Ikke mere jul

Så gik juledagene.

De var hårde - sådan rigtig hårde! Juleaften havde jeg mest af alt lyst til at køre hjem til Måløv og være sammen med min lille dreng. Mads var alligevel hos sin far, så ... Men jeg gjorde det ikke.

Jeg skulle have gjort det! Nu ved jeg det: Jeg må følge mine indskydelser. Meget ville have været sparet, hvis jeg havde fået afløb for min sorg på den måde - alene og nær Tobias. For der sker det, at min sorg tager mit overskud. Det, som jeg normalt bruger til at rumme andre mennesker. Ikke, at jeg normalt kan rumme alle, men flere. Ikke nu.

Nu er jeg hjemme igen, og jeg kan mærke, hvordan mine skuldre finder deres normale leje, når jeg træder ind ad min dør. Når jeg går mig en tur i Måløv, så kommer smilet lige så stille tilbage på ansigtet. Luften er bedre i Måløv. Solen skinner klarere i Måløv. For i Måløv er min Tobias. I Måløv er familien samlet.

Jul i Tobias' have

Så fik jeg ro.

Mads og jeg har haft en travl dag! Vi har bagt, strikket og købt ind.

Bagt: Kagemænd og -koner til børnehaven i morgen - og et hjerte til Bias.
Strikket: Halstørklæder til Mads og mor - og et mage til til Bias.
Købt ind: Diverse mangelvarer - og en Postmand Per-bil til Bias.

Sidst på eftermiddagen, efter mørkets frembrud, gik vi os en tur. Mads på cykel - mor gående. Hen til Bias med gaver. Et halstørklæde, så man kan se, han hører til hos os; En Postmand Per-bil, som kan spille en herlig sang, så han har noget at lege med; Et hjerte, som er der, hvor han bor. Og så det evindelige lys i lanternen, som er dobbelt smukt, når mørket har sænket sig i haven.

"Tobias, du må ikke dø", sagde min Mads ved haven. Vi talte lidt om, at Tobias jo allerede er død, og jeg tror, at han mente, at han netop ikke må forlade vores hjerter. Han fylder dem stadig så dejligt og varmt, og vi kan ikke bære tanken om at undvære ham dér.

Jeg græder og tænker, at Tobias da ikke kan være alene på kirkegården juleaften. Så bliver jeg voksen og tænker: "Mand dig op, kvinde". Så det prøver jeg...

Tiden er til hygge, samvær og glæde, så det gør jeg. Tiden er også til eftertænksomhed og kiggen tilbage på året og drømme om det nye, så det gør jeg også.

For uanset hvor meget, jeg savner Tobias, så nyder jeg min Mads' tilstedeværelse mere end jeg mangler Tobias. Uanset, hvor uretfærdigt, jeg synes, at det er, at Tobias skulle dø, så ville jeg ikke have undværet miraklet i at få og have ham. Uanset hvor hæsligt 2010 har været, så ville jeg ikke have undværet de første fortryllende 12 dage, hvor vi havde ham. Og mon ikke, det skal blive mit helt eget juleevangelium...

Og det skete i de dage, at kærligheden sejrede; Som Vorherre med Tobias på sit højre knæ befalede, fortsatte livet; Ikke ufortrødent; Ikke uden at se mig tilbage; Men på sporet...

Julegave til Bias

Jeg har været på julegaveindkøb i dag. Som altid meget koncentreret, så alle gaverne er købt i dag.

Men jeg gik hele tiden med en følelse af, at jeg manglede at købe en gave...

Da jeg fik øje på en Postmand Per-bil, vidste jeg præcis, hvilken gave jeg manglede at købe. Den til Tobias!

Men hvordan køber man gave til en engel? Hvordan får man sendt en julegave til himlen?

Jeg vil så gerne kunne vise ham, at mit hjerte er lige så fuld af ham, som det var sidste år til jul, men jeg synes ikke at kunne finde den helt rigtige metode.

Måske det kommer.

Indtil da kommer det Mads til gode, for hver gang, jeg tænker på gave til Tobias, så køber jeg en mere til Mads. Og håber det forstås i himlen.

Opdatering

Det gik godt! Jeg er helt fuld af ny energi! Tænk, at det, der er mit liv, kan være relevant for andre at høre - at de kan bruge det i deres daglige virke, eller måske bare blive klogere som mennesker.

Det er rigtig stort for mig, og pludselig giver alt det, som jeg går igennem, enormt meget mening.

Waouhh, I skal nok høre mere, når jeg lige får sundet mig. Lige nu er jeg bare glad, lettet og beriget.

Tusinde tak til mit prøvepublikum, fordi jeg måtte øve mig på jer!

Mere december...

Er det ikke skønt! At når man selv overser det evidente, så hjælper andre én med at se det.

Hannne, du har fuldstændig ret: Jeg har nemlig en lille hjælper i himlen! Jeg ser det helt tydeligt for mig... Tobias siddende på Guds skød - Gud som er en gammel mand med langt, hvidt skæg - peger ned på mor og siger "eh", alt mens han trækker den gamle i skægget, så han er sikker på, at han hører efter.

Barnligt? Well, det er min måde...

Jeg skal ud at holde mit første foredrag om Tobias i aften. Det er naturligvis med sommerfugle i maven og alt, hvad dertil hører, for jeg er spændt på, om mine tilhørere får noget ud af at høre på mig. Men jeg glæder mig også helt vildt meget.

I hører nærmere... :-)

Højtiden

De kommer snigende... minderne om sidste år ved denne tid.

Livet var GODT! Jeg havde fundet mig rigtig godt til rette alene med drengene, de havde fået hver deres første pakker i sokken og chokoladekalender - til Tobias' store fornøjelse :-) Jeg var forelsket - eller blev det - i disse dage. Det var ikke ukompliceret, men det var med de helt store følelser. Og så havde jeg endelig fundet mig selv.

Drengene havde virkelig en glad mor! Jeg syntes, at jeg kunne se hele min fremtid i strålende glans og lys.

Waouv, hva? Det blev ikke lige helt, som jeg havde ventet...

Tobias er død, og manden er tilbage hos sin kone.

Det år, som jeg glædede mig til, blev det aller-allerværste år nogensinde. I hele historien. I mands minde. For det var MIT rædselsår. Det var MIN verden, der blev knust.

Hvad så?

Jeg har besluttet mig for, at det ikke er repræsentativt! At det ikke er sådan, at noget, som ser lyst og lykkeligt ud, skal ende med at være livstruende sorgfyldt for mig. At jeg godt kan regne med lykken, velsagtens.

Og så sætter jeg min lid til, at nogen i himlen ser i nåde til mig og min ukuelige tro på, at jeg har stået det værste igennem. At livet heler mine sår og giver mig nye, dejlige minder.

Pudekamp

Åhh, hvor jeg nyder sneen! Og hvor er det vemodigt, at det igen er snevejr.

Først det med at nyde... Jeg elsker simpelthen sne! Jeg synes,at det er det smukkeste, man kan forestille sig, og jeg bliver straks helt klar til skiferie. Det skaber lidt problemer og uro, når det kommer, ja, men sådan er det med alt godt. Der er lidt storm først, og når den lægger sig, så elsker vi.

Og så det vemodige... Min dreng døde i snevejr. Den hårdeste vinter, jeg kan huske. Både i forhold til vejret og i forhold til mit sind. Men selv mit livs hårdeste vinter var smuk. Midt i sorgen var der masser af kærlighed, og når først den værste gråd havde lagt sig, så var det der altid - lige foran mig.

Og kærligheden er der stadig midt i sneen - lige foran mig - for sne vil for altid være Tobias, der holder pudekamp i himlen. Og jeg vil altid nyde det.

Sådan er det med sorg - det tunge lettes af kærligheden. For på den måde bliver sorgen til at bære, så jeg nu kan kombinere min kærlighed og sorg midt i livet. Og fælde en tåre gennem smilet, når jeg forestiller mig, hvor stor en fest han har i himlen, og hvor meget storm han skaber, som bliver til kærlighed - midt i himlen.

Store beslutninger

Jeg er blevet meget bevidst om tid. At hver dag tæller. At jeg aldrig kan vide, hvad i morgen bringer, og derfor heller ikke kan satse på, at i morgen giver tid.

Så derfor ryger der nogle store beslutninger over bordet, som jeg tidligere nok ville have været tilbøjelig til at skyde, fordi jeg tænkte: "Lad os lige se, om ikke det er bedre i morgen".

Denne her handler om mit politiske parti. Jeg har været nødt til at melde mig ud, fordi jeg ikke føler, at den politik, der føres, længere er den, jeg har i hjertet.

Orv, hvor var det tungt for mig! At måtte indse, at noget, som jeg i den grad troede på, kæmpede for og brændte for ikke længere var, hvad det havde været. At jeg kort og godt ikke længere var stolt af at være medlem, at jeg ikke længere kunne bære partisymbolet uden på jakken.

Men der var ikke tvivl i mit sind om, at jeg måtte sige fra. For det, som jeg vejer alting op mod, er, om jeg vil være tilfreds med i dag, hvis i morgen er den sidste, jeg ser. Vil jeg kunne banke på Skt. Peters port med stolthed over mit liv og mine handlinger? Altså sådan i store træk ;-)

Det er mærkeligt ikke længere at høre til noget sted. Ikke længere at have taget stilling. Nu må nysgerrigheden føre mig ad nye veje til jeg har fundet mit nye ståsted.

Ok, for de fleste er det at have meldt sig ud af et parti måske en bagatel. Men for mig er det mere end noget andet et symbol på, hvordan jeg skal håndtere mit liv. For det er nemlig det, jeg skal. Håndtere det. Ikke lade stå til. Ikke bare ræse derudad, uden at have hjertet med, men hele tiden lade hjertet råde. For kun sådan kan jeg mærke at jeg lever. På godt og ondt.

Brune øjne

Der er virkelig nye tider på vej!

Jeg begynder at sætte pris på små ting igen, som gør mig glad og giver håb for fremtiden. Et blik fra et par varme, brune øjne, et smil fra min Mads, en venlig gestus fra en fremmed i supermarkedet, en kærlig hilsen fra en Facebookven.

Hvor er det skønt!

Sådan vil jeg leve! At kunne føle glæde ved helt små ting, som andre giver mig af helt almindelig medmenneskelighed og næstekærlighed.

Nærvær, kærlighed og lykke - det bliver mine nytårsforsæt. Så skal det nok gå...

Nye tider

Jeg skriver ikke mange indlæg for tiden, og det skyldes til dels, som jeg før har skrevet, meget arbejde.

Men det skyldes også noget andet. Nemlig det, at jeg er ved at prøve at skabe en overgang, hvor jeg løbende vil berette, hvordan sorgen lever i mit liv, og hvad jeg kan bruge den til, uden at den hele tiden flår mit hjerte ud. Så de næste indlæg vil formentlig bære præg af, at jeg øver mig på det.

Jeg har lige været på ferie i Wales. Det var tiltrængt og fuldstændig og ubetinget fantastisk! Jeg mødte en masse mennesker, som jeg ikke ville have truffet på anden måde, og var for første gang efter Tobias' død i stand til at være mig selv i min nye form - meget af det gamle humør og drive, men med min nye nysgerrighed på andre mennesker, fordi jeg ved, at man ikke kan se på dem, hvad de indeholder.

Det kommer mig så meget til gode!

Mennesker indeholder så meget fint og følsomt, sjovt og spændende, stærkt og svagt. Bare man lige giver dem et øjeblik til at komme ud med det.

Før Tobias døde ville jeg have været mere tilbøjelig til at forlade mig på mit første indtryk af andre og ikke have tålmodighed til at få øje på mere. Nu ved jeg, at der er mere! At alt det fine og spændende ofte først kommer senere.

For sådan er det jo med mig. Man kan ikke se på mig, bare sådan lige, at jeg har oplevet en smerte så stor, at den til tider forekommer ubærlig. Men det kommer frem, hvis man lige giver mig et øjeblik til at fortælle det.

Og det er vel det, livet efter døden handler om, ikke? At finde de følger af sorgen, som beriger mit liv, giver mig mod på mere og plads i hjertet til at rumme det hele. Og så nyde de solstrejf, som jeg er overbevist om, er smil fra Bias.

Midt i savnet

Jeg lægger ikke så meget på bloggen i øjeblikket, for jeg har fået mig selv bildt ind, at jeg er midt i at lære at leve...

Sagt på en anden måde, så har jeg brug for at lægge lidt afstand til mine følelser i øjeblikket, for jeg har en stor arbejdsopgave, som det er vigtigt for mig at fokusere på. Og mine følelser trækker rigtig store veksler på mit overskud, så derfor må de lige lægges lidt væk.

Troede jeg!

Men så i dag, så var Tobias bare lige pludselig med ved skrivebordet. Så gik jeg på badeværelset, så var Tobias med på badeværelset. Så gik jeg i køkkenet, og så var han gudhjælpemig også med der!

Jeg kan bare ikke slippe!

Og jeg ved jo godt hvorfor: Jeg har ikke lyst til at slippe! Jeg har lyst til at have mine drenge med mig hele tiden. Og det konstante paradoks, som Tobias udgør, må jeg bare tage med.

Jeg ville på den ene side give mit liv for at holde om ham i bare et lillebitte øjeblik, på den anden side ville det betyde farvel til Mads, og den tanke kan jeg slet ikke bære. Jeg har lyst til at gå på kirkegården, men det får mig altid til at græde, så jeg gør det ikke så tit. Jeg har lyst til at skælde Gud ud, men det er jo ham der sidder med Tobias på skødet, så den går heller ikke, vel? Hvis nu jeg bare kunne få lov til at komme på besøg deroppe...

Nix - heller ikke.

Alt i alt?

Jeg må lære at arbejde, leve, smile og være lykkelig gennem tårer, for de vil ikke forsvinde. Og det skal de heller ikke, for de udtrykker smerten, kærligheden, savnet og glæden.

Så nu lader jeg arbejde være arbejde, giver slip, går en tur på kirkegården og tager min sorg, tårer, kærlighed og taknemmelighed med en tur i skoven!

Veninde/livredder/sjælesørger mm.

Sådan én har jeg! Verdens klogeste, skønneste og "den-kvinde-hvis-skulder-det-er-dejligst-at-lægge-mit-hoved-på-når-jeg-græder" veninde.

Hun har lige reddet mit liv her i weekenden. Ok, måske ikke lige mit fysiske liv, men så mit sjælelige da. For hun har fået mig til at se min svaghed i øjnene. Og hun har vist mig, at det ikke gør mig til noget dårligere menneske - eller endnu vigtigere: At det ikke gør mig til nogen dårligere mor.

For min sorg er ved at bevæge sig ind i en ny fase. En fase, hvor jeg har brug for at sige nogle af de ting, som jeg har været bange for, ville overtage mig, hvis jeg bragte dem frem. At Tobias' død er meningsløs og uretfærdig. At jeg faktisk ikke har fortjent at miste min Tobias. At jeg ikke har gjort noget for at udløse hans død - lige så lidt som, at jeg kunne have gjort noget for at forhindre den.

Banalt? Indlysende? "Hvad-tænker-du-på-kvinde-selvfølgelig!"? Ja, med Mads' ord, Alt det hele. Men det er faktisk først nu, at jeg har turdet sige det højt og turdet tage den helt indlysende afvisning af deres sandhed helt ind i sjælen.

Og det vigtige var ikke, at jeg selv sagde det højt. Det vigtige var, at jeg selv sagde det højt i selskab med andre. Jeg har valgt mit selskab med stor omhu. Hendes opbakning, kærlighed og omsorg for mig var ganske forventelig. Det havde jeg tillid til. Men jeg havde også tillid til, at jeg ville få en meget klog sparring. Og det var nok det vigtigste. At jeg blev holdt om, strøget over håret og derefter holdt ud i strakt arm og talt med.

Og nu sidder jeg tilbage og tænker: "For pokker! Tænk, at jeg ikke har gjort det noget før!"

Men jeg var ikke klar.

Hver en ny indsigt, hver en ny fase, hvert et nyt område af sorgen har sin tid og sted. Og denne var nu og hos min skønne Line. Helhjertet og nøgent. Og så helende for mig, at jeg fattes ord for at beskrive det.

En masse ord for at sige nogle få:

Tak, min livsveninde. Tak, fordi du har hjulpet mig med at frelse min sjæl.

Mere afsked...

Nej, det er ikke endnu! Og måske det ikke er nogensinde - at jeg skal tage den "synlige" Tobias ud af mit hjem.

Der var forhandling i mit indre, da jeg havde skrevet det seneste indlæg. Og den hele Pernille vandt. Heldigvis!

For sikket resultat! I stedet for stille og roligt at fjerne billeder af og kunst fra Tobias, så har jeg sat alt, hvad drengene nogensinde har haft med hjem fra børnehuset op på væggen over fjernsynet. Og det er det smukkeste syn. Masser af farver og følelser, barnligt udtryk og glæde, og frem for alt: synlighed!

Mine drenge lever begge to i mig, og de lever begge to stadig i ånden i mit hjem. Og mit hjem skal vise, hvem jeg er. Ikke kun den kontrollerede Pernille, som verden oftest ser. Men hele mig med al min sårbarhed, styrke, svaghed og hjerte.

Når de næste billeder kommer på væggen, så vil det blive uden fornyelse af Tobias. Det bliver på en måde en milepæl, måske. Men så tager jeg den derfra. Så ser jeg, hvad jeg har i hjertet til den tid. Som det er nu, har vi, Mads og jeg, brug for Tobias for at være hele.

Afsked

Der er noget endegyldigt over fysisk afsked, som kan være svært at håndtere.

Jeg var hurtig til at få Tobias' ting væk efter hans død, for at de ikke skulle stå tomme. Tomhed var ondt for os, Mads og jeg, så det var vigtigt at have så få ting, som stod tomme, som muligt. Manglen på Tobias var hård nok, uden at vi skulle mindes om det af hans tomme stol, hans tomme seng og hans små sutsko i entreen.

Nu er vi ved at være der, hvor vi så småt er ved at vænne os til, at Tobias mangler hver dag. Så nu kommer den svære afsked med de sidste fysiske ting...

Det slog mig særligt, da jeg i går havde bestemt, at der skulle nye navneskilte på vores postkasse. Jeg havde lavet mærkater med alle vores navne - også Tobias'. Men da jeg skulle til at skifte det gamle ud med de nye, så kunne jeg ligesom ikke. For er det nu, at jeg skal tage det skridt, hvor Tobias' navn ikke længere står på vores postkasse? Er det nu, jeg skal til at overveje, om nogle af de mange billeder af Tobias trofast ved Mads' side, skal væk? Er det ved at være tid til at acceptere, at synligheden af Tobias skal tones lidt ned?

Åh nej, ikke endnu, vel?! Ikke så længe jeg mærker ham så stærkt! Vel?

Om tidspunktet nogen sinde bliver rigtigt ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har tænkt mig at skyde det lidt endnu. Skyde den smerte, som jeg ved vil være forbundet med handlingen. Skyde den endelige afsked med Tobias som et lige så "synligt" barn i mit hjem, som Mads er.

Nu er tanken sået i mit sind. Den tanke, at jeg en dag skal til det. Og så får det blive ved det, indtil den har slået rod og vokset sig stærk, og jeg finder den rette anledning.

Indtil da får det gamle navneskilt på postkassen lov til at blive lidt endnu...

Bøn til Bias

Ok, jeg har lovet at være helt ærlig, hudløst ærlig, så her kommer en af de tunge...

Da jeg kom ned til Fregatten den dag, Tobias døde, blev jeg bedt om ikke at gå ind på den stue, hvor ambulancefolkene arbejdede med Tobias. Jeg valgte at gøre, som jeg blev bedt om, og ikke gå derind. Det samme gjorde sig gældende på hospitalet. Ikke én gang insisterede jeg på at få lov til at være sammen med min dreng.

Hvad hvis det havde gjort en forskel? At han havde hørt sin mors stemme... Hvad hvis jeg kunne have givet min lille, skønne dreng styrke til at finde livet? Eller bare tryghed til at dø...

Når jeg ikke tidligere har været særligt åben om disse tanker, tror jeg, at det skyldes, at jeg har været nødt til at skubbe dem væk. Jeg har måttet have det hele lidt på afstand, før jeg kan tage dem op og arbejde med dem.

For helt oprigtigt tror jeg, at jeg traf den rigtige beslutning! Min fornuft siger mig, at jeg kun ville have været i vejen, og at jeg ville have følt større skyld, hvis jeg havde forstyrret deres arbejde. For de prøvede jo at redde hans liv.

Men mit hjerte… åh, hjertet. Måske det kunne have talt til hans hjerte. Måske mit hjertes tiggen og beden om, at han levede, kunne have gjort udfaldet.

Tankerne er helt ubrugelige! De gør intet godt for mig – giver mig blot skyld og skam. Men nogle gange skal sådanne tanker også se dagens lys, før de kan finde endelig hvile indeni. For at mit hjerte kan lade sig overbevise om, at jeg gjorde det bedste, jeg kunne, og handlede, som jeg mente var bedst.

Så mens jeg overbeviser mit hjerte om, at det er sandheden, så sender jeg en bøn til Bias. En stille bøn om, at han vil tilgive mig, hvis jeg tog fejl.

Tryghed

Jeg har pudset vinduer i dag. Det er godt nok bare skodkedeligt! Men, åh, hvor jeg dog nyder resultatet, når jeg er færdig!

Efterfølgende gik jeg mig en tur i skoven. Snuppede pr. refleks et blad fra en lavthængende gren, skrællede bladkødet af det med neglene for at stå stolt tilbage med et bladskelet. Jeg nød synet af Bambi, som krydsede skovstien, jeg gik på, og bestemt også synet af en smuk mountainbikerytter, som krydsede min vej. Og kaffen bagefter var præcis så god, healende og velduftende, som en kop kaffe efter en gåtur i blæsevejr altid er.

Og hvad så?

Så helt afgjort slet ingenting! Det hele var præcis som før Tobias døde. Og det er dét, der er det fede: Måske jeg ikke skal skiftes helt ud. Måske der er, endog store, dele af mit liv, som er og kan blive ved at være som før. Måske, hvis jeg fokuserer på det, der er trygt og rart og helt som før, at alt det nye ikke er så skræmmende endda. Måske, hvis jeg bare slapper af og følger med, det hele går lige så stille og roligt og sikkert, som i dag bliver til i går og i morgen bliver til i dag…

Kontrol

Jeg holder min sorg i ret kort snor - følelsesmæssigt, udtryksmæssigt - så jeg hele tiden ved, hvor jeg har den. Det er jeg nødt til, for hvis jeg ikke holder den i helt stramme tøjler, så tager den magten og derved mit liv fra mig. Så stærk er den.

I dag er det 8 måneder siden, at Tobias døde. 8 ulideligt lange måneder.

Nogle gange får jeg lyst til at slippe fri af sorgen - finde den gamle sorgløse Pernille frem igen; om ikke andet, så bare for en aften.

Men det virker bare ikke. Lige meget hvad jeg gør, så er den med mig hele tiden, min sorg. Og jo mere, jeg prøver at lægge den af herhjemme, inden jeg går ud, jo større er sandsynligheden for, at jeg pludselig står med den i lys lue på et, for mig, ret træls tidspunkt. Sådan er det bare. Den er bare et vilkår i mit liv. Sorgen.

Og jeg fortæller jer allesammen om det, for at gøre den til noget, som I ikke er bange for næste gang, I møder den hos jer selv eller blandt jeres omgangskreds. For at fortælle jer, at når I henvender jer til en sørgende, så gør det med den tryghed, at I aldrig kan sige noget, som kan gøre ham eller hende mere ked af det end sorgen allerede gør dem. Hvis jeg græder, når nogen henvender sig, så er det bare en ventil, der bliver åbnet, ikke et sår, der kommes salt i. Og jeg holder altid op igen.

Jeg tør godt fortælle verden, at jeg har mistet en dreng, fordi jeg gerne vil bede om anerkendelse for at være mor til 2 drenge. Jeg vil gerne fortælle om begge mine drenge, jeg vil gerne holde Tobias i live i min og alle andres bevidsthed, og jeg vil aldrig, aldrig, aldrig give slip på ham, for han er en del af mig.

Men sorgen er min, og jeg er stadig fuld af optimisme om at komme igennem de sorte huller, som den graver i mit liv. På min måde, med min kontrol og ved at dele de elementer af den med verden, som det passer mig.

At flyve med Tobias

I går fløj jeg sammen med Tobias på min løbetur. Jeg bredte armene ud, lukkede øjnene og fløj sammen med ham. Jeg kunne høre ham klukle, jeg kunne mærke hans tilstedeværelse. Havde jeg rakt hånden ud, kunne jeg næsten have mærket hans bløde hår.

Sådan er der nogle dage... Hvor hans tilstedeværelse er så stærk, at den næsten kan mærkes fysisk.

Jeg har meget brug for at forestille mig, at Tobias lever videre et andet sted. I min bevidsthed er det i himlen, men det kunne såmænd være alle mulige steder. Når nu jeg har valgt himlen som hans sted, så kan jeg bruge vejret til at tegne billeder med. I går, da jeg løb, blæste det lidt, derfor var vi ude at flyve. Nu, hvor det er mørkt om morgenen, lader Mads og jeg som om, at når det bliver lyst, så er det fordi Tobias er stået op. For et par uger siden, da det regnede rigtig meget, var det Tobias, der legede med vandslange og havde en fabelagtig vandkamp med de andre engle i himlen.

Billeder, som er med til at gøre ham levende i min bevidsthed, men som i særdeleshed også giver mig mulighed for at mindes hans personlighed og give den videre til andre. Han flyver, fordi han elskede alt, hvad der var fart på. Han sprøjter med vand, fordi han elskede at drille. Han giver dagen lys, fordi han lader sit vidunderlige lys skinne.

Og jeg kan se og mærke det hele, fordi jeg har brug for, at han stadig er ”derude” et sted. Så kan jeg godt nyde det, livet, når det blot handler om tålmodighed, indtil jeg skal se ham igen.

Hyldest til livet

I dag kan jeg ikke nære mig. Jeg har sådan lyst til at komme med en hyldest til livet. Ikke andet. Bare en hyldest.

Er det ikke forunderligt? At vi midt i alle vores følelser, mørke, lyse, optimistiske, eftertænksomme, bare kan elske livet? Helt uforbeholdent og med åbent hjerte.

Sådan én er jeg. En livselsker. Når livet går mig imod, så finder jeg en udvej, så jeg alligevel kan elske det. For når det går mig imod er det bare endnu en måde, at jeg kan mærke det på. Mærke at jeg lever. Det er klart fedest, når jeg mærker det med jublende lykke og glæde, men det er lige så stærkt, når jeg mærker det med sorg og savn, for det udspringer alt sammen af kærlighed.

Så velvidende, at det vil være kvalmende optimistisk for nogle, så får I her et stykke af mig: Et stort, varmt, hoppende yeeppiekayaihhhh for livet! For det er mig. Livet er min eleksir.

Sindskulde

Er det ikke sjovt, som nogle udtalelser går lige igennem skjoldet?

Jeg hørte i går, at en kvinde havde udtalt sig om mig. Jeg kender hende ikke, men ved hvem hun er, og hun må jo så af indlysende årsager have samme kendskab til mig. Hun havde sagt, at jeg er kold! Bare kold.

Waaouh, det ramte hårdere, end jeg havde regnet med! Jeg indtog naturligvis med det samme den attitude, at det mest er hendes problem, hvis det er sådan, hun ser mig – uden at se mig – men helt ærligt? Hold da op, hvor det gik rent ind. Intet kunne være mere fjernt fra sandheden, men udadtil kan jeg altså virke sådan…

Ugen efter Tobias døde var jeg på arbejde, tre uger efter var jeg tilbage som teamleder i min netværksgruppe og tilbage som formand for Venstre i Ballerup. Ikke mange har set mine tårer, hvis jeg har kunnet undgå det. Jeg kan noget med at trække i mit businesstøj, og så er jeg klar. Det er min facade. Og uanset hvor meget jeg græder indeni, så kan jeg holde facaden – stort set.

Og det giver det mig faktisk rigtig meget at være ude og bruge min facade. Det giver mig en pause. En pause, hvor jeg henter den energi, som jeg skal bruge, når jeg kommer hjem og tager businesstøj og facade af og bare græder.

Måske det kan virke koldt. Jeg græder helst alene, for sådan passer det mig bare bedst. Men at antage, at fordi man ikke kan se dem – tårerne, følelserne, smerten - så er de der ikke… Hold da op, hvor er der langt!

I bund og grund gør det min agt om at løsne op for emnet sorg endnu mere aktuelt, for det er jo det her, det hele handler om. Vi håndterer vores livssorger forskelligt, og det er ok, så længe vi ikke undertrykker dem.

Jeg har mistet et barn. En del af mit indre er slået itu for altid. Intet kan reparere det eller gøre skaden god. Smerten er blevet en del af mig. Den er der altid, selv om det ikke er altid, jeg græder. Dette er min måde. Sådan passer det mig bedst for at få mit nye liv til at hænge sammen.

Og der er en årsag: Allerede samme dag, som Tobias døde, var jeg nemlig mor til Mads.

Præster

Jeg kunne tænke mig at være klog som en præst…

Jeg har læst 2 bøger om sorg efter Tobias’ død – den ene skrevet af en præst, som selv har mistet et barn, og den anden er en række interviews med præster om sorg. De er vidunderlige! - altså mest bøgerne… De rummer ro, eftertænksomhed, klogskab og dyb, dyb indsigt i menneskets tilstande. Jeg tænker, at det må være præsternes værk.

Måske min egen nye forståelse for liv og død spiller ind, men præstens ord giver mening for mig som aldrig før. Eksempelvis havde min dejlige præst, Lisbeth Hannibal, skrevet om Jesu opstandelse i kirkebladet, som udkom lige før påske. For første gang nogensinde forstod jeg, at påsken ikke handler så meget om fysisk opstandelse som om den sørgendes opdagelse af den afdødes evige liv i den sørgendes bevidsthed. Hold nu op! Det gav hele kirkehalløjet en helt ny dimension for mig! Jeg opdagede, at hvis jeg anskuer alle kirkens ord og tekster på den måde, så giver de lige pludselig mening på en helt ny måde. Jeg behøver ikke at føle mig totalt naiv, fordi jeg tror – tror på Gud, tror på kirkens evne til at gøre vores sorger lettere at bære, tror på præstens klogskab.

For kloge er de altså, de præster. Jeg har ikke så godt styr på bibelen, men hvis det er studiet i den, der har givet dem den store indsigt i menneskets mentale tilstande og dybeste følelser, så kunne det godt være, at jeg skulle tage at få den læst.

Og så har præster en egenskab, som jeg har den største respekt for. De tør godt. Tør at tale til og række hånden frem mod mennesker i krise. Uanset krisens genstand. Og de er helt ligeglade med, om det er en krise, vi har påført os selv, eller om den er blevet os påført. De rummer det hele. Uden fordom, uden stillingtagen, måske. Bare rummelighed. Det ser jeg virkelig op til!

Lise Trap: Sorg - Den dybeste ære glæden kan få
Julia Lahme: Sig farvel - Hvad præster ved om sorg

Tilgivelse

Jeg er en person af den type, som ikke bryder sig om at gøre ting, som er ubehagelige for mig eller som gør ondt – det gælder både fysisk og mentalt. Jeg er holdt op med at ryge for en måneds tid siden, og det tog mig lang tid at tage mig sammen til, for jeg vidste godt, at det ikke var rart, så derfor havde jeg ikke lyst til at tage den tyr ved hornene.

Da Tobias døde var min underbevidsthed godt klar over, at der ville komme til at være en masse her, som gjorde ualmindeligt ondt, og så må den have sat i gang med at forsøge at minimere smerten. Dens metode var, at jeg mistede alt filter i forhold til, hvad der ville være godt for andre – jeg handlede benhårdt og 100 % efter mit eget hjerte og tog kun mig selv som udgangspunkt. Jeg havde simpelthen ikke overskud til andet. Bebrejdelser, vrede og bitterhed var og er ikke følelser, jeg kan arbejde videre med eller bruge som solidt grundlag for noget som helst. Jeg var helt bevidst om, at hvis de følelser fik lov til at få næring i mig, så ville jeg blot stå med en rædsom opgave senere, når jeg skulle søge andre mennesker om tilgivelse for det. Så det var ikke en mulighed for mit sind, for det ville jo blot påføre mig mere smerte og ”trække pinen ud”.

Når det er sagt, så har jeg en mission. En mission, som går på, at sikre min Tobias’ eftermæle. Han fik kun 19 måneder på Jorden til at give os et indtryk af, hvilken dreng han var, så jeg føler, at det er min opgave at sikre, at det også er sådan, han bliver husket. Og han ELSKEDE! Han elskede livet, sin storebror, sine trommer, sin dyne, sin mor og far, og så elskede han Fregatten! At aflevere Tobias i Fregatten var lige så trygt som at aflevere ham hos sin far eller bedsteforældre. Han trivedes virkelig der. Og så var der hans primære pædagog… Hun var som en anden mor for ham, og de stærke følelser var gengældt. Man kunne bare mærke det på dem – uadskilleligheden.

Hvordan skulle jeg dog kunne få det over mit hjerte? At påføre Tobias’ elskede pædagog mere smerte, end hun allerede oplever? Hun – og alle andre i Fregatten - gjorde ALT, hvad de kunne, og måtte alligevel sande, at det ikke var nok.

Jeg har aldrig aktivt tilgivet dem – det har slet, slet ikke været nødvendigt. Jeg har derimod haft svært ved at udtrykke præcis hvor taknemmelig jeg er for, at de har givet Tobias – og mig – så meget tryghed, at jeg aldrig et sekund har tvivlet på deres kærlighed til ham. For hvem ville ikke gøre alt, hvad der står i deres magt for at redde livet på én man elsker?

Sårbarhed

Åh ja, så må jeg igen overgive mig.

Jeg arbejder i øjeblikket rigtig meget med Tobias' død og tiden efter - bl.a. med denne blog - og synes, at jeg er ved at have rigtig godt styr på mig selv i forhold til Tobias. Jeg er ved at kunne kontrollere, hvornår jeg begynder at græde, og det er faktisk helt rart.

I dag gav jeg så et interview, og da der skulle tages billeder, blev jeg spurgt, om jeg kunne sidde med noget, som mindede mig rigtig meget om Tobias. Jeg har ikke så mange håndgribelige minder om Tobias, det bruger jeg ikke så meget, men jeg har en mappe, som de har samlet i hans vuggestue med billeder af ham, som de har taget. Jeg vidste godt, at den muligvis var lidt sprængfarlig, men tænkte, at jeg nok var ved at have styr på det.

Og så sad han dér… med sit store, vidunderlige smil og sine glade øjne. Og netop dér bliver jeg husket på, at jeg for evigt har et blødt punkt. En sårbarhed, som jeg aldrig bliver helt i stand til at styre. Hverken i forhold til tårer eller hjerte. Og det er helt ok, for Tobias må godt fylde så meget i mit liv. Tobias må godt være mit bløde punkt. Tobias må godt være et evigt trumfkort.

Positivt ladet sorg

Jeg søger lykken – hvem gør ikke det? Jeg har prøvet det, og det er intet mindre end fantastisk at være lykkelig, så det vil jeg gerne prøve igen.

Men hvordan bliver man lykkelig, når den bund, som ens liv bygger på, er sorg?

Jeg forestiller mig, at det handler om sorgens ladning. Sorg er sådan et mørkt og trist begreb for mange af os, men hvad er sorg egentlig?

Sorg er vel helt grundlæggende bare mangel på genstanden for kærlighed. Det er det i hvert fald for mig. Når jeg mærker sorgen mest, så er det, fordi jeg mangler Tobias. For mig er det ikke en følelse af vrede eller bitterhed, men snarere en slags fantomsmerte; smerten over noget, der mangler.

Ok. Så kom vi så langt.

Normalt, når vi mangler noget, så anskaffer vi os bare noget til erstatning for det, vi mangler. Den bliver måske lidt svær her… Naturligvis kan andre mennesker lindre sorgen over den manglende Tobias, som Mads gør det, men ingen eller intet kan jo træde i stedet, så den duer ikke rigtig her. Hvad så?

Det handler om noget med at omdefinere begrebet sorg for sig selv. Det, jeg vælger at gøre, er at betragte sorgen som symbol på kærlighed. Som regel overser vi sorgens dybe og helt afgørende sammenhæng med kærlighed, og det er rigtigt synd, for det er netop den sammenhæng, som gør den til at leve med. Som gør den til noget, jeg faktisk slet ikke vil leve uden. For den er beviset på min store kærlighed til min Tobias, og så er den kommet i mit liv for at give mig en målestok, tænker jeg. Før Tobias døde havde jeg aldrig oplevet smerte, sådan rigtigt, og så er det også rigtig svært at sætte pris på lykke.

Så min sorg er symbolet på min kærlighed og målestok for min lykke. Med det in mente er den faktisk ikke noget helt dårligt fundament for et lykkeligt liv

Mads – min søn på jorden

Mit sind har to jokere: Et Madskort og et Tobiaskort. Da Tobias døde, trak mit sind Madskortet. Jeg kalder det sindets overlevelse.

Da jeg stod på hospitalet og ventede på at få at vide, at Tobias var død, vidste jeg inderst inde godt, at der ikke var noget at gøre, så mit sind gik i gang med at overleve. Og det var altså på den hårde måde. De skamfulde tanker, kalder jeg dem…

”Nåja, men hvis nu Tobias dør, så kan jeg også alt muligt med Mads igen, som jeg ikke har kunnet, mens Tobias også var der” var den første og måske pr. definition derfor den værste.

Men det var nok vigtigt, at den var slem, for at den kunne gøre et tilpas stort indtryk på mig – tanken. For efterfølgende har mit helt grundlæggende fokus været på Mads. Jeg VILLE give ham en mor – en mor, som lever med de levende, og som er mere optaget af sin søn på jorden end af sin søn i himlen.

Og da sindet først havde trukket Madskortet, var der ligesom ingen vej tilbage, vel? Selv når det ser allermest sort ud, så behøver sindet bare at true med Madskortet, før jeg må overgive mig. For på kortet smiler han, og et smil fra Mads kan give mig mod på at få jorden til at dreje den modsatte vej rundt, hvis det skulle være!

Og så er det altså værd at turde vedkende sig, at der er ting, som Mads og jeg kan gøre nu, hvor vi er alene, som vi ikke kunne gøre med Tobias, og at Mads har fået meget mere plads, end han havde, mens Tobias var her. Jeg ved det! Det lyder stadig grimt i mine ører, lige når jeg siger det. Men Tobias’ død er et vilkår i Mads' og mit liv. Det står ikke til at ændre. Så derfor får vi det bedste ud af den situation, vi nu har: Vi cykler ture sammen, Mads får lov til at sidde foran i bilen, og nogle gange er vi frække og spiser aftensmad i sofaen. Og så nyder vi det! Livet. Sammen.

Når man glemmer...

I dag er det 7 måneder siden, Tobias døde. Jeg kan stadig se ham for mig – det skønne grin med mellemrum mellem fortænderne, øjnene, som slet ikke var i stand til at skjule, at der skulle laves ballade. Han havde en pudsig lille vane med at skulle nusse mine øjenvipper, helst med mascara på, eller øjenbryn i mangel af bedre - han blev helt salig af det. Han elskede at ligge i ske. Når han vågnede meget tidligt, kunne jeg altid lokke ham til en halv time mere, hvis vi lå i ske. Jeg kan stadig dufte hans hår, synes jeg, og jeg kan stadig høre hans latter. For slet ikke at nævne hans ”vov-vov”, uanset hvilket dyr, han mente.

Men detaljer begynder at smutte for mig. De små buttede hænder står ikke så skarpt for mig mere, farven på hans frække øjne kan jeg ikke helt genkalde mig, som jeg kunne, lige efter han døde, og hans lille krop sløres også for mit indre blik.

Er det vigtigt? Måske ikke, men nogle gange frygter jeg, at det griber om sig. At jeg pludselig ikke længere føler, at hvis jeg rækker hånden ud, så kan jeg mærke hans bløde hår, eller at jeg stadig kan fornemme hans bløde arme om mit ben, når han lige skulle have lidt kærlighed midt i legen. Alle de gode ting – alle de minder, jeg har, fordi jeg er Tobias’ mor, fordi Tobias har været her i mit liv og gjort sit store indtryk.

På de her mærkedage mindes jeg altid ekstra meget, og jeg gør en ekstra indsats for at huske. Naturligvis er det så også på disse dage, at jeg opdager, hvor meget tiden hvisker ud.

Så jeg forsøger at holde minderne skarpe på min egen måde. Bruge disse dage til at mærke, føle og glædes. I morges tog jeg mig for eksempel en lille dans med Tobias. Han elskede nemlig at danse og blive svinget rundt. Og den situation føler jeg, at jeg næsten kan genskabe, når jeg danser med billedet af ham og mindes følelsen. For den forsvinder nemlig ikke eller bliver hvisket ud. Følelsen af altoverskyggende kærlighed er akkurat lige så stærk, som den dag, han døde.

Ups and downs…

Der er gode dage, og der er ikke så gode dage. Og så er der dage, hvor jeg er nødt til at give sorgen frit spil til at rase og regere i mig. ”Ok, så kom an! Se, om du kan rive mit hjerte helt i stykker og slå rod i stumperne!" Jeg hader det, jeg udskyder det, jeg ved det kommer! Det kommer, når jeg har glemt mig selv, når jeg har negligeret mine egne behov og fokuseret på andres, eller på, hvilke behov andre mener, jeg har. Og så får den lov til at rase i mig. Rive og flå, for jeg ved, at sorgen aldrig vinder over kærligheden. Den kærlighed, som mit hjerte er helt fuld af. Kærligheden til mine drenge, til livet, til nuet, til fremtiden. For sorgen over Tobias' død bliver aldrig større eller mere magtfuld end kærligheden til ham. Sorgen er nemlig kun så stor som kærligheden, og det er vigtig viden, for så kan den aldrig vinde kampen.

Og så går det jo i øvrigt over igen. Altid. Varigheden af disse ”anfald” er varierende – nogle gange 10 minutter, andre gange en hel dag. Men kendetegnende for dem, uanset varighed, er, at de går over. Kærligheden vinder, den indre ro overtager, og jeg kan arbejde videre med mit nye liv.

Ham dér Gud…

Ja, ham dér Gud er faktisk en af mine allerbedste venner, og jeg tror på ham mere end nogensinde før, for hvem skal ellers passe på min Bias?

Som min helt egen, helt vidunderlige præst, Lisbeth Hannibal, siger: Gud tager ikke vores børn fra os; han tager imod dem. Åh ja, Lisbeth, og det underbygger blot min mistanke om, at min Gud ikke er nogen hård og uretfærdig gud, men en barmhjertig og alfaderlig figur, som har tjansen at være større end os. Og ved du hvad? Hvis det er Gud, der tager vores børn, så er han stadig min bedste ven alligevel, for hvis der har manglet lys i himlen, så har Gud valgt helt rigtigt i min Tobias. Han har en helt særlig evne til at sprede lys, og jeg kan simpelthen ikke fortænke Gud i at ønske sig det!

OK – det er mine lidt lettere fordøjelige tanker…. De varmer!

Når jeg skal blive mere filosofisk, så handler det med Gud og mig om, at jeg har accepteret – og gjorde det lige med det samme efter Tobias’ død – at der er noget, der er større end mig. Jeg må bøje mig. I den virkelighed, hvor jeg lever, mener vi at kunne styre ALT. Tobias’ død var det dér lille prik på skulderen om, at jeg bør kende min overmand.

Er det for meget? Er det for voldsomt at tænke sig, at noget så ubarmhjertigt som at miste et barn sker, fordi man plages af overfladiskhed? Fordi man skal piskes ned i sin egen materie?

Ok, men så lad os sige, at det er sket for mig, fordi jeg kan klare det! Jeg tror fuldt og fast på, at jeg ikke bliver udsat for mere end jeg kan klare. Med Tobias’ død mener jeg så, at Gud er gået helt til kanten i sin test af mig, men jeg lever jo stadig, ikke? Og jeg er blevet klogere, meget klogere. Så hvad så? Skal Tobias' liv og død bare blive en mørk lille tankestreg i mit liv? Nej, den understjerteme nej!!! Jeg er helt overbevist om, at Gud ikke sidder med min Tobias på skødet og ønsker, at jeg skal fortsætte mit liv uden at lade Tobias’ liv og død sende ALT til revision og lade dumpe og bestå efter mit hjerte i sin nuværende tilstand uden filter.

Så uanset hvordan jeg vælger at udtrykke det, så når jeg frem til, at Gud når sit mål om min større dybde, barmhjertighed og ny forståelse for livets værdi. For sådan er MIN Gud! Selv i sin ubarmhjertighed er han barmhjertig.

”Hvad gør man, når man mister et barn?”

Det ved jeg sgu da ikke – jeg er jo bare Pernille fra Måløv!?!! Jaja, da journalisten stillede mig spørgsmålet var det ganske vist 3 uger siden, Tobias var død, men det gjorde jo ikke mig til ekspert, vel? For man kan jo simpelthen bare ikke svare, at man helt og aldeles fokuserer på sit barns liv og på taknemmeligheden for det, vel? Det er liiige en tand FOR overskudsagtigt…

Men det var det, jeg gjorde. Jeg mener stadig ikke, at det gør mig til ekspert, men det gør mig til en mindre tynget sørgende. For midt i min kæmpe sorg lykkedes det mig at holde bitterhed og mørke fra døren, ganske enkelt ved at fokusere på det, jeg var taknemmelig for, og som jeg ikke ville have undværet, selv om jeg havde kendt udgangen på det; nemlig min søns liv.

Og nu tør jeg godt sige det. Måske fordi jeg har set, at det har været og er den rigtige vej for mig. At jeg ikke 2 måneder senere vågnede op til en helt uoverstigelig sort sorg. Ups and downs, ja, bestemt, jeg sørger, men mit liv er ikke formørket.

Det, der er min inspiration, er ganske enkelt min søns liv. Han var lys og lykke, latter og glæde, og han skabte kærlighed alle steder, han kom. Hvordan kan jeg ære det minde? Ganske enkelt ved at handle fra hjertet, uden filter, og med udgangspunkt i kærlighed. Okay, det kan godt komme til at lyde lige rigeligt Danielle Steele, I know, men det er altså ikke desto mindre sandt.

Og journalisten? Hende svarede jeg, at jeg ikke havde lyst til at udtale mig, for på det tidspunkt havde jeg bare ikke rigtig mod og overskud til andet, tror jeg. Men det har jeg nu! Og min måde at svare på, er at skrive her på bloggen. Jeg skriver om følelser og situationer, jeg oplever nu, om følelser og situationer, jeg har oplevet tidligere, om følelser og situationer, som jeg frygter eller ser frem til. Alt det hele, som min Mads udtrykker det, uden filter og lige fra hjertet.

Her er jeg så!

Pernille fra Måløv – mor til Mads på jorden og Tobias i himlen. Mor og Englemor, som så mange andre, med alt hvad dertil hører af kærlighed, sorg, smerte og dyb, dyb taknemmelighed. Over livet. Med alt, hvad det indebærer; selv døden. For livet er for mig kilden til al min glæde, al min kærlighed, al min sorg og al min smerte. Og det gør mig alt sammen til den, jeg er.

Da Tobias døde d. 13. januar 2010 forandredes mit liv for altid. Det skulle jeg først indse senere, men det var præcis den dag, det skete, kl. ca. 11.15. Jeg var ikke længere sorgløs.

Se, det blev øjeblikkeligt klart for mig, da jeg på hospitalet ventede på beskeden om, at min lille drengs liv ikke stod til at redde, at jeg havde to muligheder: at leve eller at dø. Jeg valgte at leve! Den beslutning har jeg valgt at holde ved, og det vil blive indholdet i denne blog; min blog om livet efter døden.

Indholdet her vil ikke være funderet i solide analyser, ej heller verificeret af kloge mennesker, det vil ikke være særligt politisk korrekt, til tider formentlig direkte upassende, men én ting vil jeg love: Det vil være ærligt, hudløst ærligt, og lige fra mit hjerte. Og mit hjerte byder på en del, når det kommer til sprog… smukke, velformede ord og sætninger, grimme, forvredne samme, muntre og frie passager, morbid, sort humor og ironi, blot for at nævne et par stykker. Nu er advarslen bragt – lad bloggen begynde…