder blev ved at være de samme. For at opretholde en form for normalitet. For at kunne finde rutinen.

"Fjeldet" var et af de steder. Og "Fjeldet"s personer var i meget høj grad nogle af de personer. Jeg blev passet på, draget omsorg for og heldigvis behandlet helt normalt. De viste sig som venner. Helt enkelt. Mine venner.

Men ... Når de danser rundt i kontoret, smider med kuglepenne eller synger højt, så kan jeg altså ikke lade være med at være med... Så for at kunne fordybe mig nok til at kunne skrive min bog, så måtte jeg finde et mere roligt sted.

Og nu sidder jeg her i stille og ro og er ikke i tvivl om, at min beslutning er rigtig, for jeg er langt mere produktiv.

Men jøsses, hvor jeg savner at måtte dukke mig for en lavtflyvende kuglepen ...

søndag den 5. juni 2011

Fødselsdag

Det er Tobias' fødselsdag i dag. Han ville være fyldt 3 år netop i dag. Han ville have været ret begejstret for, at hele verden flager på hans dag, det er helt sikkert.

Tænk engang, hvor heldigt det er, at jeg altid har fri på hans fødselsdag. At jeg aldrig behøver at overveje, hvordan min stemning vil være, for jeg behøver ikke tage stilling til andres behov. Det er dejligt.

Men når det er sagt, så er en dag som denne faktisk ikke en af de værste. Mærkedagene er på forunderlig vis nemme, fordi jeg er forberedt. På næsten alt. Både at glædes og at sørge. Særligt i dag. Jeg kan simpelthen ikke gå under i sorg, for jeg er SÅ lykkelig for at kunne fejre netop denne dag. At have oplevet det mirakel, som hans fødsel er.

Tænk engang... at have oplevet noget, som er så stort, at det kan give anledning til så stor sorg.

For kærligheden og miraklet sejrer. Stort. Igen i dag. Selvfølgelig i dag. Mere end nogen sinde før, så netop i dag. På denne solens dag. Den dag, hvor det hele startede. Den dag, hvor Tobias på godt og ondt gjorde sit indtog i mit liv. Netop i dag, hvor føler jeg mig som verdens heldigste englemor. Hvor jeg oplever, at kærligheden ikke kender dødens grænser. Hvor Tobias mere end nogen sinde før lever i mit hjerte. Mit livs lys, mit livs mørke, mit livs Tobias.

torsdag den 2. juni 2011

Gadedrengehop

Åh, kender I det? Når man bare er så glad, at man har lyst til at gadedrengehoppe sig gennem dagen?

Når man står ud af sengen og tænker: "Det her, det bliver den bedste dag i lang, lang tid!" Og det fede er, at jeg ikke aner, hvad den skal bringe!

Måske jeg skal flytte lidt kontor. Måske jeg skal sy lidt, skrive lidt, le lidt. Alt sammen skal det foregå i gadedrengehop, for det er den eneste måde at bevæge sig på i dag, som giver det rette udtryk for mine indre bobler...

Er det ikke fantastisk? Livet. Og alle dets underfundigheder. Jeg ved helt sikkert, at jeg elsker det. Med fuld musik og i gadedrengehop.