Præster

Jeg kunne tænke mig at være klog som en præst…

Jeg har læst 2 bøger om sorg efter Tobias’ død – den ene skrevet af en præst, som selv har mistet et barn, og den anden er en række interviews med præster om sorg. De er vidunderlige! - altså mest bøgerne… De rummer ro, eftertænksomhed, klogskab og dyb, dyb indsigt i menneskets tilstande. Jeg tænker, at det må være præsternes værk.

Måske min egen nye forståelse for liv og død spiller ind, men præstens ord giver mening for mig som aldrig før. Eksempelvis havde min dejlige præst, Lisbeth Hannibal, skrevet om Jesu opstandelse i kirkebladet, som udkom lige før påske. For første gang nogensinde forstod jeg, at påsken ikke handler så meget om fysisk opstandelse som om den sørgendes opdagelse af den afdødes evige liv i den sørgendes bevidsthed. Hold nu op! Det gav hele kirkehalløjet en helt ny dimension for mig! Jeg opdagede, at hvis jeg anskuer alle kirkens ord og tekster på den måde, så giver de lige pludselig mening på en helt ny måde. Jeg behøver ikke at føle mig totalt naiv, fordi jeg tror – tror på Gud, tror på kirkens evne til at gøre vores sorger lettere at bære, tror på præstens klogskab.

For kloge er de altså, de præster. Jeg har ikke så godt styr på bibelen, men hvis det er studiet i den, der har givet dem den store indsigt i menneskets mentale tilstande og dybeste følelser, så kunne det godt være, at jeg skulle tage at få den læst.

Og så har præster en egenskab, som jeg har den største respekt for. De tør godt. Tør at tale til og række hånden frem mod mennesker i krise. Uanset krisens genstand. Og de er helt ligeglade med, om det er en krise, vi har påført os selv, eller om den er blevet os påført. De rummer det hele. Uden fordom, uden stillingtagen, måske. Bare rummelighed. Det ser jeg virkelig op til!

Lise Trap: Sorg - Den dybeste ære glæden kan få
Julia Lahme: Sig farvel - Hvad præster ved om sorg

Tilgivelse

Jeg er en person af den type, som ikke bryder sig om at gøre ting, som er ubehagelige for mig eller som gør ondt – det gælder både fysisk og mentalt. Jeg er holdt op med at ryge for en måneds tid siden, og det tog mig lang tid at tage mig sammen til, for jeg vidste godt, at det ikke var rart, så derfor havde jeg ikke lyst til at tage den tyr ved hornene.

Da Tobias døde var min underbevidsthed godt klar over, at der ville komme til at være en masse her, som gjorde ualmindeligt ondt, og så må den have sat i gang med at forsøge at minimere smerten. Dens metode var, at jeg mistede alt filter i forhold til, hvad der ville være godt for andre – jeg handlede benhårdt og 100 % efter mit eget hjerte og tog kun mig selv som udgangspunkt. Jeg havde simpelthen ikke overskud til andet. Bebrejdelser, vrede og bitterhed var og er ikke følelser, jeg kan arbejde videre med eller bruge som solidt grundlag for noget som helst. Jeg var helt bevidst om, at hvis de følelser fik lov til at få næring i mig, så ville jeg blot stå med en rædsom opgave senere, når jeg skulle søge andre mennesker om tilgivelse for det. Så det var ikke en mulighed for mit sind, for det ville jo blot påføre mig mere smerte og ”trække pinen ud”.

Når det er sagt, så har jeg en mission. En mission, som går på, at sikre min Tobias’ eftermæle. Han fik kun 19 måneder på Jorden til at give os et indtryk af, hvilken dreng han var, så jeg føler, at det er min opgave at sikre, at det også er sådan, han bliver husket. Og han ELSKEDE! Han elskede livet, sin storebror, sine trommer, sin dyne, sin mor og far, og så elskede han Fregatten! At aflevere Tobias i Fregatten var lige så trygt som at aflevere ham hos sin far eller bedsteforældre. Han trivedes virkelig der. Og så var der hans primære pædagog… Hun var som en anden mor for ham, og de stærke følelser var gengældt. Man kunne bare mærke det på dem – uadskilleligheden.

Hvordan skulle jeg dog kunne få det over mit hjerte? At påføre Tobias’ elskede pædagog mere smerte, end hun allerede oplever? Hun – og alle andre i Fregatten - gjorde ALT, hvad de kunne, og måtte alligevel sande, at det ikke var nok.

Jeg har aldrig aktivt tilgivet dem – det har slet, slet ikke været nødvendigt. Jeg har derimod haft svært ved at udtrykke præcis hvor taknemmelig jeg er for, at de har givet Tobias – og mig – så meget tryghed, at jeg aldrig et sekund har tvivlet på deres kærlighed til ham. For hvem ville ikke gøre alt, hvad der står i deres magt for at redde livet på én man elsker?

Sårbarhed

Åh ja, så må jeg igen overgive mig.

Jeg arbejder i øjeblikket rigtig meget med Tobias' død og tiden efter - bl.a. med denne blog - og synes, at jeg er ved at have rigtig godt styr på mig selv i forhold til Tobias. Jeg er ved at kunne kontrollere, hvornår jeg begynder at græde, og det er faktisk helt rart.

I dag gav jeg så et interview, og da der skulle tages billeder, blev jeg spurgt, om jeg kunne sidde med noget, som mindede mig rigtig meget om Tobias. Jeg har ikke så mange håndgribelige minder om Tobias, det bruger jeg ikke så meget, men jeg har en mappe, som de har samlet i hans vuggestue med billeder af ham, som de har taget. Jeg vidste godt, at den muligvis var lidt sprængfarlig, men tænkte, at jeg nok var ved at have styr på det.

Og så sad han dér… med sit store, vidunderlige smil og sine glade øjne. Og netop dér bliver jeg husket på, at jeg for evigt har et blødt punkt. En sårbarhed, som jeg aldrig bliver helt i stand til at styre. Hverken i forhold til tårer eller hjerte. Og det er helt ok, for Tobias må godt fylde så meget i mit liv. Tobias må godt være mit bløde punkt. Tobias må godt være et evigt trumfkort.

Positivt ladet sorg

Jeg søger lykken – hvem gør ikke det? Jeg har prøvet det, og det er intet mindre end fantastisk at være lykkelig, så det vil jeg gerne prøve igen.

Men hvordan bliver man lykkelig, når den bund, som ens liv bygger på, er sorg?

Jeg forestiller mig, at det handler om sorgens ladning. Sorg er sådan et mørkt og trist begreb for mange af os, men hvad er sorg egentlig?

Sorg er vel helt grundlæggende bare mangel på genstanden for kærlighed. Det er det i hvert fald for mig. Når jeg mærker sorgen mest, så er det, fordi jeg mangler Tobias. For mig er det ikke en følelse af vrede eller bitterhed, men snarere en slags fantomsmerte; smerten over noget, der mangler.

Ok. Så kom vi så langt.

Normalt, når vi mangler noget, så anskaffer vi os bare noget til erstatning for det, vi mangler. Den bliver måske lidt svær her… Naturligvis kan andre mennesker lindre sorgen over den manglende Tobias, som Mads gør det, men ingen eller intet kan jo træde i stedet, så den duer ikke rigtig her. Hvad så?

Det handler om noget med at omdefinere begrebet sorg for sig selv. Det, jeg vælger at gøre, er at betragte sorgen som symbol på kærlighed. Som regel overser vi sorgens dybe og helt afgørende sammenhæng med kærlighed, og det er rigtigt synd, for det er netop den sammenhæng, som gør den til at leve med. Som gør den til noget, jeg faktisk slet ikke vil leve uden. For den er beviset på min store kærlighed til min Tobias, og så er den kommet i mit liv for at give mig en målestok, tænker jeg. Før Tobias døde havde jeg aldrig oplevet smerte, sådan rigtigt, og så er det også rigtig svært at sætte pris på lykke.

Så min sorg er symbolet på min kærlighed og målestok for min lykke. Med det in mente er den faktisk ikke noget helt dårligt fundament for et lykkeligt liv

Mads – min søn på jorden

Mit sind har to jokere: Et Madskort og et Tobiaskort. Da Tobias døde, trak mit sind Madskortet. Jeg kalder det sindets overlevelse.

Da jeg stod på hospitalet og ventede på at få at vide, at Tobias var død, vidste jeg inderst inde godt, at der ikke var noget at gøre, så mit sind gik i gang med at overleve. Og det var altså på den hårde måde. De skamfulde tanker, kalder jeg dem…

”Nåja, men hvis nu Tobias dør, så kan jeg også alt muligt med Mads igen, som jeg ikke har kunnet, mens Tobias også var der” var den første og måske pr. definition derfor den værste.

Men det var nok vigtigt, at den var slem, for at den kunne gøre et tilpas stort indtryk på mig – tanken. For efterfølgende har mit helt grundlæggende fokus været på Mads. Jeg VILLE give ham en mor – en mor, som lever med de levende, og som er mere optaget af sin søn på jorden end af sin søn i himlen.

Og da sindet først havde trukket Madskortet, var der ligesom ingen vej tilbage, vel? Selv når det ser allermest sort ud, så behøver sindet bare at true med Madskortet, før jeg må overgive mig. For på kortet smiler han, og et smil fra Mads kan give mig mod på at få jorden til at dreje den modsatte vej rundt, hvis det skulle være!

Og så er det altså værd at turde vedkende sig, at der er ting, som Mads og jeg kan gøre nu, hvor vi er alene, som vi ikke kunne gøre med Tobias, og at Mads har fået meget mere plads, end han havde, mens Tobias var her. Jeg ved det! Det lyder stadig grimt i mine ører, lige når jeg siger det. Men Tobias’ død er et vilkår i Mads' og mit liv. Det står ikke til at ændre. Så derfor får vi det bedste ud af den situation, vi nu har: Vi cykler ture sammen, Mads får lov til at sidde foran i bilen, og nogle gange er vi frække og spiser aftensmad i sofaen. Og så nyder vi det! Livet. Sammen.

Når man glemmer...

I dag er det 7 måneder siden, Tobias døde. Jeg kan stadig se ham for mig – det skønne grin med mellemrum mellem fortænderne, øjnene, som slet ikke var i stand til at skjule, at der skulle laves ballade. Han havde en pudsig lille vane med at skulle nusse mine øjenvipper, helst med mascara på, eller øjenbryn i mangel af bedre - han blev helt salig af det. Han elskede at ligge i ske. Når han vågnede meget tidligt, kunne jeg altid lokke ham til en halv time mere, hvis vi lå i ske. Jeg kan stadig dufte hans hår, synes jeg, og jeg kan stadig høre hans latter. For slet ikke at nævne hans ”vov-vov”, uanset hvilket dyr, han mente.

Men detaljer begynder at smutte for mig. De små buttede hænder står ikke så skarpt for mig mere, farven på hans frække øjne kan jeg ikke helt genkalde mig, som jeg kunne, lige efter han døde, og hans lille krop sløres også for mit indre blik.

Er det vigtigt? Måske ikke, men nogle gange frygter jeg, at det griber om sig. At jeg pludselig ikke længere føler, at hvis jeg rækker hånden ud, så kan jeg mærke hans bløde hår, eller at jeg stadig kan fornemme hans bløde arme om mit ben, når han lige skulle have lidt kærlighed midt i legen. Alle de gode ting – alle de minder, jeg har, fordi jeg er Tobias’ mor, fordi Tobias har været her i mit liv og gjort sit store indtryk.

På de her mærkedage mindes jeg altid ekstra meget, og jeg gør en ekstra indsats for at huske. Naturligvis er det så også på disse dage, at jeg opdager, hvor meget tiden hvisker ud.

Så jeg forsøger at holde minderne skarpe på min egen måde. Bruge disse dage til at mærke, føle og glædes. I morges tog jeg mig for eksempel en lille dans med Tobias. Han elskede nemlig at danse og blive svinget rundt. Og den situation føler jeg, at jeg næsten kan genskabe, når jeg danser med billedet af ham og mindes følelsen. For den forsvinder nemlig ikke eller bliver hvisket ud. Følelsen af altoverskyggende kærlighed er akkurat lige så stærk, som den dag, han døde.

Ups and downs…

Der er gode dage, og der er ikke så gode dage. Og så er der dage, hvor jeg er nødt til at give sorgen frit spil til at rase og regere i mig. ”Ok, så kom an! Se, om du kan rive mit hjerte helt i stykker og slå rod i stumperne!" Jeg hader det, jeg udskyder det, jeg ved det kommer! Det kommer, når jeg har glemt mig selv, når jeg har negligeret mine egne behov og fokuseret på andres, eller på, hvilke behov andre mener, jeg har. Og så får den lov til at rase i mig. Rive og flå, for jeg ved, at sorgen aldrig vinder over kærligheden. Den kærlighed, som mit hjerte er helt fuld af. Kærligheden til mine drenge, til livet, til nuet, til fremtiden. For sorgen over Tobias' død bliver aldrig større eller mere magtfuld end kærligheden til ham. Sorgen er nemlig kun så stor som kærligheden, og det er vigtig viden, for så kan den aldrig vinde kampen.

Og så går det jo i øvrigt over igen. Altid. Varigheden af disse ”anfald” er varierende – nogle gange 10 minutter, andre gange en hel dag. Men kendetegnende for dem, uanset varighed, er, at de går over. Kærligheden vinder, den indre ro overtager, og jeg kan arbejde videre med mit nye liv.

Ham dér Gud…

Ja, ham dér Gud er faktisk en af mine allerbedste venner, og jeg tror på ham mere end nogensinde før, for hvem skal ellers passe på min Bias?

Som min helt egen, helt vidunderlige præst, Lisbeth Hannibal, siger: Gud tager ikke vores børn fra os; han tager imod dem. Åh ja, Lisbeth, og det underbygger blot min mistanke om, at min Gud ikke er nogen hård og uretfærdig gud, men en barmhjertig og alfaderlig figur, som har tjansen at være større end os. Og ved du hvad? Hvis det er Gud, der tager vores børn, så er han stadig min bedste ven alligevel, for hvis der har manglet lys i himlen, så har Gud valgt helt rigtigt i min Tobias. Han har en helt særlig evne til at sprede lys, og jeg kan simpelthen ikke fortænke Gud i at ønske sig det!

OK – det er mine lidt lettere fordøjelige tanker…. De varmer!

Når jeg skal blive mere filosofisk, så handler det med Gud og mig om, at jeg har accepteret – og gjorde det lige med det samme efter Tobias’ død – at der er noget, der er større end mig. Jeg må bøje mig. I den virkelighed, hvor jeg lever, mener vi at kunne styre ALT. Tobias’ død var det dér lille prik på skulderen om, at jeg bør kende min overmand.

Er det for meget? Er det for voldsomt at tænke sig, at noget så ubarmhjertigt som at miste et barn sker, fordi man plages af overfladiskhed? Fordi man skal piskes ned i sin egen materie?

Ok, men så lad os sige, at det er sket for mig, fordi jeg kan klare det! Jeg tror fuldt og fast på, at jeg ikke bliver udsat for mere end jeg kan klare. Med Tobias’ død mener jeg så, at Gud er gået helt til kanten i sin test af mig, men jeg lever jo stadig, ikke? Og jeg er blevet klogere, meget klogere. Så hvad så? Skal Tobias' liv og død bare blive en mørk lille tankestreg i mit liv? Nej, den understjerteme nej!!! Jeg er helt overbevist om, at Gud ikke sidder med min Tobias på skødet og ønsker, at jeg skal fortsætte mit liv uden at lade Tobias’ liv og død sende ALT til revision og lade dumpe og bestå efter mit hjerte i sin nuværende tilstand uden filter.

Så uanset hvordan jeg vælger at udtrykke det, så når jeg frem til, at Gud når sit mål om min større dybde, barmhjertighed og ny forståelse for livets værdi. For sådan er MIN Gud! Selv i sin ubarmhjertighed er han barmhjertig.

”Hvad gør man, når man mister et barn?”

Det ved jeg sgu da ikke – jeg er jo bare Pernille fra Måløv!?!! Jaja, da journalisten stillede mig spørgsmålet var det ganske vist 3 uger siden, Tobias var død, men det gjorde jo ikke mig til ekspert, vel? For man kan jo simpelthen bare ikke svare, at man helt og aldeles fokuserer på sit barns liv og på taknemmeligheden for det, vel? Det er liiige en tand FOR overskudsagtigt…

Men det var det, jeg gjorde. Jeg mener stadig ikke, at det gør mig til ekspert, men det gør mig til en mindre tynget sørgende. For midt i min kæmpe sorg lykkedes det mig at holde bitterhed og mørke fra døren, ganske enkelt ved at fokusere på det, jeg var taknemmelig for, og som jeg ikke ville have undværet, selv om jeg havde kendt udgangen på det; nemlig min søns liv.

Og nu tør jeg godt sige det. Måske fordi jeg har set, at det har været og er den rigtige vej for mig. At jeg ikke 2 måneder senere vågnede op til en helt uoverstigelig sort sorg. Ups and downs, ja, bestemt, jeg sørger, men mit liv er ikke formørket.

Det, der er min inspiration, er ganske enkelt min søns liv. Han var lys og lykke, latter og glæde, og han skabte kærlighed alle steder, han kom. Hvordan kan jeg ære det minde? Ganske enkelt ved at handle fra hjertet, uden filter, og med udgangspunkt i kærlighed. Okay, det kan godt komme til at lyde lige rigeligt Danielle Steele, I know, men det er altså ikke desto mindre sandt.

Og journalisten? Hende svarede jeg, at jeg ikke havde lyst til at udtale mig, for på det tidspunkt havde jeg bare ikke rigtig mod og overskud til andet, tror jeg. Men det har jeg nu! Og min måde at svare på, er at skrive her på bloggen. Jeg skriver om følelser og situationer, jeg oplever nu, om følelser og situationer, jeg har oplevet tidligere, om følelser og situationer, som jeg frygter eller ser frem til. Alt det hele, som min Mads udtrykker det, uden filter og lige fra hjertet.

Her er jeg så!

Pernille fra Måløv – mor til Mads på jorden og Tobias i himlen. Mor og Englemor, som så mange andre, med alt hvad dertil hører af kærlighed, sorg, smerte og dyb, dyb taknemmelighed. Over livet. Med alt, hvad det indebærer; selv døden. For livet er for mig kilden til al min glæde, al min kærlighed, al min sorg og al min smerte. Og det gør mig alt sammen til den, jeg er.

Da Tobias døde d. 13. januar 2010 forandredes mit liv for altid. Det skulle jeg først indse senere, men det var præcis den dag, det skete, kl. ca. 11.15. Jeg var ikke længere sorgløs.

Se, det blev øjeblikkeligt klart for mig, da jeg på hospitalet ventede på beskeden om, at min lille drengs liv ikke stod til at redde, at jeg havde to muligheder: at leve eller at dø. Jeg valgte at leve! Den beslutning har jeg valgt at holde ved, og det vil blive indholdet i denne blog; min blog om livet efter døden.

Indholdet her vil ikke være funderet i solide analyser, ej heller verificeret af kloge mennesker, det vil ikke være særligt politisk korrekt, til tider formentlig direkte upassende, men én ting vil jeg love: Det vil være ærligt, hudløst ærligt, og lige fra mit hjerte. Og mit hjerte byder på en del, når det kommer til sprog… smukke, velformede ord og sætninger, grimme, forvredne samme, muntre og frie passager, morbid, sort humor og ironi, blot for at nævne et par stykker. Nu er advarslen bragt – lad bloggen begynde…