onsdag den 29. september 2010

Afsked

Der er noget endegyldigt over fysisk afsked, som kan være svært at håndtere.

Jeg var hurtig til at få Tobias' ting væk efter hans død, for at de ikke skulle stå tomme. Tomhed var ondt for os, Mads og jeg, så det var vigtigt at have så få ting, som stod tomme, som muligt. Manglen på Tobias var hård nok, uden at vi skulle mindes om det af hans tomme stol, hans tomme seng og hans små sutsko i entreen.

Nu er vi ved at være der, hvor vi så småt er ved at vænne os til, at Tobias mangler hver dag. Så nu kommer den svære afsked med de sidste fysiske ting...

Det slog mig særligt, da jeg i går havde bestemt, at der skulle nye navneskilte på vores postkasse. Jeg havde lavet mærkater med alle vores navne - også Tobias'. Men da jeg skulle til at skifte det gamle ud med de nye, så kunne jeg ligesom ikke. For er det nu, at jeg skal tage det skridt, hvor Tobias' navn ikke længere står på vores postkasse? Er det nu, jeg skal til at overveje, om nogle af de mange billeder af Tobias trofast ved Mads' side, skal væk? Er det ved at være tid til at acceptere, at synligheden af Tobias skal tones lidt ned?

Åh nej, ikke endnu, vel?! Ikke så længe jeg mærker ham så stærkt! Vel?

Om tidspunktet nogen sinde bliver rigtigt ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har tænkt mig at skyde det lidt endnu. Skyde den smerte, som jeg ved vil være forbundet med handlingen. Skyde den endelige afsked med Tobias som et lige så "synligt" barn i mit hjem, som Mads er.

Nu er tanken sået i mit sind. Den tanke, at jeg en dag skal til det. Og så får det blive ved det, indtil den har slået rod og vokset sig stærk, og jeg finder den rette anledning.

Indtil da får det gamle navneskilt på postkassen lov til at blive lidt endnu...

tirsdag den 21. september 2010

Bøn til Bias

Ok, jeg har lovet at være helt ærlig, hudløst ærlig, så her kommer en af de tunge...

Da jeg kom ned til Fregatten den dag, Tobias døde, blev jeg bedt om ikke at gå ind på den stue, hvor ambulancefolkene arbejdede med Tobias. Jeg valgte at gøre, som jeg blev bedt om, og ikke gå derind. Det samme gjorde sig gældende på hospitalet. Ikke én gang insisterede jeg på at få lov til at være sammen med min dreng.

Hvad hvis det havde gjort en forskel? At han havde hørt sin mors stemme... Hvad hvis jeg kunne have givet min lille, skønne dreng styrke til at finde livet? Eller bare tryghed til at dø...

Når jeg ikke tidligere har været særligt åben om disse tanker, tror jeg, at det skyldes, at jeg har været nødt til at skubbe dem væk. Jeg har måttet have det hele lidt på afstand, før jeg kan tage dem op og arbejde med dem.

For helt oprigtigt tror jeg, at jeg traf den rigtige beslutning! Min fornuft siger mig, at jeg kun ville have været i vejen, og at jeg ville have følt større skyld, hvis jeg havde forstyrret deres arbejde. For de prøvede jo at redde hans liv.

Men mit hjerte… åh, hjertet. Måske det kunne have talt til hans hjerte. Måske mit hjertes tiggen og beden om, at han levede, kunne have gjort udfaldet.

Tankerne er helt ubrugelige! De gør intet godt for mig – giver mig blot skyld og skam. Men nogle gange skal sådanne tanker også se dagens lys, før de kan finde endelig hvile indeni. For at mit hjerte kan lade sig overbevise om, at jeg gjorde det bedste, jeg kunne, og handlede, som jeg mente var bedst.

Så mens jeg overbeviser mit hjerte om, at det er sandheden, så sender jeg en bøn til Bias. En stille bøn om, at han vil tilgive mig, hvis jeg tog fejl.

søndag den 19. september 2010

Tryghed

Jeg har pudset vinduer i dag. Det er godt nok bare skodkedeligt! Men, åh, hvor jeg dog nyder resultatet, når jeg er færdig!

Efterfølgende gik jeg mig en tur i skoven. Snuppede pr. refleks et blad fra en lavthængende gren, skrællede bladkødet af det med neglene for at stå stolt tilbage med et bladskelet. Jeg nød synet af Bambi, som krydsede skovstien, jeg gik på, og bestemt også synet af en smuk mountainbikerytter, som krydsede min vej. Og kaffen bagefter var præcis så god, healende og velduftende, som en kop kaffe efter en gåtur i blæsevejr altid er.

Og hvad så?

Så helt afgjort slet ingenting! Det hele var præcis som før Tobias døde. Og det er dét, der er det fede: Måske jeg ikke skal skiftes helt ud. Måske der er, endog store, dele af mit liv, som er og kan blive ved at være som før. Måske, hvis jeg fokuserer på det, der er trygt og rart og helt som før, at alt det nye ikke er så skræmmende endda. Måske, hvis jeg bare slapper af og følger med, det hele går lige så stille og roligt og sikkert, som i dag bliver til i går og i morgen bliver til i dag…

mandag den 13. september 2010

Kontrol

Jeg holder min sorg i ret kort snor - følelsesmæssigt, udtryksmæssigt - så jeg hele tiden ved, hvor jeg har den. Det er jeg nødt til, for hvis jeg ikke holder den i helt stramme tøjler, så tager den magten og derved mit liv fra mig. Så stærk er den.

I dag er det 8 måneder siden, at Tobias døde. 8 ulideligt lange måneder.

Nogle gange får jeg lyst til at slippe fri af sorgen - finde den gamle sorgløse Pernille frem igen; om ikke andet, så bare for en aften.

Men det virker bare ikke. Lige meget hvad jeg gør, så er den med mig hele tiden, min sorg. Og jo mere, jeg prøver at lægge den af herhjemme, inden jeg går ud, jo større er sandsynligheden for, at jeg pludselig står med den i lys lue på et, for mig, ret træls tidspunkt. Sådan er det bare. Den er bare et vilkår i mit liv. Sorgen.

Og jeg fortæller jer allesammen om det, for at gøre den til noget, som I ikke er bange for næste gang, I møder den hos jer selv eller blandt jeres omgangskreds. For at fortælle jer, at når I henvender jer til en sørgende, så gør det med den tryghed, at I aldrig kan sige noget, som kan gøre ham eller hende mere ked af det end sorgen allerede gør dem. Hvis jeg græder, når nogen henvender sig, så er det bare en ventil, der bliver åbnet, ikke et sår, der kommes salt i. Og jeg holder altid op igen.

Jeg tør godt fortælle verden, at jeg har mistet en dreng, fordi jeg gerne vil bede om anerkendelse for at være mor til 2 drenge. Jeg vil gerne fortælle om begge mine drenge, jeg vil gerne holde Tobias i live i min og alle andres bevidsthed, og jeg vil aldrig, aldrig, aldrig give slip på ham, for han er en del af mig.

Men sorgen er min, og jeg er stadig fuld af optimisme om at komme igennem de sorte huller, som den graver i mit liv. På min måde, med min kontrol og ved at dele de elementer af den med verden, som det passer mig.

tirsdag den 7. september 2010

At flyve med Tobias

I går fløj jeg sammen med Tobias på min løbetur. Jeg bredte armene ud, lukkede øjnene og fløj sammen med ham. Jeg kunne høre ham klukle, jeg kunne mærke hans tilstedeværelse. Havde jeg rakt hånden ud, kunne jeg næsten have mærket hans bløde hår.

Sådan er der nogle dage... Hvor hans tilstedeværelse er så stærk, at den næsten kan mærkes fysisk.

Jeg har meget brug for at forestille mig, at Tobias lever videre et andet sted. I min bevidsthed er det i himlen, men det kunne såmænd være alle mulige steder. Når nu jeg har valgt himlen som hans sted, så kan jeg bruge vejret til at tegne billeder med. I går, da jeg løb, blæste det lidt, derfor var vi ude at flyve. Nu, hvor det er mørkt om morgenen, lader Mads og jeg som om, at når det bliver lyst, så er det fordi Tobias er stået op. For et par uger siden, da det regnede rigtig meget, var det Tobias, der legede med vandslange og havde en fabelagtig vandkamp med de andre engle i himlen.

Billeder, som er med til at gøre ham levende i min bevidsthed, men som i særdeleshed også giver mig mulighed for at mindes hans personlighed og give den videre til andre. Han flyver, fordi han elskede alt, hvad der var fart på. Han sprøjter med vand, fordi han elskede at drille. Han giver dagen lys, fordi han lader sit vidunderlige lys skinne.

Og jeg kan se og mærke det hele, fordi jeg har brug for, at han stadig er ”derude” et sted. Så kan jeg godt nyde det, livet, når det blot handler om tålmodighed, indtil jeg skal se ham igen.

søndag den 5. september 2010

Hyldest til livet

I dag kan jeg ikke nære mig. Jeg har sådan lyst til at komme med en hyldest til livet. Ikke andet. Bare en hyldest.

Er det ikke forunderligt? At vi midt i alle vores følelser, mørke, lyse, optimistiske, eftertænksomme, bare kan elske livet? Helt uforbeholdent og med åbent hjerte.

Sådan én er jeg. En livselsker. Når livet går mig imod, så finder jeg en udvej, så jeg alligevel kan elske det. For når det går mig imod er det bare endnu en måde, at jeg kan mærke det på. Mærke at jeg lever. Det er klart fedest, når jeg mærker det med jublende lykke og glæde, men det er lige så stærkt, når jeg mærker det med sorg og savn, for det udspringer alt sammen af kærlighed.

Så velvidende, at det vil være kvalmende optimistisk for nogle, så får I her et stykke af mig: Et stort, varmt, hoppende yeeppiekayaihhhh for livet! For det er mig. Livet er min eleksir.

torsdag den 2. september 2010

Sindskulde

Er det ikke sjovt, som nogle udtalelser går lige igennem skjoldet?

Jeg hørte i går, at en kvinde havde udtalt sig om mig. Jeg kender hende ikke, men ved hvem hun er, og hun må jo så af indlysende årsager have samme kendskab til mig. Hun havde sagt, at jeg er kold! Bare kold.

Waaouh, det ramte hårdere, end jeg havde regnet med! Jeg indtog naturligvis med det samme den attitude, at det mest er hendes problem, hvis det er sådan, hun ser mig – uden at se mig – men helt ærligt? Hold da op, hvor det gik rent ind. Intet kunne være mere fjernt fra sandheden, men udadtil kan jeg altså virke sådan…

Ugen efter Tobias døde var jeg på arbejde, tre uger efter var jeg tilbage som teamleder i min netværksgruppe og tilbage som formand for Venstre i Ballerup. Ikke mange har set mine tårer, hvis jeg har kunnet undgå det. Jeg kan noget med at trække i mit businesstøj, og så er jeg klar. Det er min facade. Og uanset hvor meget jeg græder indeni, så kan jeg holde facaden – stort set.

Og det giver det mig faktisk rigtig meget at være ude og bruge min facade. Det giver mig en pause. En pause, hvor jeg henter den energi, som jeg skal bruge, når jeg kommer hjem og tager businesstøj og facade af og bare græder.

Måske det kan virke koldt. Jeg græder helst alene, for sådan passer det mig bare bedst. Men at antage, at fordi man ikke kan se dem – tårerne, følelserne, smerten - så er de der ikke… Hold da op, hvor er der langt!

I bund og grund gør det min agt om at løsne op for emnet sorg endnu mere aktuelt, for det er jo det her, det hele handler om. Vi håndterer vores livssorger forskelligt, og det er ok, så længe vi ikke undertrykker dem.

Jeg har mistet et barn. En del af mit indre er slået itu for altid. Intet kan reparere det eller gøre skaden god. Smerten er blevet en del af mig. Den er der altid, selv om det ikke er altid, jeg græder. Dette er min måde. Sådan passer det mig bedst for at få mit nye liv til at hænge sammen.

Og der er en årsag: Allerede samme dag, som Tobias døde, var jeg nemlig mor til Mads.