April

Jeg har lige hørt en historie om April.

Hun kom for sent, da hun og de 11 andre smukke kvinder, måneder kaldte man dem også, skulle have tildelt karakteristika. Hun var blevet optaget af andet og havde glemt tiden. Da hun endelig kom halsende til ceremonien var alle de ”gode” egenskaber taget. Hun måtte nøjes med lidt rester fra de andre. Hun fik lidt sol, lidt storm, lidt regn, lidt frost, endda lidt sne. Tilsammen en farverig og alt andet end kedelig blanding.

Og som vi kan se hvert år, så bruger hun det. Hvis vi tror, at vi ved, hvad April bringer, så bliver vi gerne klogere. Hun kan være mild og blid, hård og iskold. Hun bestemmer selv.

Måske det også gælder en kvinde, som er født i april… At være i stand til at få det bedste ud af det, man nu har at gøre godt med.

Åh, det håber jeg.

For er det ikke det, lykken er? Evnen til at få det bedste ud af det, man nu har.

Ja, for f…., nogen gange ønsker jeg mig helt sikkert, at min lille dreng ikke var død, at mit liv ikke bygger på sorg, at … ja, alt det trælse… ikke var mit. Der ville være sorgløst, nemt, lykkeligt og… uden dybde.

Hver gang er konklusionen den samme: Uden Tobias’ liv og død var jeg et fattigere menneske. Alle de lag, han har givet mig. Al den kærlighed, han kræver, at jeg tør vise. Det åbne hjerte.

At tage det hele med. Efter bedste evne og det, jeg nu har at gøre godt med. Som April.

Det pludselige savn

I dag savner jeg Tobias! Så meget, at det velkendte tryk i brystet er tilbage.

Er det foråret? Er det solskinnet? Eller er det fordi, jeg skal holde fødselsdag senere, og han vil mangle mere end nogensinde?

Måske.

Måske det er, når jeg ser solen danse i Mads' hvide hår. Måske det er, når jeg hører børn le. Måske.

Måske det er fordi, Mads og jeg lige har været på kirkegården. Eller fordi jeg har en blå bluse på? Måske det er lyset?

I min søgen efter svar må jeg endnu en gang sande, at det skyldes kærlighed. I al sin enkelhed viser kærligheden sin styrke, når savnet pludseligt flår i hjertet, og det bløde, varme hjerte må kæmpe for sin tilstand.

Om det vinder?

Naturligvis.

Uanset hvor meget smerte det giver mig, så holder jeg aldrig op med at elske! Livet, drengene, drømmen og virkeligheden. Nogle gange skal jeg bare lige have lidt hjælp fra oven til at finde mit fokus.