fredag den 28. januar 2011

En tryg favn

Kender I dem mon?

De arme, som er så stærke, at man føler sig vægtløs.

Et favntag, som kan rumme livet, døden, mennesket og drømmen.

Et favntag, som man ønsker sig at blive i, indtil to smelter sammen og bliver et.

En favn så tryg, at verden bare kan komme an; at al min byrde for en lille stund forsvinder.

Åhh, længsel efter sådanne arme. Åhh, længsel efter den illusion.

Åhh, længsel efter et øjebliks frihed for den tyngende sorg.

Tiden er inde til at finde den favn; til at vise den svaghed; til at tage imod det hjerte.

torsdag den 13. januar 2011

Løfte til Tobias

Min elskede lille skat

Min kærlighed til dig vil aldrig falme,
og jeg vil savne dig hver dag.
Men jeg vil holde mit hjerte blødt
og lade det varme af det lys,
du for evigt har tændt i mig,
så jeg kan elske og leve med samme styrke,
som dit korte liv gav min sjæl.

Glæden for dit liv er uendelig.

onsdag den 12. januar 2011

Disse dage

Gud, hvor jeg savner ham!

Jeg kan stadig efter næsten et år næsten mærke hans bløde hår, hvis jeg rækker hånden ud. Eller hans hoved på mit skød, når han lige skulle putte et øjeblik.

Det er så vidunderligt, så gyldent og så ubarmhjertigt tungt.

Tænk, at kærligheden bare slet ikke bliver mindre. Tænk, at hjertet kan bære at blive ved med at elske med samme styrke, trods det fysiske fravær af genstanden for kærlighed. Tænk, at det pres i brystet ikke får held med at hærde hjertet.

Men nej, det er stadig lige blødt af kærlighed og nærer stadig lige stor længsel efter at få lov at dele ud af det.

Så Tobias har sejret. Tobias med sit lys, sin kærlighed og sin vilje til latter har for altid taget ophold i mig og fylder mig, fylder mit hjerte, giver mit nyt håb og tvinger mig til at leve mit liv med sødme, blødhed og kærlighed.

Min elskede lille skat, din kærlighed er mit bud.

lørdag den 8. januar 2011

Et nyt år

Så kom det, det nye år.

Hmmm...

Mon ikke det er passende at sige, at jeg for tiden præges af eftertænksomhed. Det nærmer sig naturstridigt for mig at være det i længere tid - fix det og videre!

Men det holder jo bare ikke lige helt her, vel? Altså, jeg kan da godt bare fare videre, men det kommer tilbage til mig som et rap over nallerne, hvis jeg ikke bruger nok tid på mine tanker, min sorg og mit indre. Så meget har jeg da lært.

Jeg har også lært, at hvis det er noget, der gærer inden i mig, så må jeg have det ud. Det holder ikke op, det går ikke væk, det bliver faktisk bare større og større, indtil jeg anerkender det og giver det rum.

Så her på kanten af det, der er mit nye livs år 1, er jeg begyndt at skrive min bog. Det vælter bare ud af mig, og der kommer nye tanker og følelser, som jeg ikke før har sat ord på, og det gør mig så godt, selv om det gør ondt.

Og det har jeg lært. Det gør ondt, når jeg skal fordybe mig i Tobias, for da taler mit blødende hjerte, men det er så meget bedre, når jeg er ude på den anden side, for så har jeg fået sat et sting mere.

År 1 er snart ovre, jeg er tilfreds med læren og kan endda værdsætte det evige paradoks; kærligheden og sorgen; gaven og ofret. Jeg har truffet mit valg og lever livet efter døden.